591977245

DEN DANSKE REFORMATIONS MODERKI KE:

SANCT NICOLAI KIRKE

1

KJØBENHAVN,

1216 - 1795 .

t -HK**—

KJØBENHAVN. T H I E L E S B O G T R Y K K E R I .1 1887.

Oxd 19

( 5 li>95 •

S e t . Nicolai Kirke regnes, næst efter Vor Frue, at have været den ældste og anseligste Kirke i Kjøbenhavn; den grandlagdes i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, man antager 1216.*) I ældre Tid, skar Havet betydeligt længere ind end nu, og gik imellem Bremerholm, Slotsholmen og den gamle By, lige op til midt paa Østergade, hvorfra en lang Skibs­ bro, paa nedrammede Pæle, førte udover den lave Strand­ grund, til et Sted hvor Skipperne og Fiskerne fortøjede deres Baade. I Aaret 1714, fandt man ved at udgrave en Kjælder paa Hjørnet af Østergade og Halmstræde, endel gamle Pæle, et lille Skibsanker, samt Resterne af to Baade, der­ med Jernkjædcr vare fastgjorte til Levningerne af en Bro, og endnu spores af og til ved Gravning, Resterne af den gamle Skibsbro. Da Skibsfart og Fiskeri, udgjorde en vigtig Erhvervs­ kilde for Kjøbenhavn, og særlig bidrog til Stadens Opkomst, valgte man at bygge Kirken nær ved Stranden, for at den kunde være et Gudshus for de mange Søfarende, der paa deres Rejser søgte ind til den da bekjendte gode og sikkre Havn. Set. Nicolaus ansaaes for de Søfarendes Beskjærmer, og derfor blev Kirken helliget ham. Det ældste Dokument *) Jonges haandskrevne Fortsættelse af Kbhvns Beskr.

4 man har om Kirken, skriver sig fra 12G1, et Gavebrev, hvori Ridder Peter Olafsun testamenterer Kirken alle de Skibe han havde i Kjøbenhavn, samt 100 Mark i Penge. Det var dog ikke alene de Søfarende, der betænkte Set. Nicolai med rigelige Gaver, men ogsaa blandt Sogne­ folkene nød denne Kirke stor Anseelse, — hvilket kan sluttes af de mange Altcre, der Tid efter anden bleve skjæn- kede Kirken, og som gave ikke ubetydelige Indkomster. Den ældste Set. Nicolai Kirke, laa ikke paa den Plads, hvor Nicolai Taarn nu staar, men lidt nordligere, — paa den Grund hvor nu Ejendommen Nr. 38 paa Østergade ligger, — lige for Halmstræde. Da denne Kirke havde exisleret i noget over 200 Aar, blev den omsider for lille til at rumme de mange Sognefolk, hvis Antal var forøget ved at Byen meget udvidedes paa dette Strøg, hvor en stor Del af den lave Strandgrund, efterhaanden var blcvcn opfyldt og indvunden. Kirken havde til sit Sogn en meget stor Kirkegaard, der omfattede endel af Østergade og Pilestræde; denne var imod Søsiden beplantet med en Mængde Piletræer, for derved at hindre Vandets Indskjæring. Da Pladsen senere blev bebygget og Gaden anlagt, fik Pilestræde deraf sit Navn. I Aaret 1447 begyndte man at bygge en ny og større Kirke, lidt længere ud fra Østergade, og grundlagde den paa nuværende Set. Nicolai Kirkes Plads, der tidligere havde udgjort tre Smaaholme i Stranden. Denne Kirke stod meget længe under Bygning, inden den blev saa vidt færdig, at der kunde holdes Gudstjeneste deri; — og blev først indviet tilligemed Højalteret den

