StormenPåKøbenhavn_1658-1660

177 og fastsatte i mere og mere fastlagte former maksimalpriser og takster for en lang række varegrupper. Baggrunden herfor var, at bl.a. håndværkslaugene i stor stil negligerede el­ ler ikke formåede, at imødekomme deres forpligtelser om at sikre retfærdige priser. Laugene forsøgte ellers at håndhæve disse pligter gennem en omfat­ tende priskontrol, der både havde til formål at mindske konkurrencen lau- gets medlemmer imellem og modarbejde det, som den manglende konkur­ rence kunne medføre: urimelige priser og indbyrdes prisaftaler. Meget tyder dog på, at laugenes selvkontrol og de moralske normer om rimelighed over­ for kunderne snarere var formaninger om ikke at drive det for vidt end reelt hævdede regler.2'' I hvert fald må man konstatere, at laugenes monopolstilling indbød til optrækkeri og snyderi blandt håndværksmestrene. Staten måtte således gribe ind overfor laugene og gjorde det med jævne mellemrum. I det tilsyneladende ikke ringe omfang laugene ikke magtede at sikre forbrugerne rimelige priser, tilfaldt det myndighederne at fastsætte og kontrollere priserne på håndværksvarer. I årene, der fulgte belejringen, blev myndighedernes priskontrol og mak­ simalpriser sat i system. Takster blev således i en lang årrække benyttet som et ad hoc reguleringsinstrument, når myndighederne skulle sikre rimelige priser. Allerede i 1672 nedsatte den unge enevælde en kommission, der skulle be­ regne og arbejde for faste, retfærdige priser på brød, øl og kød. Enevoldsmag­ ten var særligt interesseret i at regulere priserne på de varer, en række centrale erhverv producerede og forhandlede. Bagerfaget indtog en sådan særstilling, idet det leverede en af datidens vigtigste livsfornødenheder, brød, og var der­ for genstand for myndighedernes interesse. Det var således blevet bestemt, at prisen på et brød skulle være nogenlunde fast, men at brødets vægt til gen­ gæld skulle følge kornets skiftende prisniveau. Ikke sjældent skete det dog, at bagerne - selvom kornpriserne faldt - vedblev at bage små brød, som når prisen på korn var høj. I bagernes laugsartikler fra 1683 måtte man derfor indskærpe bagerne, at man på denne måde forurettede de fattige. Køben­ havns magistrat skulle derfor fire gange årligt fastsætte en officiel kornpris, på grundlag af hvilken man kunne udarbejde en såkaldt brødtakst med angivelse af pris og vægt for de forskellige slags brød.26 I forlængelse af denne politik bestemte enevoldsmagten endelig i Danske Lov (1683), at magistraterne hvert år skulle forfærdige en takst for andre livs­ fornødenheder såsom kød, fisk og øl. Sådanne takster blev fortsat udfærdiget et stykke ind i 1800-tallet, og som Kommercekollegiet i 1739 fastslog, var det alt sammen gjort, for at ’’publikum ikke med alt for høje priser skulle blive besværet ”. En lang række politi-, laugs- og byretlige anordninger viser altså, at princippet om den retfærdige pris blev opfattet som et egentligt retsprincip og ikke kun formaninger i mange år efter Københavns belejring.“7