StormenPåKøbenhavn_1658-1660

Peter Ullgren

112

tog svenskerne øerne Langeland, Falster, Als, Møn og Lolland, men undgik kun med nød og næppe at miste hovedparten af sin flåde i Storebælt. Frederik 3. fortsatte endda med forskellige offensive operationer og den 14. november 1659 mødte svenskerne en allieret hær på Fyn i slaget ved Nyborg. Det hele endte med svensk nederlag og Karl 10. Gustavs største militære fiasko nogen­ sinde. Som om dette ikke var nok, havde kongen store problemer på hjem­ mefronten. I foråret 1659 var der udbrudt uroligheder i Dalarna samtidig med, der forekom deserteringer i andre dele af landet, når nye soldater skulle udskrives til kanonføde.48 Krigen gik i stå for Karl 10. Gustav i 1659 og i begyndelsen af 1660 var han indstillet på at få fred, men inden han nåede at slutte fred, døde han højst uventet af en forkølelse den 13. februar 1660 i Göteborg. Efter kongens død var vejen til en fredsslutning blevet enklere. Fredstraktaten blev under­ skrevet i København den 27. maj. Sverige skulle tilbagelevere Bornholm og Trondhjem len til Danmark. På dette tidspunkt havde København - som Dahlbergh skriver - ’’uthij ett åhr, sex månader och siu och tiugu dagar hölt inneslutin”.49 Afslutning Jeg har i denne artikel søgt at vise, hvordan den svenske efterretnings- og informationsstrøm flød under anden Karl Gustav-krig 1658-1660. Hjørne­ stenene i det svenske efterretningsnet var givetvis det system af diplomatiske tjenstemænd, residenter og deres rapportører, som allerede var blevet bygget op under Axel Oxenstierna. Forud for belejringen af København var der indløbet en mængde rappor­ ter og breve fra de svenske sendebude i såvel Danmark som det øvrige Euro­ pa. Der var tale om en slags raffineret diplomatisk og i første omgang civil gentlemanspionage, som beskæftigede sig med alt fra storpolitik til sladder. Det er tydeligt at se, hvordan det svenske rigsråd i 1658 var styret af, hvad de svenske rapportører indrapporterede fra Europas hjørner. Samtidig plan­ lagde kongen sideløbende al hemmelighed en ny krig mod Danmark, men anvendte alligevel rapportørernes oplysninger til at fremmane et negativt bil­ lede af Danmark. At Erik Dahlbergh fik til opgave i hemmelighed at rejse rundt i Danmark og nedtegne de forskellige danske forsvarsanlæg vidner om, at Sverige havde en meget ringe viden om de danske forsvars- og fæstningssystemer. Dette er på ingen måde forbavsende, idet landene ikke havde været i krig med hin­ anden siden 1643-45. Mange af krigsplanerne var bygget på forældede op­ lysninger fra disse år, hvilket stod chokerende klart da svenskerne i efteråret 1657 blev konfronteret med, at fæstningen Frederiksodde overhovedet ikke