5 1ste Marts 1509, af den norske Biskop Anders Muus af Opslo, paa den roeskildske Biskop Johan Jepsons Vegne, første Søndag i Faste. Den endelige Fuldførelse skete dog ikke før 1517, og til Minde derom, blev dette Aarstal med Forgyldning, anbragt paa den øverste Del af Taarnmurens vestre Side, der hvor nu Uhrskiven har Plads. Der hengik dog ikke fuldt et halvt Aarhundrede efter Kirkens Fuldførelse, før den blev hjemsøgt af et vold­ somt Uvejr med Lynnedslag, der tildels ødelagde Kirken og Taarnet. Efter at Murværket var restaureret, lod Rigets Hofmester Christoffer Walckendorff, for egen Reg­ ning, Taarnet pryde med et anseligt højt Spir, der meget bidrog til at forskjønne Kirken. Over Taarnportcn var der anbragt en Inskription: J. FI. S. „I Herrens Navn, hafver Jørgen Biibert og Knud Hansen fuldkommet dette Murværk, paa Kirkens Bekostning." Paa Buen over Taarn- porten har der staaet: „Custodi pedem tuum, ingrediens domurn Dei & appropinqva, ut audias Ecclesiast IV Anno 1591." („Forvar din Fod, naar du vil gaa til Guds Hus, og vær nær for at høre.") Prædikerens Bog, Kap. 4, v. 17. Længe varede det ikke før Kirken atter ramtes af en Ulykke, idet nemlig i Aaret 1627, Natten imellem den 28de og 29de Januar, en orkanagtig Vesten-Storm, nedkastede Spiret og endel af Taarnet paa langs af Kirken, og knuste hele Kirkehvælvingen. Kirken blev derved saa ødelagt, at den ikke kunde bruges i over Aar og Dag, og Menigheden maatte i den Tid holde Guds­ tjeneste under aaben Himmel paa Kirkegaarden.

6 Kong Kristian den Fjerde lod Kirken istandsætte, og samtidig byggedes det store Kor med høje Vinduer. Kirkens Tag blev prydet med tre skjønne Spir, et over Koret, der var 84 Fod højt — med to Klokker, og bar en Hane til Fløj, — to mindre Spir, hvert 74 Fod højt, staaende paa hver Side af den østlige Kirkegavl. Hele Taget og Spirene vare overalt dækkede med Kobber. Til Anskaffelse af Hovedspiret, var der paabegyndt en Indsamling. Der var beregnet, at det vilde koste 30,000 Rdl.; der hengik dog nogle Aar, inden denne Stim kom tilveje, saa at Spiret først blev rejst i Kong Frederik den Tredies Regjeringstid 1669. Dette for sin skjønne Architektur berømte Spir, var et sandt Mesterværk i sin Art, det beundredes af Alle, og regnedés for en af Hovedstadens skjønneste Prydelser. Koret var omgivet med Stræbepiller, der foroven vare prydede med symbolske Figurer, udhugne i Sten, og paa den øverstb Spids af den østlige Gavl, stod en Statue af _ Set. Nicolaus, helt forgyldt. Paa Korets trende Gavle var der Fordybninger, hvori var anbragt Brystbilleder af Apostlene og Evangelisterne, malede paa Kobberpladcr. Paa Kirkens søndre og nordre Side vare Portalerne paa de tvende Udbygninger prydede med kunstnerisk udført Arbejde af Sten og rigt forgyldte. Hvad Kirkens Indre angaar, da var den i gothisk Stil, — med tykke Murpiller og høje Hvælvinger, — den var tillige smykket med mange sjeldne Kunstskatte, — saaledes var Altertavlen malet af Carl van Mandern, og et andet stort Maleri, udført af samme Mester, havde Plads under Orglet. Paa den saakaldte kongelige Stol, som var af fint udskaaret Arbejde i Træ, var der i Ind­ fatningerne anbragt Portraiter af Kongerne af den olden

7 borgske Stamme. Endvidere fandtes der i Kirken mange værdifulde Billeder af berømte Mænd, deriblandt nævnes Luther, Melanchton, Hans Tausen og Peder Palladius, samt af Kirkefædrene Ægidius, Gregorius, Augustinus og Ambrosius, som vare malede af anerkjendte Kunstnere. Et betydeligt Antal af de gamle adelige Familiers Vaabenmærker havde Plads paa Kirkevæggen under Vin­ duerne og i Koret; — det var nemlig en Skik i ældre Tid, at den danske Adel lod sig ægtevie her i Set. Nicolai Kirke, straks efter Froprædiken, og til Minde derom, lode de deres Familievaaben fra begge Sider, opsætte i Kirken. / Paa den Tid da Set. Nicolai Kirke blev fuldført, havde Reformationen i Tydskland taget sin Begyndelse, og flere af Luthers Skrifter havde samtidig fundet Vej til Danmark. Kong Kristian den Anden havde paa sine Rejser selv havt Lejlighed til at høre og beundre Luther, og yndede af Hjærtet hans Anskuelser. Hos sin Morbroder Kurfyrsten af Sachsen, var han bleven opmærksom paa hvilke gavn­ lige Forandringer der var sket, ved at den evangeliske Lære var indført der. Det var derfor hans Agt, om muligt at indføre en lignende Forbedring i de kirkelige Forhold i Danmark. Han skrev derfor til sin Slægtning og bad ham om at sende sig en Prædikant, som kunde forkynde den evangeliske Lære i Danmark. Efter Lut hers Anbefaling sendtes Magister Martin Reinhart, en lærd Mand, fra Eifelstadt i Bispedømmet Wtirzburg.

