KomediehusetKongensNytorv_1748

54

ROBERT N EIIEN D AM

»Bryllupsskænk«, og nu og da fik de flittigste Penge til en ny Klædning; paa Kongens Fødselsdag modtog Herrerne en Flaske Rødvin, Damerne en Flaske Rhinskvin »samt noget at spise til Gratial-Vinen: En Cappun, en Skinke, to stegte Gæs, Anchiovis, Sallat og Franskbrød«. Plakaterne var af samme Format (20X 16 cm) som i Lille Grønnegade, men uden de morsomme Tilføjelser, der uden Tvivl i flere Tilfælde skyldtes Holbergs Pen. Hverken Forfatterens eller de optrædendes Navne blev angivet, men desto tydeligere »Sedlerne«s Pris, som varierede fra én Sletdaler til 24 Skilling. Der kunde højst være ca. 300 Rdlr. i Kassen. Men den Indtægt var sjælden, endog naar Kongen beærede Komedie­ huset med sin Nærværelse, thi da optoges mange Pladser uden Betaling af »Suiten og det kgl. Livrée med Hoftyrken og anden Betiening«. Naar Cortégen nærmede sig, blæstes i Horn, og Vagten uden for Teatret, der til Hverdag be­ stod af fire menige Soldater, blev saadanne Aftener forstærket. Billetsalget fandt Sted dels paa Økonomidirektøren, Raadmand Jørgensens Kontor, dels ved Ind­ gangen. »Ingen uvedkommende blev indladt paa Theatrum« d. v. s., at Byens petit-maitres ikke som tidligere kunde købe Billetter til selve Scenen. Holberg fortæller, at hans Komedier gav »bedre Renter« end Oversættelserne, og det var rigtigt. Da »Erasmus Montanus« endelig naaede frem en Juniaften i 1751, var der 298 Rdlr. i Kassen, altsaa udsolgt Hus, og det samme var Tilfældet, da »Plutus« opførtes i April s. A. Publikum klappede ikke, før Majestæterne havde givet deres Bifald til Kende. Men trods al Kongerøgelse var Teatret en folkelig Anstalt, der ikke indlod sig paa at stille saadanne Krav, som Mingotti vovede, da han forlangte en Gulddukat pro persona af »Folk af Qvalité« for Adgangen til Operaen paa Charlottenborg. Dansk Skuespilkritik fandtes først over tyve Aar senere, men vi ved, hvad de fremmede Litterater, som opholdt sig i Hovedstaden, mente om det nye Teater. Franskmanden la Beaumelle var kendt for sine ikke talentløse, men overmodige Domme, der til sidst umuliggjorde ham Opholdet i København. Ved en Sammenligning mellem Skuespillerne tildelte han de franske Prisen, og de burde derfor, mente han, optræde paa den danske Skueplads. Aktricerne var i hans Øjne ikke Skønheder, men nette; dog vilde man i Paris ogsaa synes, at Jfr. Thielo var en Lækkerbidsken. »Vil I altid blive staaende ved Hr. Hol­ bergs attiske Salt og ved flove Oversættelser af ypperlige Originaler ?«, spurgte han. Dansk lød i hans Øren »klagende og rørende«, og Sproget var derfor vel­ egnet til at udtrykke »store Følelser«. Det var Spillet paa Kothurnen, han efter­ lyste - uden at begribe, at denne Form ikke egnede sig til det danske Naturel. La Beaumelle havde ikke Forstaaelsen af, hvad hele Sagen drejede sig om, nemlig at skabe et Nationalteater. Derfor irriterede han Holberg, som vidste, at den franske Causeur ikke forstod Dansk; han havde set hans Landsmænd spille »Tartuffe« saa slet, at han ikke kunde »bie til Enden«, skønt »man ellers