KomediehusetKongensNytorv_1748

42

ROBERT N EIIEN D AM

Monument i nordisk Aandsliv, dette Væld af karakterfulde og lunerige Repliker til Skildring af Mennesker, skulde foreligge i afsluttet Form i en Tid, som i Poesien kun vilde tillægge Salmedigtningen Værd. Men medens Teatret i Lille Grønnegade blev revet ned, spredtes Komedierne i stigende Grad i Folket. Ryet bredte sig til andre Lande, og Opførelser fulgte særlig i Sverige, Rusland og de tysktalende Stater. Saaledes gik det til, at et Mesterværk som »Erasmus Montanus« først kom frem i Rampens Lys paa tyske Scener og ikke i den By, hvor det var skrevet, og hvor Forfatteren levede. Men det strider mod de histo­ riske Kendsgerninger at mene, at Holberg blev standset af Pietismen i sin Ud­ vikling som Komedieskriver. Hans egne Ord siger os noget andet. Den Sinds­ tilstand, som han selv kaldte sin »poetiske Raptus«, var afsluttet, inden Komedie­ opførelserne i Lille Grønnegade ophørte. Han beklagede sig da heller ikke, men syntes tværtimod lettet, fordi han blev fri »for al den Uro, al den Avind og alt det strenge Arbejde, man stadig krævede af mig, saa længe Skuepladsen bestod, paa mit Helbreds og Velfærds Bekostning«. Hans omfattende Aand søgte andre Revierer, og uden Hensyn til de sceniske Forhold ansaa han sin Gerning paa dette Omraade som afsluttet. Men deri tog han fejl. Det tomme Rum i vort Teaters Tilværelse varede i nitten Aar, fra den sidste Forestilling i Lille Grønnegade 1728 til den første Forestilling i 1747 paa en midlertidig Scene i Læderstræde. Mellem disse Aarstal laa to Tronskifter og hele Christian den Sjettes Periode. Efter de mange Forsagelsesaar virker Frederik den Femtes Overtagelse af Regeringen nu, naar vi læser derom, som Solskin efter Kulde og knugende Graavejr. Den nye Konge var en Modsætning til sin Fader, karaktersvag ganske vist, men velmenende og godmodig, og han stod dansk Nationalitet langt nærmere. For ham var Teatret en festlig Underhold­ ning, medens hans unge, engelsk fødte Dronning Louise, en af Handels person­ lige Elever, nærede varm Interesse for Musik, især italiensk Opera. Betingel­ serne for Teatrets Genoprettelse var til Stede, og Ludvig Holberg levede endnu. Hans Lyst til at satirisere var heller ikke død; det viste først og fremmest »Niels Klims underjordiske Rejse«, og trods sin Svagelighed følte han Regeringsfor­ andringen som et frisk Pust. Den aldrende Satyricus modtog Indbydelser til Hoffester, og det morede ham, skriver han, som Filosof at kunne iagttage »en høj Forsamling uden Maske, uden Sminke, uden afpassede Skridt og uden paa Skruer satte Ord«. Den utvungne Naturlighed tiltalte ham, og han glædede sig over, at Kongen grundede sit Hus’ »Styrke og Sikkerhed paa sit Folks Kær­ lighed«. Under Christian den Sjette var Hoffets Omgivelser for at tjene Pietismen »ærbare og alvorlige som gamle Katte«, men nu havde Livet faaet en anden Tone. Det var ikke længere et Gudfrygtigheds Tegn at hænge med Hovedet. Da Holberg tilegnede den nye Monark sin Oversættelse af Herodians »Den romerske Historie«, skrev han rent ud: »Eders kgl. Majestæts livsalige Regimente