8 Da denne Mand ankom til Kjøbenhavn i Efteraaret 1520, og havde meldt sig hos Kongen, blev den ny Set. Nicolai Kirke ham anvist, hvor han fik Tilladelse til at prædike til Aftensang paa Søn- og Helligdage, og de øvrige Dage om Ugen saa ofte han fandt for godt. Det varede ikke længe efter at Reinhart havde begyndt sine Prædikener, før der samlede sig en betydelig Tilhører­ kreds om hans Talerstol, — Tilstrømningen forøgedes mere og mere, og ofte kunde den store Kirke ikke rumme de mange, der ønskede at høre den evangeliske Prædikant. Den Tilslutning som Martin Reinhart vandt, frem­ kaldte snart en heftig Modstand fra den kjøbenhavnske Gejstligheds Side, der paa alle Maader søgte at mod­ arbejde den ny Lære. Det blev saaledes efterhaanden et altfor besværligt Kald for Mag. Martin Reinhart, alene at være Banebryder for den evangeliske Læres Udbredelse, hvorfor han saa sig nødsaget til at forlade Kjøbenhavn i Februar 1521. Først otte Aar efter, forkyndtes atter den evangeliske Lære i Set. Nicolai Kirke, — nu var det lians Tausen, der med sin vækkende Røst samlede Menigheden om sig; hans Tale fandt Vej til Menneskenes Hjærter, og Set. Nicolai Kirkes Klokker kaldte ikke forgjæves, naar denne Mand prædikede. Til stor Glæde og Opbyggelse for Mange, indførte Hans Tausen Psalmesang i Modersmaalet, istedet for den latinske Messe, — og ikke længe efter at han havde begyndt sin Virksomhed ved denne Kirke, lærte Menig­ heden at istemme Psalmen: „Vi tro allesammen paa én Gud, Som Himmel og Jord og alting skabte." i

9 Denne Psalnie vedblev man at synge i denne Kirke, siger Tausens Biograf*): „til en bestandig Erindring om, at Gudstjenesten paa en evangelisk Maade først i Set. N ic o la i K irk e er bleven forrettet i Kjøbenhavn". Da atter andre otte Aar vare forløbne, var det store Reformationsværk, som havde taget sin Begyndelse i denne Kirke, — fuldført. Det maa siges vore Forfædre til Ros, at de søgte at hædre den Kirke, hvor den første evangeliske Gudstjeneste fandt Sted, — og derfor vedblcve de, Slægt efter Slægt at synge den gamle, føromtalte Psalme, til en bestandig Erindring derom. Men nu lyder der ikke mere Psalmesang fra dette Sted, — Kirkens fordums Plads er optagen til Slagter­ boder , — kun en ganske liden Del af Kirken er endnu til­ bage, nemlig det Sted, hvor før Døbefonten havde Plads. Er ogsaa den gamle Kirke længst sunken i Grus, er Prædikestolen, hvorfra Hans Tausens Røst lød, omstyrtet — og kalde Set. Nicolai Kirkes herlige Klokker ikke mere, — saa har den danske Menighed dog ikke glemt deres Klang og — Kirkens Betydning. — Den vil nok række Moderkirken en hjælpende Haand til dens Gjenoprejsning, saa at der igjen, fra dette Sted, kan lyde den gamle Lovsang: Guds hellige Navn til Tak! Og til Ære! :) Poul Røn 1757.

10 A t man til Set. Nicolai Kirke særlig valgle begavede Mænd, der havde Anseelse kan sluttes af, at af de 30 Sognepræster, der have virket ved denne Menighed fra Reformationens Indførelse til 1795, — bleve følgende ud­ nævnte til Biskopper: Biskop i Ribe. — i Opslo. 1) Magister Hans Tansen, 1542 2) Frantz Berg, 1548

— i Aarhus. — i Aarhus. — i Trondhjem. — i Fyen. — i Trondhjem. — i Stavanger.

