StormenPåKøbenhavn_1658-1660

Den æreløse spion 109 kommissarier i København og Helsingør og som beskrev, hvordan Danmark forhandlede med tyske fyrstestater, der var fjendtligt indstillet overfor Sveri­ ge.39En af de svenske efterretningsfolk var Magnus Nilsson Durell, der hav­ de opholdt sig i Danmark siden 1646, først som agent i Helsingør og siden foråret 1658 som svensk resident i København. Durell havde under sit lange ophold i Danmark opbygget et sofistikeret net af spioner og havde i 1657 og 1658 kunnet levere flere indsigtsfulde rapporter om dansk sikkerhedspolitik til trods for, at de danske politimyndigheder gjorde alt for at isolere Durell i København.40 Den 11. august ankom svenskerne til København. Under marschen mod byen havde svenske spejdere og fortropper rapporteret, hvordan himlen over byen var fyldt med røg og ild. Baggrunden var, at danskerne var ifærd med at nedbrænde de københavnske forstæder og at byen i det hele taget forbav­ sende hurtigt havde formået at forberede sig på de angribende svenskeres komme. En storm på byen ville nu være vanskelig, hvorfor en svensk belej­ ring indledtes. I København optrådte Frederik 3. energisk og tapper og fremstod som et vældigt forbillede for borgerne. I kraft af sin personlige tilstedeværelse op- ildnede og mobiliserede han hele byen til at gå ind i forsvaret mod svensker­ ne. Borgerne blev udrustet med våben, svage forsvarsværker blev styrket og mandskabet på voldene øgedes fra 600 til 1.200 mand. Byen blev udsat for hårdt pres. Fra søsiden bombarderede den svenske flåde byen under ledelse af admiral Claes Bielkenstierna, mens selve belejrin­ gen af København blev ledet af Gustav Otto Stenbock, som på kongens ordre havde forladt Skåne og indfundet sig i den svenske lejr ved København. Samtidig søgte rigsadmiral Carl Gustaf Wrangel at få de svenske tropper på Sjælland til at stå så stærkt, at de kunne indtage Kronborg fæstning. Kon­ gen tvivlede på, om dette kunne lade sig gøre, men lod sig til sidst overbevise. Den danske befalingshavende på Kronborg Poul Beenfeld havde fået ordre til at sprænge fæstningen og sig selv i luften, hvis der opstod risiko for kapitu­ lation. Den svenske ’’krigsræv”Wrangel manglede artilleri og greb i stedet til psykologisk krigføring. Det lykkedes ham således at narre Beenfeld til at tro at København var faldet, hvorefter Kronborg overgav sig den 6. september, hvilket var ensbetydende med, at svenskerne kom i besiddelse af 80 kanoner. Erik Dahlbergh var i denne forbindelse blevet kommanderet til Helsingør og var mægtig stolt over at sidde som ”den forstå swånska commendant opå Croneborgs slott”.41