Familieminder

— 31 — derefter døde endnu i samme Aar hendes Fader og Stedsønnen Marens. I Begyndelsen af 1835 laa saagodtsom alle Børnene syge, desuden Svigersønnen Jacobs’ Børn og hos Abrahamsons var der ligeledes Sygdom. Nathan blev saa syg, at han blev opgivet af Lægerne, og Ulykken var da nær ved at kue hende; »jeg var,« fortalte hun mig eengang, da hun omtalte denne mørke Periode af sit Liv, »aldeles fortvivlet, fordi jeg troede, at Børnene bleve forgiftede«. Da Nathans Sygdom tog en heldig Vending, mild­ nede Glæden herover Sorgen over de bortgangne. Men denne Omhu for de Syge strakte sig vidt udenfor den egne Kreds, hvor vidtstrakt denne end blev. Saaledes passede hun eengang i flere Uger fra Morgen til Aften en hende fjernt- staaende ung Dame, der havde faaet en heftig Barselsfeber. Den unge Kone var fremmed her i Byen, og dette var vistnok for hende en væsentlig Grund til at pleie hende som om det havde været hendes egen Datter. Naar der kom Bud fra en fattig Kone for at bede om Hjælp, fordi hun var syg, pleiede Fru Melchior ikke at nøies med at give Budet en Understøttelse til den Syge, men hun gik selv derhen og saae til den Syge; hun begyndte sædvanlig med at rede den Syge et godt Leie og ordne Syge­ værelset; derefter satte hun sig ved den Syges Seng, og blev saa hos hende til Lægen havde været der; saa gik hun hjem og sendte den Syge, hvad Lægen havde meent kunde være tjenligt for denne. I Februar 1854 var jeg sammen med Fru Melchior i Rom. For at vise mig Omgivelserne af Rom havde hun en Dag foran­ staltet en Kj øretour til Omegnen og medtaget til denne Spise­ varer, navnlig stegte Høns. Da vi om Aftenen kom hjem til hendes Bolig, vilde jeg følge hende op af de mørke Trapper; jeg lagde da Mærke til, at et Menneske fulgte efter os og søgte at nærme sig hende; jeg troede allerede, at det var en Røver, da jeg saae ham kysse Fligen af hendes Kjole og overøse hende med Taksigelser; det var en fattig Skomager, der boede i Bag­ huset til Stedet, og hans Kone laa syg; da Fru Melchior lod til­ berede Hønsene til vor Udflugt, havde hun ladet tilberede en styrkende Hønsekjødsuppe til den Syge og Manden stod nu og