StormenPåKøbenhavn_1658-1660

Det københavnske p a tricia t 1600-1660

161

byen. Det kunne være under herredagene, når konge og rigsråd holdt retter- ting og forhandlede om rigets affærer. De årlige herredage, der var forbundet med stor pragtudfoldelse, varede to-fire uger, og i den tid vrimlede det med rigsråder, udenlandske gesandter, rådgivere, kancelliets folk, landsdommere, lensmænd og andre adelige. Når så mange standsfæller var samlet ét sted, kunne man eksempelvis benytte lejligheden til at afholde storslåede bryllup­ per. Ved sådanne festligheder iscenesatte adelen sig med processioner, så alle byens indbyggere kunne se, hvem der var rigets fornemste stand.1 Adelen ønskede at fremstå som second to none, og processionerne og de spraglede modedragter ville have mistet noget af deres mening, hvis ikke de tiltrak sig byboernes beundrende og misundelige blikke. Man havde brug for et publikum, der kunne forholde sig til dette teater - en fælles referenceram­ me og et vist fællesskab med byboerne. Fra gammel tid havde det københavn­ ske borgerskab, adelen og kongen mødtes i Danske Kompagnis hus, hvor der afholdtes flere årlige fester. Højdepunktet var sommerens skydekonkurrence, hvor vinderen blev papegøjekonge.12 Her kunne stænderne færdes sammen, når de borgerlige opviste en passende respekt. Men adelen skulle efterhånden i endnu højere grad blive afhængig af bor­ gerstanden. Da de tidlige 1600-års højkonjunktur efterhånden ebbede ud og afløstes af krise, måtte adelen for at opretholde deres ekstravagante livsførelse og drive deres godser optage store lån hos det kapitalstærke københavnske patriciat.lj Man kan sige, at borgerstanden nu selv skulle skyde kapital i ade­ lens sociale teater, men pengene var kun til låns, og efterhånden som gælden voksede og krisen kradsede, truede teateret med at forvandle sig til et lop- pecirkus. Også kongen skyldte store summer til det københavnske patriciat. Dette udhulede fundamentet under kongens og adelens traditionelle magt, og i 1641 blev det tilladt ikke-adelige at få jordegods i pant, hvis de afhæn­ dede det inden for et år. De vandtætte skotter mellem stændernes ideologisk bestemte funktioner i samfundet var ved at erodere. For borgerskabet var det ikke længere selvind­ lysende, at man nødvendigvis stod i anden række, og man begyndte mere el­ ler mindre bevidst at overskride grænserne mellem standskulturerne. I 1652 skrev professor Lauremberg i et skæmtedigt om moden, at ”så snart at adlen gjæff en mode ny monn’ haffve, Strax maa hver Borgerske sig og dereffter abe ”.14 Et område, hvor tilnærmelsen mellem adelens og patriciatets kultur længe havde været synlig, var i de to stænders københavnske boliger. Patriciatets københavnske huse Når de adelige ikke personligt var i hovedstaden, kunne de stadig gøre sig gældende i bybilledet med deres prangende gårde og huse.15 Da den fugger-