1591 1593 1596

Albert Hansen, Jens Gjødesen, Isak Grønbeck,

3) 5) 7) 8) 9)

4) - 6) -

Hans Knudsen Wejle, 1606 Andr . Chr. Arvebo, 1617 Thomas Coortsøn Wegner, 1618 Mads Jensen Middel­ fart, 1620 Jens Pedersen Schiel- derup, 1649 Lauritz Mortensen Scavenius, 1653

— i Skaane. — i Bergen.

10)

11) -

— i Sjælland. — i Aarhus. — i Sjælland. — i Fycn. — i Christiania. — i Aarhus.

12) — Hans

Enevoldsen

1660 1711 1717 1738 1764

Brochmann,

13) Professor Christian Willumsen Worm,

14)

Jacob Christensen Lodberg,

15) Magister Niels Dorph, 16) Doctor Poid Math. Lorent­ zen Bildsøe,

I

Igjennem Aarhundrede!*, har Set. Nicolai Kirke inde­ sluttet Støvet af mange af Danmarks berømte Mænd og ansete Familier. Af de Optegnelser, som ere anførte i Pontoppidan: „Marmora Danica", Resenii: „Inscript. Hafn.“ og Hoffmanns „Fundatssamlinger", angaaende Ind­ skrifter paa Monumenter, Epitaphier og Gravstene, nævnes her følgende: Andreas Metzner, f 15 Februar 1596.

Mester Hans Brochmand, f 11 Februar 1606.

Michael Wibe, f 3die Paaskedag 1624. Borgemester i Kjøbenhavn.

Ove Høeg til Todbøl, f 19 Januar 1628. Kongl. Rentemester i Kjøbenhavn.

12 Jochum Frederik Basse til Sørap, f 11 Juli 1633. Søn af Hr. Peder Basse til Sørup og Fru Sophie Pasberg.

Peder Basse til Ottestrup, Kgl. Befalingsmand paa Tranekjær Slot, og Hustru: Fru Sophie Pasberg, døde paa Sørup 25 October 1639.

Hans von Stenvinkel, f 6 August 1639.

Hs. kongl. Majsts General-Architekt. Født i Kjøbenhavn S. Hansdag 1587.

Mårten von Stenvinkel, f 9 December 1640. Hs. fyrstelige Naade Prindsens Architekt.

Fru Dorthe Friis, -p 21 September 1652.

Christoffer Lindenovs til Lindesvold. Datter af Tønne Friis til Piesselager, Kongl. Majsts Befalingsmand paa Stjernholm, og Fru Anne Podebusk.

13 G-regers Friis til Olstrup, f 12 Maj 1654. Kongl. Befalingsmand over Brunlag Lehn.

Adam Hendrich Pentz, f G December 1657. Hofmarskal under Kong Kristian den Fjerde og Frederik den Tredie. Og Hustru: Fru Eva Marie von Biilow, f 31 Maj 1667. Født i Meklenborg 1597 paa hendes Fædrcnegaard Kadegast.

Fru Karen Ulfeld, f 20 December 1658. Oloff Brockcnhus’s til Urup.

Datter af Hr. Jacob Ulfeld til Egeskov, Danmarks Riges Raad, Canceler og kongl Majsts Befalingsmand paa Nyborg Slot, og Fru Birgitte Brockenhuus til Urup.

Hr. Hans Lindenov til Iversnæs, f 29 Maj 1659. Ridder, Danmarks Riges Raad, kongl. Majsts Befalingsmand paa St. Knuds Kloster. Søn af Hr. Hans Lindenov til Hundslunds Kloster og Fru Sophia Rantzou til Søegaard. Født paa Gaunøe 25 Marts 1616.

14 Hr, Jochum G-erstorff til Tundbyholm, f 19 April 1GG1. Ridder, Danmarks Riges Drost. Født paa Sæbygaard 11 November 1GU. Og Hustru: Fru Øllegaard Hvitfeld, f 11 Marts 1G55. Datter af Hr. Hendrick Hvitfeld til Lilløe og Fru Margrethe Roscnkrants af Glimminge. Født paa Lilløe 1G Maj 1G22. Otto Obristoffer Ulfeld til Næsbyliolm, f 7 Marts 16G3. Søn af Bjørn Ulfeld til Raabehøff, Kongl. Majsts Befalingsmand paa Helsingborg Slot, og Fru Margrethe Brahe til Næsbyholm.

