StormenPåKøbenhavn_1658-1660

Peter Wessel Hansen

174

bekostning og den rige måtte ikke købe alle fornødenheder for næsen af sin fattige næste: ”Her turde vel have været en part skindere og prangere, som skulle vel været tilfreds, de have suget den fattiges blod, her turde og vel været de fundne, som skade aldeles intet i denne krig og denne belejring, men man­ gen fattig mand og hans børn forvinder den aldrig, medmindre øvrigheden vil udi nåde komme dem til hjælp ... Der skulle været de, som aldrig skulle agtet om deres fattige næste, men skullet skrabet tilsammen ved egen og an­ dres middel og hjælp alt det, de kunne opspørge fal at være siden udi lod og kvint til største åger til det fattige folk at udbringe”.13 Trods de handlende havde været omfattet af maksimalpriser og takster fra belejringens første dage vidner Hjørrings ord altså om, at en del handlende så stort på reglerne og de fattiges muligheder for at skaffe mad på bordet og solgte til højstbydende med stor avance. Andre samtidige beretninger om priserne under belejringen viser ligeledes, at de handlende ofte tog mere for deres varer end maksimalpriserne foreskrev.14 De 32 mænds råd, der blev nedsat i marts 1659, kom efterfølgende til at føre tilsyn med forsyningsområdet. I tilgift til de allerede eksisterende takster og maksimalpriser udstedtes der således den 9. oktober 1659 en forordning, der direkte skulle modvirke optrækkeri: ’’Eftersom dagligen fornemmes, at adskillige viktualier udi denne besværlige krigstid, som af fremmede hidfø­ res, udi stor ubillig dyrke sælges og forhandles fornemmelig af den årsag, at høkere, forprangere og høkersker udi stor mængde sådanne fremmede, straks når de ankommer, ud på reden og ved toldboden søger, og hvis varer de med­ fører, til stor dyrke opjager og opkøber og siden endda dyrere udpranger, an­ dre indvånere her udi staden til stor skade og nackdel”. Derfor bestemte man nu, at skippere først måtte sælge deres varer efter at have aftalt prisen med de 32 mænd og at borgerne skulle have mulig for at købe direkte af skipperne, før høkerne kom til fadet. Høkerne skulle desuden registreres, så de kunne holdes under kontrol og af samme grund måtte ingen varer sælges uden for toldboden.15Hjørring mente, at dette tiltag modvirkede en del ’’prangeri og udsugning” og ’’stor jammer” hos byens jævne befolkning.16 Hjørring be­ retter i forlængelse af dette om, hvordan myndighederne sørgede for, at alle - selv de fattige - fik mulighed for at købe brændsel, da byen på et tidspunkt blev anløbet af skibe med brænde.17 I perioder med dyrtid, hvor nøden var særlig stor nød blandt de fattige, skete det endog, at kongen uddelte korn til dem. Ifølge Hjørring var det ikke mindst ’’efterdi øvrigheden havde sådan forsorg for fattige gemene og bekymrede sig, at hvad Gud tilskikkede kunne også komme fattige, små og umyndige til bedste, at Gud af nåde bevægtes til at lade os få nødtørftighe­ den. Men havde ingen tilsyn været, og de gerrige rige måtte have rådet sig