StormenPåKøbenhavn_1658-1660

Leon Jespersen

140

noget i kraft af fødsel, men blev noget ved at tilegne sig kvalifikationer, vandt frem. Stormen på København 11. februar og hovedstadens efterfølgende, ’’endelige” privilegier af 24. marts 1659 er skelsættende i Danmarks historie ved at slå hul på adelsvældens og standssamfundets lovfæstede ulighed med hensyn til pligter og rettigheder. Som i en prisme samles en række principielt vigtige udviklingstræk i den københavnske privilegiesag. Københavns privilegier var en milepæl i ”evne-diskussionen”; de knæsatte det meritokratiske princip, at det ikke var fødsel, men erhvervede kvalifika­ tioner og dyder, der skulle ligge til grund for embedsbesættelser og karriere. De københavnske borgere præsenterede ikke det meritokratiske princip som et universelt princip, og privilegierne var snævert rettet mod den ’’private stand” af gejstlige og verdslige standspersoner. Når man inddrager de mange udkast til privilegierne, afsløres det, at begrænsningen af ligestillingen af kø­ benhavnske borgere og gejstlige med adelen var resultatet af en bitter strid om privilegiernes udstrækning. Renteskriverne - på vegne af de kongelige be­ tjente — forsøgte forgæves at tilkæmpe sig andel i privilegierne. De så afvisnin­ gen af deres krav som endnu et overgreb mod dem fra borgernes side. Og de karakteriserede åbent den svenske belejring af København som en anledning til, at borgerne kunne få nye og udvidede privilegier på bekostning af andre grupper i bysamfundet, som de egennyttigt søgte at få underlagt bystyret og borgerlig tynge, dvs. de byrder der påhvilede borgere, der drev borgerlig næ­ ring. Københavns privilegier voksede ikke, som hævdet af Anders Mathiesen Hjørring, frem af et harmonisk hovedstadssamfund, men opstod på bag­ grund af et langvarigt had mellem byens borgerskab og de kongelige betjente. Først efter enevældens indførelse fik de kongelige betjente privilegier. Myten om borgernes passivitet og kongens aktive rolle i privilegiesagen holder heller ikke. Derimod pressede borgerne til stadighed en fodslæbende konge og hans rigsråd for at fremskynde udstedelsen af nye privilegier. Både i 1629 og senere udtrykte understænderne en kritik af adelens pri- vilegieudøvelse. I borgerstandens udtalelser fra 1630erne og i adelsfjendtlige viser og skrifter i adelsvældens sidste år kritiseredes ikke kun adelens udøvelse af privilegierne, men også begrundelsen for dem. Under krig flygtede adelen og opfyldte ikke sin forsvarspligt, der begrundede standens omfattende pri­ vilegier. Desuden misbrugte den privilegierne, og endelig var grupper uden for adelen lige så kvalificerede til at beklæde de embeder, som adelen i kraft af sine privilegier havde fortrins- eller eneret til. Under denne tre-dobbelte kri­ tik blev det stadig vanskeligere for adelen at retfærdiggøre sin stilling. Denne selverkendelse af manglende opfyldelse af pligterne bidrog sikkert til adelens villighed til i adelsvældens sidste år at se bort fra sine privilegier og