StormenPåKøbenhavn_1658-1660

Jens Chr. VJohansen

1 8 6

her oc der /Oc der jeg ieg alt ey kunde naa /Effter Begier oc min Attraa / Met KrigsMact kom ieg hastelig /Att vinde det med Mact oc Suig”.29 Når Karl Gustav brød freden, er det ifølge forfatteren, fordi han ikke ville give slip på Skåne, som jo var en væsentlig del af Danmark: ”Dog kom det icke i min Hu /Att jeg den Fred vild’ giøre’ endnu /Med mindre Skaane skøine Land / Skuld’ stedse bliff under min Haand”.30Eftersom Skåne var gået tabt, var det givetvis derfor, at håbet om revanche netop var knyttet til den landsdel. Det anonyme skrift Discours eller Samtale imellem tvende Personer er mu­ ligvis det skarpeste angreb på svenskerne, fordi den overdrevne satire fra de andre indlæg er lagt på hylden og erstattet af en tilsyneladende nøgtern re­ degørelse.31 De to samtalende personer er på den ene side en dansker, der ganske vist optræder under flere betegnelser: den københavnske borger, dan­ skeren og den danske patriot og på den anden side en tysk adelsmand.32Den nøgterne fremstilling er ikke desto mindre præget af en dybtfølt harme og af mistillid til svenskerne. Den københavnske borger indleder med at under­ strege årsagen til det svenske angreb: ”Der er huercken skam eller Samvittig­ hed hos de Svenske (...) Det er alene alf den onde Begierlighed till att regiere oc undertvinge alle nationer”.33 Danskeren slår endvidere på, at Sverige havde overfaldet sine naboer, ”der intet befryctede sig for noget saadant”. Hertil kan den tyske adelsmand kun svare, ”at det er et uhørligt oc grumt Stycke saaledis att offerfalde Folck, som intet tencker paa nogen Krig”. Han tilføjer dog, at danskerne heller ikke hav­ de særlig årsag til at begynde en krig mod svenskerne. Dette synspunkt affe­ jes dog med, at det er ”kun en partisk tale som en skelm”. Derefter tager den danske patriot ordet og belærer tyskeren om, at den danske konge var nødt til at begynde krigen, fordi Karl 10. Gustav, hvis han var kommet hurtigere ud af Polen, ville have været i stand til at skade Danmark yderligere. Den ty­ ske adelsmand skal huske på, at svenskerne også var villige til at indgå fred med tyrkerne.34 Desuden havde Danmark kun handlet, som det var krævet af ærligt krigsførende lande, idet Frederik 3. havde sendt fejdebrev til Sverige, således at landet havde kunnet nå at ruste til krigen.35 Danskerne beklager sig også over, at skønt freden i Roskilde var indgået, fortsatte den svenske brandskatning afJylland gennem hele sommeren. Oven i købet fortsatte den svenske konge med at stille krav, efter at freden var ind­ gået. Når Danmark havde givet en indrømmelse, kom der nye betingelser fra svensk side, og det var på den måde, Hven og Øland gik tabt.36 Den ty­ ske adelsmand må da også skrive, ’’Svensken ville gierne tvinge ald Verden under sig, om det ellers kunne gelinge”, og det er grunden til, at svenskerne konstant bryder deres ord og ikke er til at stole på. Danskeren slutter skriftet med en lidt for høj stemmeføring, som ikke er helt i overensstemmelse med