KomediehusetKongensNytorv_1748

25

HOLBERG OG TEATRET

Desuden sammensvor de Formastelige sig paa et Møde med Anna Dorothea Lund som Værtinde, at tvinge den arme Mad. Rosenkilde bort fra Teatret som ovenfor nævnt. De udtalte, at »om de ogsaa skyldte Hr. Baronen et Par gode Roller, saa skyldte han dem igen den Lykke, som hans Stykker gjorde.« Hvor vovede de ? Lad os betragte Holbergs Skrivelse nærmere. For det første: hvilken Myn­ dighed besad han ? Ganske aabenbart slet ingen. Holberg var en Slags Konsulent for Repertoire og Engagement - intet andet. Brevet har øjensynligt ikke pas­ seret Overdirektøren Rappe, men er sendt hen paa Teatret og afleveret efter Adressen: Samtlige Skuespillere. Hvorledes endvidere med Oplæsningen ? Denne er dekreteret undervejs midt i Brevet, hvorefter den Gamle herser videre med den lastværdige Ungdom. Skulde Slutningen ogsaa oplæses for dem ? Og hvem skulde tjene som Oplæser. Det maa noteres, at Holberg forlanger Kopi af Skrivelsen sig tilsendt. Den er altsaa afsendt i Original og i Hastværk, saa at han ikke har givet sig Lejlighed til at bruge sin sædvanlige Kopist - han brugte ellers altid Afskrivere. Gennemgaar man Brevet yderligere, ser man, at Holberg afsiger Dom og dekreterer Straf, skønt Sagen laa ganske udenfor hans Jurisdiktion, der var rent aandelig. Han argumenterer moralsk ved at foreholde Oprørerne egne Brist - hvilket ikke hører hjemme i en officiel Tilkendegivelse. Og tilsidst falder han helt over i Episteltone og sit eget Forhold til Teatret - de Stykker som han har liggende af eget Fabrikat og oversatte, hvilket sidste Arbejde han selv har betalt (Baronen var jo Millionær; det er lidt smaaligt at tale om Honorarer her). Ogsaa Truslen om at gaa til Kongen er, halvt tilsløret, noget ilde placeret. Sin Myndig­ hed maa en Autoritet være Mand for at opretholde uden Paaberaabelse af højere Magter. I Finalen erindrer han, at det kunde være rimeligt om han dokumenterede sin Adkomst til at holde Rettergang. Han siger da først, at han er Komediens Stifter - hvormed henvises til Begivenhederne 1721, der ikke havde fjerneste Kraft i 1753. Og endvidere nævner han sig som Konsulenten for Antagelser og Ansættelser. Denne Argumentering er langt værre end ingen. Holberg aabner ved den Skuespillernes Øjne for, at han ingen lovlig Adkomst har til at øve Justits paa Teatret. Sammenfattes det ovenfor fremhævede, maa man skønne, at Holbergs Skri­ velse er et besynderligt usammenhængende og ufunderet Aktstykke. Det er forfattet af en forbitret gammel Herre med vaklende Overblik og Dømme­ kraft. Kort sagt: en Jeronimus. Men selv om han altsaa grundigt havde forivret sig og endnu engang, for sidste Gang, ladet den Hidsighed og Ilterhed, som han erkendte hos sig selv og som han alle sine Dage havde nedkæmpet, løbe a f med sig - saa er dog Aanden i denne Skrivelse fremgaaet af Ludvig Holbergs