Familieminder

21 —

_

lærte tidligt at læse godt og morede sig med at læse høit for Andre; paa Grund af Moderens Sygdom læste hun meget for hende, og saaledes blev straks det Første, hun lærte, anvendt til dermed at gavne og glæde Andre. Ligeoverfor Familien boede to gamle Jomfruer, der ernærede sig ved Syning, men sy Navn kunde de ikke; Birgitte havde lært dette i Skolen, og saa løb hun stadigt op til dem og syede Navn i for dem. Skjøndt hun allerede til 14 Aar var fuldt udvoxen, kj endte hun dog kun lidet til Fornøielser; hun kom aldrig paa Bal eller i Theater; men allerede kom Frierne, og kun 15 Aar gammel valgte hun blandt disse Grosserer Gerson Melchior. Han var en Mand paa nogle og tredive Aar, anseet som en meget dygtig Kjøbmand, en retsindig og elskværdig Characteer; han var dengang Enkemand, da han syv Aar i Forvejen havde mistet sin Kone Hanne, f. Jacob, der havde efterladt ham fire Børn: Jacob, Rose, Dorothea og Marcus. Den 31te December 1807 forlod Birgitte sit Hjem for at blive Huusmoder, et Kald, hun skulde røgte saa smukt i et halvt Aar- hundrede. Hun medbragte fra Hjemmet et religiøst Sind og en Opfattelse af al Opofrelse som Pligt; hun var ligesom blevet indviet hertil ved Moderens Sygeleie, medens Faderens Ordens­ sands havde vænnet hende til at udbrede Hygge. Og Opgaven, den femtenaarige Pige skulde tage fat paa, var ingenlunde let. Foruden to Stedbørn var der dengang endnu i Grosserer Mel­ chiors’ Huus hans to Søstre og en gammel, alderdomssvag Fader. Børnene var meget forkjælede og den Gamle gik i Barndom; her var meget baade at pleie og ordne. Men næppe var hun kommet til sit nye Hjem, førend hun vidste at udbrede Orden og Hyggelighed. Børnenes hele Leveviis blev forandret; paa eengang kj ærlig og streng, vandt hun i en saadan Grad deres Hengiven­ hed, at de i hele deres Liv næsten forgudede hende. Da Marcus blev ældre og formuende, overøste han hende formeligt med For­ æringer. Hendes Mand var i høi Grad indtaget i hende; naar han om Lørdagen gik fra Kirken med sin unge Hustru, var Folk enige i, at man kunde see, hvor forelsket han var i hende. At han var mere end dobbelt saa gammel som hun, syntes han al­ deles ikke at tænke paa. I 1854 sad hun og jeg en Dag i Wien, og i Samtalens Løb kom jeg til at berøre ægteskabelige Forbin