StormenPåKøbenhavn_1658-1660

Gunner Lind

74

Hans og Frederik Ahlefeldt, rigsrådsmedlemmet Henrik Rantzau, der både havde været officer og krigskommissær, og en vekslende kreds afcivil-mili- tære generalkrigskommissærer. Antallet af aktive officerer kunne være lile, forde flestegeneraler blevsendt afstedpå andre opgaver iløbet afforåretog sommeren 1659.75 I den aktuelle situation var krigsførelse og politik mere eller mindre det samme. Det levnede ikke meget plads til kongens traditionelle og forfat­ ningsmæssige rådgiver, rigsrådet. Der var ellersmange afrådets medlemmer iKøbenhavn. De havde været kraftigtinvolveretikrigens ledelse 1657-58 og inedrustningen isommeren 1658. Der blev stadiglyttettildem, da fjenden kom iaugust 1658. En række militære forslag fra ni af rådets medlemmer blevalletagettilfølge .76 Men snartbegyndte rådsmedlemmerne atklageover, at de var sat uden for indflydelse. Det førte til, at kongen officielt lukkede dem ind igen. I november gav han de tilstedeværende rigsrådsmedlemmer ordre til at møde op på slottetdagligt ”udi det gemak med det forgyldte læder, hvor Vi med eder om hvis [...] kan forefalde, og Vi eders råd udi behøve, kan konfe­ rere”.Men mødetiden var sattilen time efter, at kongen havde holdt møde med sinegeneralerog drøftetsagerne først. Der vargod grund tilatmedlem­ mer afrådet gennem hele resten afbelejringens tid klagede over ”det unge råd”,som kongen lyttede til, frem for dem selv. Rigsrådet som organ blev korrektspurgt, førKøbenhavn fikudstedt nye privilegier,og førder blev ind­ ført nye skatter iform afen konsumptionsafgift og tvunget brug afstemp­ letpapir. Enkelte medlemmer afrådet blev brugt tilat forhandle med byens stænder og lignende opgaver. Men bortset fra Gersdorff, Urup og Rantzau havde rådet ikke andel ide centrale beslutninger .77 Freden Den 31. maj 1660 blevden ny fredfejretmed takkegudstjeneste. Bønnen ret­ tedesigtilHerre Zebaoth, hærskarernes herre: “Der vivareiangst og kaldede på dig, /da bønhørte du os; /du skikkede afhøjheden og frelsteos fradem, /hvilkevare os formægtige /og havde tagetos med fordel ivores modgangs tid. [...] Der vores hjerter vare betagne med angst som hendes der føder, / omgjorde du os med styrke, /og gjorde atde bleve som løvers hjerter ”.78 Byen var frelstfrafjenden. Militært sethavde forsvaret for det meste haft de bedste kort, både taktisk og strategisk. Selv ide første måneder, hvor det ikke såforgodt ud, vardet Karl Gustav, der spillededet dristigstespil.Forsø­ getpå en storm varren hasard. På længere sigtvar detde allieredesindgriben, som gjorde forskellen. Den sikrede transport over havet og befriet land at trække resurserfra,og dermed sikrededen kongens kredit.Men den belejrede