Familieminder

— 75 — erkyndige sig, om Den, for hvilken man henvender sig til dem, ogsaa virkelig fortjener og trænger til Understøttelse, forinden de yde deres Gave. Ikke saa hos den Forklarede. Der behøve­ des kun et Vink, og strax aabnedes hans Hjærte og Haand. Saaledes var det ædle, fintfølende Hjærte, som til vor dybeste Beklagelse ej slaar mere. Dømmer heraf, hvor stort Tabet maa være hos Dem, der kaldes hans Nærmeste. Ak, det er kun et Par Dage siden, at hele Landets Handelsstand tilkjendegav ham sin Tak og Hyldest, lykkelig og glad sad han i Familiekredsen, tilraabte den i den sene Aftentime et glædeligt Farvel! Hvo skulde have troet, at det var det sidste Farvel, at han næppe en Time derefter skulde opgive Aanden. Hvo skildrer hans Hustrus Forfærdelse og Sorg, hun, der alt havde ham kjær, før hun vidste, at Kjærlighedens Flamme luede i hans Bryst, han bejlede til hende, og se, Lyk­ kens Sol straalede i sin fulde Glans over hende, og den skinnede alt lysere og varmere i deres over tre Aartier uforlignelig kj ær­ lige Samliv; — ak, hvor gives der Ord at tolke, hvad der fore­ gik i hendes Hjærte, da hendes Livssol saa brat gik ned! Og nu hans faderlige Ømhed imod sine Børn, hans inderlige Hen­ givenhed imod sine Søskende, hans Trofasthed og varme Delta­ gelse i hans Venners Livs-Forhold — nej, jeg véd ikke bedre end at betegne Eders Tab med de Ord, som jeg udtalte ved Din os alle evig uforglemmelige Moders Jordefærd: »Vort Hoveds Krone er falden!«, da Du udbrød: »Tak! Du har talt som ud af mit Hjærte: Vort Huses Krone er falden!«; saaledes ville nu og­ saa Dine Efterladte istemme: »Ak, vort Hoveds Krone er falden!« Hvad skal jeg nu sige til at trøste Eder? Hvorledes helbrede Eders blødende Saar? Skal jeg sige: »Held ham, han er nu hæ­ vet over alle Lidelser og over alle Jordens Møjsommeligheder, netop som Hæder og Glæde i fuldeste Maal er vorden ham til­ del?« Nej, saaledes taler vel Mennesket i Almindelighed og glemmer, at den almægtige Gud, »der har Tanker til Fred og ikke til Ulykke«*), ogsaa kunde have ladet ham leve et længere

) Jerimias 29, 4.