Find Nielsøn, •j- 14 Juli 1GG3. Borgemester i Kjøbenhavn.

Frederik Schack, f 10 Juli 1GG5. Søn af Hans Schack til Møgeltønder og Gram, Kongl. Majsts Feltherre.

15 Otto Krag til Voldbjerg, f 11 Februar 1C66. Kongl. Majsts til Danmark og Norge liøjtbetroede Riges Raad. Søn af Niels Krag til Trudholm, og Fru Jytte Høg. Født paa Aggerskrog 5 September 1611.

Frederica von Winterfeld, f 24 April 1GG7.

Fru Christenze Lykke til Svanholm, f 11 Juli 1GG7. Datter af Hr. Frands Lykke til Overgaard, og Fru Lisebet Broch til Hevringholm. Født paa Gisselfeld 14 April 1G36.

Hr. Niels Rosenkrantz, f 3 Juli 1G7G, til Stougaard, Holbekgaard og Alsted, Ridder, Hs. kongl. Majsts højtbetroede Generallieutenant. Søn af Palle Rosenkrantz til Orup i Skaane, og Fru Ingeborg Krabbe til Weslefgaard. Og Hustru: Fru Berthe Scheel, f 5 Juli 1720.

16 Cornelius Lercke til Nielstrup, f 1680. Stiftamtmand over Lolland. Frederik Tkuresen, f 11 Juni 1684. Præsident.

Hans Rosenkreutz, f 15 Februar 1708. Etatsraad og Justitsraad. Hr. Jokan Rantzou, | 1708, til Bramminge og Frydendal, Ridder, fordum Hs. kongl. Majsts General-Lieutonant ved de danske Tropper i Flandern. Søn af Frantz Rantzou til Estvadgaard og Fru Lisebetk Rantzou til Krenkerup. „Lad dette Kistelaag kun lukke for og gjemme Den ridderlige Sjæls Hr. Johan Rantzous Been, Hans Tapperhed og Dyd skal Verden dog ej glemme, Mens Dannemark har Vand og Norges Fjelde Steen." I Kirken hvilede ogsaa Hans Tausens Hustru Dorothea Sadolin , og paa Kirkegaardens nordre Side, Hans Eyede og Hustru Gertrud Bask , samt Sten Stures Moder og Søster, der døde i Kjøbenhavn Anno 1524. ----------------------------

/ 9 fa fa i

Et Spørgsmaal den Danske Menighed fra St . Ni ko l a j ved H M- Fenger- Lic. theol., Præst ved vor Frelsers Kirke paa Christianshavn.

t i l

iinskc Menighed! je# heder Dig overveje dette Spørgsmaal: Fortjener jeg a t rejses paany? Se paa den Model, soni her staar for Dig, og giv saa Svaret derpaa. — Hvilkon at de kjøbenhavnske Kirker vil kunne rnaalo sig nied mig? ingen! — Hvor- mange af alle Landets Kirker ville overgaa mig! kun nogle ganske enkelte — men ikke en eneste af dem ejer den særegne Skjonhed som mit hoje, lyse Ohor og mit Taarnspir. Naar jeg ønsker at blive rejst paany, saa har jeg en Fortid at beraabe mig paa, som ingen dansk Christen vil glemme. Jeg tog mit Navn efter St Nikojaus, Somamde- nes og Fiskernes Skytspatron, thi for'dem var jég oprin­ delig bygget paa den daværende Strandbred, tor at deres sidste Tanker i Land kunde henvendes til Gud under mine Hvælvinger med Bøn om Bistand, naar de drog ud paa deres ofte farefulde Færdt og for at deres fø r s te

Saa siger den Herre Zebaoth: Dette Folk, •de sige: Tiden er ikke kommen, Tiden til at bygge Herrens Hus. Og Herrens G rl kom ved Profeten Haggai, saaledes : Er det Tid for Eder, at boe i Eders panelede Huse, medens dette Hus er ode? Hagg. i. 2—4.

