Familieminder

— 25 — engang tilbage i min Favn med den Rolighed, som ei Lasten kan give, men kun Overbevisningen om at have opfyldt, hvad vi som Væsner begavede med frie Villie formaae. Geliert. Des Lasters Bahn ist Anfangs zwar Ein breiter Weg durch Auen Allein sein Fortgang wird Gefahr Sein Ende Nacht und Grauen. Der Tugend Pfad ist Anfangs steil Lasst nichts als Mühe blicken Doch weiter fort führt er zum Heil Und endlich zum Entzücken. * * * Kjære Sally! Med Hjertet fuldt af moderlig Bekymring vilde jeg gjerne med indtryksfulde Ord gjøre Virkning paa dine fremtidige Forhold, og tilligemed min Velsignelse give Dig de Raad, som efter min Indsigt kunne befordre Dit timelige og evige Vel. Tungt er det for Moderhjertet, i saa ung en Alder at lade sit Barn drage fra sig ganske overladt til sin egen Villie, uden at have at aflægge Regnskab for nogen af sine Handlinger, med fri Raadighed over Penge og Gods, som kan forskaffe ham det Tillokkende, en stor By frembyder. Tænk Dig i mit Sted; jeg ser Dig omgivet af Vellystens smigrende Fristelser, Irreli­ giøsitet, Spot, Spillelystens Vindesyge og Pengegridskhed, og kun atten Aar! Falder Du ej i den enes Snare, saa maa jeg sittre for den Andens, og dog kan Gud i Naade bevare Dig, naar Du i mandig Styrke og en Ynglings usvækkede Kraft, og ende­ lig med inderlig Bøn til Gud vil modsættte Dig disse fredsfor­ styrrende og umættelige Harpyrer, som vække desto større Be- gjærligheder jo mere de tilfredsstilles. Har Du maaske alle­ rede ladet Dig forlede af Exemplets og Lidenskabens forføriske Stemme, som tilraabte Dig! »Nyd! der gives ingen mandlig Uskyld her paa Jorden, fra Arilds Tid har det ej været anderledes, og ingen kan dæmpe eller modstaa Naturens Bestemmelse«, saa tro