StormenPåKøbenhavn_1658-1660

204

Søren Mentz

yngling med en ungdommelig og ædel begejstrings glød i sit tænksomme blik”.26 Artiklen er skrevet af kunstkritikeren Karl Madsen og det er interessant, at han ikke hæfter sig ved den historiske akkuratesse, men derimod beskriver kompositionens kunstneriske virkning. At kunstens konventioner er under forandring kommer tydeligt til udtryk, når man læser Madsens vurdering af Kristian Zahrtmanns og J.F. Willumsens indsendte skitser. Willumsen rostes for sin farvekomposition og fremstilling. På trods af den gode omtale og kri­ tikernes roser, blev Willumsens motiv ikke valgt og den unge kunstner blev meget skuffet. Senere skrev han følgende i sin erindringsbog: "Bedømmel­ seskomiteen valgte Rosenstands og Zahrtmanns Arbejder, der hver tilkend­ tes 1000 Kr. i Præmie. For mig var det en Skuffelse - den første. Der skulde komme mange flere siden hen i livet”.27 Karl Madsen var først og fremmest begejstret for Zahrtmanns billede. Uni­ versitetet afviste arbejdet fordi forgrundsfigurerne var udført som knæstykker og derfor ikke passede til festsalens øvrige billeder. Men kompositionen var fængslende: "Men her har Zahrtmann som i sine gode historiske billeder rykker os det svundne så forunderligt levende nær. ... Det er som om han har set dem i går. Studenterne fra 1658, set dem alle drage ud i den kølige morgens skygger un­ der Nørrebros skumle bue, forbi de uhyggelige stejler og hjul med misdæder­ nes kroppe, der truer ugerningsmændene og skræmmer byens piger, set dem, gå frem, hoved ved hoved, skulder ved skulder, med fanespidsens blinkende i morgensolens lys, unge, friske, sunde, fornøjede mennesker, der iler til kamp, som til dans med ungdommens glade tro på at æren og lykken smiler og vin­ ker hvorhen de vender deres fjed ... Det er ikke alene den interessanteste og karakterrigeste Skitse, det er i Grunden den eneste, der har et virkeligt bety­ deligt og fængslende indhold”.28 Ifølge Karl Madsen var Zahrtmanns billede det bedste kunstværk, men det ville også afblege salens øvrige malerier med sin glimrende, pompøse og karakterfulde virkning. Samme vurdering har Palle Lauring. Det var en fa­ dæse at Zahrtmanns billede ikke blev malet til festsalen i stedet for den ”dren- gebogsforside”, som Rosenstand udførte.29 I slutningen af 1880’erne var historiemaleriet på retur. Rosenstands bil­ lede til universitetets festsal skuede tilbage og fik derfor ikke stor gennem­ slagskraft. Modernismen og det socialrealistiske genremaleri var i fremdrift. Kunsten søgte nye veje, væk fra det klassiske historiemaleri. Tidsmæssigt fal­ der dette skift også sammen med, at truslen mod den danske nationalstat var aftagende. Der var ikke længere samme behov for at stive befolkningens na­ tionale bevidsthed af som tidligere.