Familieminder

— 77 — men hans Sjæl optage Du i det evige Pavluns Fryd! Vær de Efterladtes Lys, Kraft og Skjold, trøst den dybt nedbøjede Hu­ stru, hans sørgende Børn og Børnebørn, Søskende, Slægt og Venner. Lad dem ved deres forøgede gj ensidige Hengivenhed og Kj ærlighed saa meget som muligt erstatte deres store Savn. Men lad os Alle paany betænke, at vi maa dø, paa det at vi maa blive vise for det evige Liv! Amen. Men Du, o elskede Ven, Du gange til Ende, Du hvile og stande i Din Lod ved Dagenes Ende. (Daniel 12, 13)«. Efter denne Tale blev der atter afsunget en Salme, hvor­ efter Kisten med Fanerne foran og bagefter blev baaren af den Afdødes Slægt til Graven, hvor Professor Wolff forrettede Jord- paakastelsen.

M e d jævne Skridt han trofast gik den Vej, der laa som selve Sandhed for ham aaben; Retfærd og Renhed var hans Riddervaaben, og Hvad han kæmped for, det sveg han ej; mild i sin Dom og taalsom mod Enhver han var saa fordringsløs og saa beskeden, og i hans Fodspor fulgte altid Freden, og stille var hans arbejdsstærke Færd. Fast stod han paa Samvittighedens Grund og lefled ej med Sandhed nogensinde, dog havde han vist aldrig nogen Fjende, og Alle troede Ordet af hans Mund. Han var en Israelit af ædel Art, der søger dybt og vil saa gjærne finde, der ærer sine Fædres Arv og Minde og vandrer redelig og handler klart.