StormenPåKøbenhavn_1658-1660

Peter Uligren

100

ikongens værelser og røsterne blev mere og mere højlydte. Et fjendebrev af kompromitterende karaktervar blevet opsnappet. Det drejede sigo m korre­ spondance mellem regenterne afDanmark og Brandenburg, og, som det be­ nævntesirigsrådet: ”...hvad vidrige consilierhoos en och annan afbemålte bägge potentater fördes emot Hans Kungliga Majestät och Cronan Sveri- ” 7 ge ■ Sverige havde en pålidelig spion ved det brandenburgske hof iform af Kristoffervon Dohna, som også blev takket forsine: ”vidh brandenburgiske hofvet godhe officeroch tienster”.8Med det ildevarslende budskab in mente fortsatte kongen og rådet med at tale om, hvordan Sveriges fjender havde sammensværget sig. Så kom det frem, atden tyske rigsgreve Christian Rant­ zau, som senere blev dansk premierminister, iet brev tilFrederik 3. havde kommenteret kejservalget iØstrig på en for Sverige negativ måde. Oven i dettehavde Danmark sendt en deputation tilHolland. Samtidig fremgår det, at langt fra al information ide opsnappede breve kunne tydes, eftersom hoveddelen afde dansk-brandenburgske skrivelservar ikode. Denne sidste omstændighed gjorde Karl 10. Gustav noget nervøs. Han kom straks tilattænke på svenskernes egen kode, og at det var på høje tid at ændre på de hemmelige chiffernøgler.9 Kongen havde samtidig den ejendommelighed, at han først og fremmest omgav sig med rigsråder med militær erfaring. Istortsethele sin regeringstidopdelte han rigsrådetien fel­ tafdeling og hjemmeafdeling. Dette kom sig af, at han ihovedparten afsin regeringstid var ifelten, hvilket givetvis fikstore konsekvenser for adgangen tilpålidelige informationer frahjemmefronten.10 Senere iapril opdagede kongen, at Danmark mindre respektfuldt havde anvendt sitlillasegl iet dokument om Roskildefreden, mens ’deremot K. M. hadhe sattdhet storaunder sittinstrument”.11Samtidig gjorde danskerne vrøvlvedrørende Øresundstolden, hvilketkom fraen sikker kilde, nemlig de svenske kommissarier iKøbenhavn, Sten Bielke og Peter Julius Coyet. Par- rallelthavde den fremstående danske adelsmand og tidligerestatholder iKø­ benhavn, CorfitzUlfeldtalleredei1657 gåetisvensktjenesteog været uund­ værlig som rådgiver iforbindelse med felttogetover bælterne. ’Forrræderen” Ulfeldt fortsatte siden med at hviske danske statshemmeligheder iKarl 10. Gustavs øre. Kongen røbede såledesforrisgrådet, atUlfeldt ”sagthadhe, atti förrefegden vore idanske Rådhet efterfredslutitfattattettconsilium, sexve- ckor efterslutit,attgå lööståterigen på Sverige”.12Kongen mente uden om­ svøb, atman ikke kunne stolepå danskerne og atde snartvillegribe tilvåben mod Sverige igen. Således stegkongens ringeagt afDanmark iforåret 1658. Derforvardetnu nødvendigt med etnytstødmod Danmark og København. Allerede den 18. april fikErik Dahlbergh at vide, at kongen ville "fora sine