KomediehusetKongensNytorv_1748

HANS BRIX

8

Operaen betegner han med Modvilje, som »un monstre harmonieux«. I den følgende Tid har Montaigu, der var 61 Aar og gift med den næppe trediveaarige Skuespillerinde fra Hoftruppen Marie Magdalene la Croix, dansk­ født, men fransk af Herkomst, sammen med Capion og sikkert visse fremra­ gende Kunstvenner undfanget Planen om paa Ruinerne af den franske troupe ved Tilførsel af nyt Blod fra den danske akademiske Verden at danne et dansk Skuespillerselskab, der skulde opføre dansk Komedie i Capions nyopførte Etab­ lissements Teatersal. Projektet maa fra sit første Gry have berørt Spørgsmaalet om Skuespillere og Repertoire, hvilket vil sige, at dansk Kulturs førende Personligheder maa være taget paa Raad. Montaigu kan have fattet Tanken om at søge Asyl i Capions Lokaler for franske Forestillinger; Stiftelsen af et dansk-fransk Selskab kan med Sandsynlighed henføres til Fr. Rostgaard. Fra Rostgaard, Departementschefen, har en slagen Vej kunnet føre til Professor-Digteren og Studenterne. Ingen Overlevering meddeler direkte Vidnesbyrd om Sammenhængen. Men Konturen af tre Søstre og store Fruer, og med dem deres altformaaende Ægte- mænd, øjnes bag Realiseringen af det danske Teater i de nye Selskabslokaler. De tre Damer var Storkansleren Conrad Reventlows tre Døtre: Landets Dron­ ning Anna Sophie, hendes ægte Halvsøster Christine Sophie og begges uægte Halvsøster Conradine. Den første nylig gift med Kong Frederik IV, den anden gift med Kultusministeren, Storkansler Holstein, den tredje gift med sammes Departementschef ovenfor nævnte Fr. Rostgaard, franskorienteret Enthusiast for Litteratur og Teater, naturligt Midtpunkt for og primus motor i det store Fore­ tagende. En Lystspilscene vilde man skabe, Melpoméne maatte vente. I Rostgaards Prolog af 23. September 1722 præsenterede Madame Montaigu sig, græsk draperet, saaledes: Thalia er mit Navn, en Jomfru fuld af Glæde! Derfor var det en given Sag, at Ludvig Holberg, kaldet Hans Mikkelsen, Peder Paarses Digter, maatte hentes til Raadslagning. Den Strid om Anholt, der havde været yppet mellem den satiriske Professor og Rostgaard, var sikkert glemt af begge. Holberg havde vundet stort over Modstanderen og havde haft Kongen, sin Modstanders almægtige Svoger, paa sin Side. Rostgaard var et vegt Gemyt og Holberg den eneste franskorienterede Skønaand forhaanden. Hvordan de førtes sammen, veed vi ikke. Men i Aarets sidste Kvartal har man forhørt, om Hans Mikkelsen vilde forsøge. Han vilde. Den 12. Januar 1722 ytrer han: »Hvor caute og forsigteligen man vil skrive en Comoedie, saa undgaar man aldrig Censurer«. Han var altsaa i Gang med Værket. I det hele mærkes i det Forord, hvorfra Citatet er taget, en levende