Familieminder

— 32 — ventede paa hendes Gjenkomst for at takke hende. Forærede hun Noget bort til Fattige, sørgede hun for, at det var heelt og godt; engang havde hun kjøbt endeel havarerede Uldtrøier; Al­ buerne vare fordærvede og der maatte stoppes nye Albuer i dem; hun sendte dem til mig til Uddeling paa Hospitalet; her blev Stopningen af Oldfruen erklæret for et Mesterværk af omhygge­ lig Stopning; da jeg sagde hende dette, svarede hun, at de jo havde været bestemte til Fattige, men sa’e hun, de Mennesker kan ikke som rige strax faae nye, naar de gaae istykker, og der­ for maatte det være solidt gjort. Da en Opfordring var frem­ kommen til Oprettelsen af et Sygehjem for uhelbredelige Syge, greb hun paa Grund af denne sin Omhu for Syge, denne Idee med stor Varme, og ved at tegne sig som den Første for et stort Bidrag, hjalp hun meget til at gjøre Ideen til Virkelighed. Denne Omhu for Syge var unægtelig kun et Led af den Kj ærlighedsfølelse, hvormed hun omfattede alle Mennesker og som gjorde, at hun ideligt tænkte paa, hvorledes hun kunde virke til Gavn og Glæde for dem. Hun besad et rigt Talent til at vælge sine Gaver saaledes, at de netop passede for den, der tik dem. Og med denne Evne til at yde Gaver, forbandt hun Evnen til at kunne modtage saadanne af Andre paa en saadan Maade, at det blev en Fornøielse for den, der havde givet hende Gaver. Blandt de mangfoldige smukke Træk af hendes Men­ neskekærlighed, vil jeg dog ikke forbigaae eet; hun tog flere Gange unge Piger i Huset, der ved Uforsigtighed havde givet An­ ledning til Bysnak, og dækkede dem saaledes mod Bagvadskelse. Og hvad der boede i det Indre, udtrykte sig ogsaa i det Ydre. Der var noget ubeskriveligt blidt i hendes smukke mørke Øine. Da jeg lærte hende at kjende, havde hun allerede voxne Børnebørn; men hendes Teint var endnu ungdommelig, blæn­ dende hvid, og i Forbindelse med den ranke Holdning hævede den de smukke Ansigtstræk. Den 22. December 1855 døde hun pludseligt om Natten. Hun havde i længere Tid havt Anfald af Hjærtekrampe, der lode hende ane, at Døden ikke var fjern, men hun var ikke senge­ liggende og endnu den sidste Dag var hun munter og oprømt.