Familieminder

— 59 — Ildebefindendet svandt dog temmelig snart, og da Gjæsterne toge Afsked, fulgte han dem efter sin sædvanlige Skik ud i Entréen. Da han kom tilbage, var han meget bleg og kold. Han satte sig i et mindre Værelse ved Siden af Dagligstuen, i hvilken der blev leget af flere Unge, som endnu vare tilstede. Snart kom han ind og deltog med i Legen. Han maa imidlertid atter have følt sig syg; thi han trak sig tilbage til Sovekammeret, fulgt af sine Nærmeste. Strax da han kom herind, satte han sig paa en Stol og udaåndede kort efter, omgiven af sin Hustru og sine Børn. Døden kom saa let og uformærket, som naar en Karsk efter en arbejdsfyldt Dag lægger sit Hoved paa Puden og strax sover ind. De, der holdt af denne Mand, skulle forstaa og paa- skjønne hans Lykke, at han døde midt i sin Gjerning, midt i sin Familie, uden Hensygnen, uden at miste en eneste af de Ev­ ner, der havde gjort ham saa skattet, uden Lidelse, døde, som han inderlig havde ønsket det: pludselig og i en Kraft, der endnu var usvækket, men som efter Naturens Orden snart maatte have begyndt at svinde. Og han skulde ikke opleve den Sorg at mi­ ste hende, der havde været hans Trøst og Glæde; hun overlevede ham til den 16de Februar 1885 og fik da en ligesaa uventet og fredelig Død som han. Jeg har nylig læst om Seneca, at han, da Nero havde dømt ham til Døden, bad om Tilladelse til at opsætte nogle testamen­ tariske Bestemmelser; men det blev ham nægtet. Han vendte sig da til sine Nærmeste og sagde, at han saa efterlod dem det Bedste, det Eneste, han havde at raade over: Erindringen om hans Liv. I Virkeligheden er det jo ogsaa det Væsentligste, et­ hvert Menneske efterlader sig; men faa kunne saa frejdig som Moritz Melchior give sine Efterlevende dét Efterladenskab i Eje. Hans Liv var ualmindelig pletfrit, det var uden væsentlig mis­ visende Gjerninger, det blev ført i Sandhed og Retskaffenhed og kan i mange Henseender være Andre til Exempel. Takt var hans fine Naturs Udtryk, Æren var hans Lov, Trofasthed i Alt hans Adelskab. Nicolaj Bøgh.