Gang kunde være til Guds Hus, naar de vendte velbeholdne hjem til Hustru og Born, velsignede i deres Gjern ing, for at bringe Ham Læbernes Takoffer. — I Tidernes Lob sluttede mange andre af Kjøbenhavns Borgere sig til mig, og gjennoin 500 Aar har mine Klokker kaldt Mennesker, Slægt efter Slægt, til Sjælefrelse. I over 300 Aar lod Messe og Klærkesang paa Latin inden mine Mure, og Alter ved Alter byggedes op til Helgenernes Ære — da steg Svanen fra Wittenberg mod Sky paa Aandens mægtige Vinger, hans.Røst gav Gjenlyd hos mig med sine ældgamle Evan- golietoner, de bragte Messe og Klærkesang til at forstumme, de bragte mine mange Altre i Forglemmelse, saa de sank i Grus, kun eet Alter for den treenige Gud blev tilbage. Morten Reinhard t var den første, som i mig sang Svanen fra Wittenberg efter, men lians Rost savnede den danske, hjemlige Tone, derfor trængte den ikke igjennem. I)a kom Bondesønnen fra Birkende, Mester lia n s Tauseri , han samlede om min Prædikestol for forste Gang den kjøbenhavnske Menighed til Christi rene Evangelium paa Modersmaalet, og han tik Naade til at lægge en ny og fuldtonende Lovsang i danske Salmer paa Menighe­ dens Læber. Det var under mine Hvælvinger det skete, det var som min første evangeliske Sognepræst, at Tausen stod paa min Prædikestol fra 1529 til 1538, det var ved min Dobe- fond han forte Børnene ind i Guds Rige, ikke ved Lys, Salt og Olie og andre menneske­ lige Opfindelser som i de henrundne 300 Aar, men ved Vandet og Ordet efter Herrens Befaling. Det var fra mit Højalter han uddelte Jesu Legeme og Blod, ikke i forkrøblet Skikkelse som før, men under Brod og Vin efter Jesu egen Indstiftelse. Det er mine rigeste Minder, Minderne om Reformationen,' Kirkefornyelsen ved vor danske Lutlier, Hans Tausen; fra mig fik Ordet Lob og Salmesangen paa Modersmaalet Vinger til at flyve ud over det ganske Land, derfor har man med Rette kaldt mig den danske Reformations Moderkirke. Tausens Prædikestol er sunken i Grus, men Pletten, hvor den stod, kan endnu paavises — Dobefondeu er ogsaa forsvunden, men den kan endnu rejses, hvor den harstaaet gjennem Aarhundreder. Du danske evangeliske Christen, som »har din Gud ogBibelkjær«, vil du være med til at rejse mig paany og kalde syn­ lig tilbage den danske Menigheds betydningsfuldeste Minder ? Fortjener je g at rejses paany '? Saadan har der for været Lejlighed til at spørge, thi ofte har Ild og Storm lagt mig delsvis øde, men altid fandt, jeg Venner i det danske Folk, som gjorde min Sag til deres og aabnede Hjærter og Punge for mig. Det horer og­ saa til mine stolte Minder, at jeg vandt de ædleste Hjærter i Nøden. Ildo saa det ud for mig 1566, da et vældigt Uvejr ramte mig, efter at jog i Re­ formationens Fødselsaar 1517 var bleven fuldfort efter en langvarig Ombygning; da hjem­ søgte Torden og Lynild mig, men Rigshofmesteren Christoffer W a lkendorf rejste mig med storartet Gavmildhed paany og gav mig det prægtige Taarn, som' nu er mit eneste synlige Eje. — Endnu voldsommere hærgedes jeg Katten mellem den 28 og 29 Januar 1627, da en forfærdelig Vestenstorm kastede Spiret og en Del af Taarnet ned over mine Hvælvinger og knuste dem. Men trods Trediveaarskrigens Nød og Vaade^ lukkede dog Christian den 4de sit Hjærte op for mig og lod mig ,opstaa skjonneré end før mød det

