Familieminder

— 53 — medfødt, han kunde sige en smuk Dame en uskyldig, elskværdig Kompliment — thi han nød i høj Grad Skjønhed — han var som Regel glad, sangvinsk af Temperament, havde et let Sind, men var aldrig letsindig, var tværtimod alvorlig og grundig i sin Gjerning, men aldrig betynget af den; han hørte til de uendelig virksomme Folk, der aldrig have travlt, Alt overkom han, egentlig uden at Nogen mærkede det, og han kastede Alt, hvad der hedder Forretning, af sig, hver Gang han traadte ind til sin Familie, følte dér og alle Vegne den store Højagtelse, der næredes for ham, var kort og godt en lykkelig Mand. Sin Stilling som Repræsentant for Handelsstanden forstod han saaledes, at det ikke var nok at være dette udadtil, men han maatte ogsaa aabne sit Hjem og holde Fest, naar det var fornødent. Og i saa Henseende svigtede han aldrig, heller ikke, naar Anledningen laa udenfor hans Omraade. Der var ingen Lejlighed, ved hvilken der samledes Fremmede i Kjøbenhavn og der gjordes Fordring til Medborgeres Hjælp, uden at Melchior strax følte sig kaldet og repræsenterede paa den smukkeste Maade. Han var den hensynsfuldeste Vært. Sjældent var en Kreds samlet ved hans Bord, uden at han tog Ordet. Veltalenhed udfoldede han ikke; men Hvad han sagde var sundt og vakte Sympati. Det var i Overensstemmelse med hans Natur, at han holdt mest af mindre Kredse; dér følte han sig friest. Der var noget Barnligt over ham, saa han gjærne var med til Leg blandt de mange Unge, som saa fornøjelig holdt til i hans Hus. Hans Hjærte var saa rent, hans Tanke saa uskyldig. Derfor elskede han ogsaa Børn, og selv om disse vare bange for Andre, gik de gjærne til ham; de have jo tit et Instinkt til at mærke, om Men­ nesker ere gode eller ikke. Melchior var absolut lykkelig i sin Familiekreds. Den 17de Juni 1846 havde han ægtet sin Kusine Dorothea Henriques, som fødte ham otte Børn, tre Sønner og fem Døtre, af hvilke kun én Søn og tre Døtre ere ilive, og af disse sidste er den Ene gift med hans Broder Israel. Melchior maatte se to Døtre og én Søn dø som Voxne. H. C. Andersen kaldte det Melchiorske Hus »et Hjærtets