StormenPåKøbenhavn_1658-1660

Belejringen og stormen på København setfra et svenskperspektiv 35 hvad man havde stræbt efter. I den situation valgte Nederlandene at være fredsmægler mellem Danmark og Sverige. Freden blev sluttet iKøbenhavn den 27. maj 1660. Bornholm og Trondhjem Len kom tilbage idansk eje, men de øvrige landafståelser iRoskildefreden blev nu bekræftet. På det tids­ punkt var Trondhjem allerede taget tilbage afdanske tropper, som den 28. september 1659 indesluttede byen. Den svenske garnison blev tvunget tilat kapitulereden 17. december mod løfteom friafmarch. Den dag marcherede de svenske soldater ud afbyen, hvorefter 2.500 norske soldater rykkede ind og overtog kontrollen med byen. Byen var kun svensk ihalvtandet år. For Danmark blev freden iKøbenhavn tung, fordi man havde håbet på at kunne annullere 1658-freden. Men stormagterne ville det anderledes; i Haag, London og andre hovedstæder ønskede man atsetorelativtjævnbyrdi­ ge magter afbalancerehinanden ved Øresund. Således forblevhovedparten af gevinsterne eftermarchen over bælterne isvensk ejeogså efterfreden i1660. For Danmark var det en bitter lektion iinternational realpolitik på højeste niveau. ’Løsrivelsesværket” på Bornholm og iTrondhjem viser, at den svenske krigsmagt ikke havde været istand tilat kontrollere alle de nyerobrede o m ­ råder, samtidig med at krigen blev ført mod Danmark, Rusland og Polen. Sverige var vokset over evne, og det er denne indsigt, der er den røde tråd ide militære reformer i 1680erne, som gennemførtes af Karl 11. — umid­ delbart efterafslutningen i1679 på en ny krig mod Danmark. Den svenske stormagt indrettede sig på forsvar afde opnåede grænser, ikke på yderligere ekspansion. Dermed erkontrasten stormellem Karl 1l.sog faderen, Karl 10. Gustavs, strategiske grundsyn. For Karl Gustav gjaldt iprincippet konstant ekspansion, og dermed blev Sverige tvunget til at føre en på det nærmeste fortsat serie af krige under kongens korte regeringstid, årene 1654-60. De menneskelige og økonomiske omkostninger for disse krige var uhørte, men kunne midlertidigt håndteres og tilsløresgennem de fremgange, man havde på slagmarken. Allerede den anden danske krigviste dog, at Sverige havde nået grænsen for sin militære formåen, men også passeret grænsen for, hvad stormagterne iVesteuropa kunne acceptere. De store svenske fremgange førte tiletvælde, som Sverige ikke formåede at kontrollere fuldt ud, og blækket var knap nok tørtpå Roskildetraktaten, førend stormagtsbyggeriet begyndte atknage ifu­ gerne. Karl 1 0 .Gustavs ekspansionspolitikvarnået tilvejsende, men kongen selvslap for atopleve dette fuldt ud, fordi han døde under rigsdagen iGøte­ borg, inden der blev sluttetfred med Danmark i1660.9 Set idette perspektiv er natten mellem den 1 0 .og 11. februar 1659 det tidspunkt, da den svenske stormagt nåede sit højdepunkt. Før det mislyk