høje og- lyse Chor, prydet [med de 3 slanke Spir, Treenighedens Symbol, som du lier ser mig smykket med. Danmarks Christian ærede sin gamle Moder og satte hende i Højsædet med langt prægtigere Kjortel, end hun for havde baaret Han lod ogsaa en Indsamling begynde til Hovedspiret, som hans Son, Freder ik den jd ic, fortsatte, og da Danmark stækket i dot. ydre,' men styrket i det indre ved at det danske Folk i Nodens Time havde lært at finde og vinde sin Konge, var gaaet ud af den blodige Svenskekrig, rejste han i Aarene 1666 til 1669 det herlige Spir, som du nu ser pryde mit Taarn. % Men, ved Kjøbenhavns ulykkelige Brand den 5te 6te og 7de Juni 1795 hk jeg Dødsstedet; Spir og Kirke blev et Bov for Luerne, og hvorvel jeg endnu havde Talsmænd blandt danske Christne, som baade med Mund og Haand vilde værne om mine Minder, saa vare mine Fjender dog for stærke, og jeg hk ikke mere Lov til at opstaa af Gruset. Kong Frederiks Spir var ødelagt, men skjondt mine Mure og en Del at mine Hvælvinger stode uskadte, saa brødes de dog ned ; hvad Ilden havde sparet, odelagde Mennesker. Kong Christians herlige, lyse, opløftende Chor maatte bort, kim Walkendorfs Taarn var dem for stærkt, det, lode de staa. Hvor Tausens Prædikestol og Dobefond havde staaet, der fik Slagtcrboderne deres Plads, hvor Slægt efter Slægt havde søgt Opbyggelse i gode og onde Dage ved Aandens Opløftelse til Gud, der havde man dengang kun Tanke for at sørge for Menneskers legemlige Fornødenheder, ret som om Herrens Ord var intet: et Menneske le­ ver ikke af Brød alene. , t Jeg skærmede før over danske Heltes Grave, — som N iels Rosenkrantz, der lod sit Liv for Fædrelandets Sag ved "Helsingborg .1676, som Johan Rantzau, der bar Dan­ marks Hæder vide i Verden og udman-kede sig ved Ramelliers og Oudenarde, som Grøn­ lands Apostel Hans Egcde og lians ædle Hustru Gertrud Rask, der havde søgt sig en beskeden Hvileplads udenfor mine Mure paa min Kirkegaard. Jeg gjemte Støvet af den berømte svenske Rigsforstander S ten S tures Moder og Søster, som døde af Pesten 1524, af Adelens berømte Fører under Frederik den 3die,. Otto Krag, at hans Rigshofmester og Rigsdrost Joachim Gcrsdorff, af hans berømte Feltherre, Hans Sehacks Søn, af Rigsraad lia n s Lindenow, af Stiftsamtmand Cornelius Lerche og af en Skare berømte Adelsmænd og Videnskabsmænd med deres Slægtninge som Rantzaucr, Farsberger, Friiser, Ulfcldlcr, Fiurencr, Viber , Høyer , S tenvinkelcr , — men alle Mindesmærker over dem har man ødelagt og fjærnet. Fortjener deres Ihukommelse ikke at opstaa paany, og Pletten, hvor de have fundet den sidste Hvile, ikke at fredes og hegnes? Fortjener jeg a t rejses paany? Hvis Du elsker og ærer Dit Fædrelands store og stolte Minder, saa vil Du sige: jo. Hvis du har Lyst til at træde ind i Rækken af mine fordums trofaste Venner som Walkendorfs Christian den 4de og Frederik den jd ie , saa giv min Sag en Plads i Din Erindring og i Dit Hjærte, og naar der slaas til Lyd for, at jeg skal opstaa af Asken, saa forsvar min Sag og giv Din Skærv hertil! — I den liaarde Nød sidste Vinter, da fandt behjærtede Mennesker en uventet stor Tilslutning til paa min gamle viede Grund at samle Bidrag til at lindre de fattiges og nedlidendes trange Kaar;

vil da min Bon til det danske Folk om jeg maa faa Lov til at rejses blive overliort? Maa det da ikke tillades mig at bo og bygge, hvor jeg har levet i 500 Aar? Onv syv Aar, 1895, er det Hundrede Aar siden jeg faldt, giv dog inden Aarhundrede! rinder til Ende en Sten med til min Gjenoprejsning! . • Som Du her seer mig staa, kan jeg rejses paa den Plads, som endnu er forhaanden, og Du seer mig i fuldstændig tro Skikkelse, som jeg stod i 1795, kun at mit Skib er bleven noget kortere end det da var, saaledes er det nødvendigt, fordi en Del af min gamle Grund er bioven bebygget. Men mit Clior, mit Taarn, mine Spir og hele min ydre og indre Skikkelse kan fuldstændig gjengives som oprindelig. Tænk saa lidt venligt paa ST. NICOLAY.

N. G. Calbergs Bogtrykkeri, Hyskenstræde 9, Kjobenhavn K .

Made with FlippingBook flipbook maker