KomediehusetKongensNytorv_1748

16

HAN S BRIX

Optrin den parodierede hellenske Vidunderverden metamorfoseres til nøgen Fjællebod ligesom Heltene til pengeløse Aktører. Dette fortsættes i »Nytaars- prologen 1723«, hvori et Stykke Teaterprolog forfattet af Ulsøe er indkapslet, Resten er Holbergs. Den er inspireret af Fr. Rostgaards stilfulde Prolog fra Teatrets Aabningsaften, endog ved verbal Kontakt. Her stiger nu Antikens Guder ned til den danske Komedie. Merkur er udsendt for at inspicere, om Stedet er værdigt et Besøg af Jupiter. Under dette Skjul er af Holberg udtalt Teatrets brændende Ønske om, at Kongen med personligt Besøg vilde give Teatret og Selskabet den allerhøjeste Velsignelse. Ønsket opfyldtes dog ikke. Prologens sidste Afsnit knytter Digterens fme og stolte Indlæg direkte til Ulsøes magre Nytaarshilsen, et Forhold, der bærer klart Vidne om en solidarisk Kammeratskabsfølelse mellem Holberg og Skuespillerne og kaster et smukt Lys over den fordomsfri Professors spinkle og spidse Person. Alt hvad han ejede af Hjerte boede i Grønnegade. Fra denne Prolog udspringer den snart efter forfattede vittige Indledning til Fireakts-Spillet »Uden Hoved og Hale«, i hvilket Holberg paany befinder sig ligesom i Skuespillerselskabets Midte. Her optræder Sganarel som Personalets Direktør - ham paahviler Omsorgen for Repertoire og Kasse; maaske har Digteren tænkt sig Montaigu selv udførende den lille Rolle, der er det intime af Teatret selv, lyslevende. - Parentes: Skæbnen havde tilladt sig den kuriøse Spøg at lade Digterens nordiske og Direktørens franske Navne korrespondere: Montaigu og Holberg, Klippespidsen og Krateret. Forfatteren træder i nævnte Forspil sit Publikum nærmere end nogensinde. Forestillingen er ved at skulle begynde, alt er Konfusion oppe paa Scenen. Men det trækker sig i Lave, Apollo faar Løfte om Fribillet (»Loge« kaldes det) paa Balkonen, og Jupiter afsiger in optima forma en inappellabel Dom i Truppens Favør, hvorefter han selv tager Sæde paa Galleriets unummererede Bænke. Musikken faar af Sganarel Ordre til at intonere. Aktionen kan fange an. Dette Defensorium er en festlig Spøg. Men foran det har Holberg endnu anbragt en særskilt Prolog, til hvis Fremførelse ingen Aktør er ansat. Og i den taler Holberg som i Den Stundesløses Epilog og senere i Levnedsbrevene med Aabenhjertighed om sig selv privat. Hvilket sker i denne ene Linje: Thi sandt at sige, man ej taaler megen Skæmt. Holberg vedgaar her sin tiltagende Pirrelighed. Han havde allerede oplevet to betydelige Fiaskoer i Efteraarets Forløb, han var blevet udfordret og lastet, han har ondt ved at holde sig i varig Balance. Dette Udbrud er et Uvejrstegn. Intet Under at han gennemglødet af Geniets Hede og gennemisnet af sine ureger­ lige Nerver fandt sig bragt ud af Fugerne. Men Forspillet er ovenud vittigt og brillant.