KomediehusetKongensNytorv_1748

H VO R D AN DET GIK TIL 57 og hvis Folk forlod Teatret uden at »Lungen var renset«, ærgrede man sig baade over Forfatteren og Komediehuset. Denne Erfaring drev undertiden hans Komik ud over Naturens Maal og Maade - i Modsætning til Clementins Spil, der var Korrektheden selv uden derfor at blive kedeligt. Jeronimus, den Stundesløse og hos Molière den gerrige Harpagon var hans Mesterværker, endog beundret af Hoffets franske Skuespillere. Vi kender intet Portræt af Clementin, men vi ved, at han var Ordensmesteren i det første Kuld af Nationalscenens Kunstnere, Refleksionens og Situationsfølelsens tidligste Repræsentant, Fremstilleren baade af Taabeligheden og den vidfulde Forstand, med smaa morsomme Overgange i Minespillet. Det rørende laa derimod uden for Clementins Omraade, men inden for sin Begrænsning var han en stor Skuespiller, og det Filigranarbejde, han nedlagde i sine Figurer, gjorde ham til Mønstret for det yngre Slægtled. Typisk for hans Nøjagtighed var de næsten kalligraferede skriftlige Arbejder, han efterlod, især en »Samling af Danske Comoedier, som ere oversatte af andre Sprog og opførte paa den Kgl. Danske Skueplads«, en Afskrift i elleve Bind, udført med den mosaikagtige Udpensling, der ogsaa udmærkede hans Kunst. Tilfældet vilde, at baade han og Londemann med nogle Aars Mellemrum skulde optræde sidste Gang i den samme Komedie - nemlig som Geronte og Crispin i Regnards »Det gavmilde Testamente«. Mindre i kunstnerisk Format, men dog meget værdifulde for Teatret var Studenterne Marcus Ulsøe Hortulan og Christopher Ørsted, en Grandonkel til de berømte Brødre af samme Navn. De var begge smaa Mænd med brede Ansigter, Ørsted grotesk og ret udvendig i sin Komik som Fremstiller af smaa Holbergske Roller, men han var en dygtig Regissør, hvis Regnskaber nu er en Hovedkilde til vor Viden om Nationalscenen i dens ældste Periode. Hortulan spillede Jeppe, som han gjorde til Jyde, fordi han selv var fra Vendsyssel, »skønt Pjecens Natur er sjællandsk«; forøvrigt var Arv’erne hans Speciale, og mærkeligt nok udmærkede han, Bondefremstilleren, sig som Versfremsiger. Hans jyske Sindighed og faste Diktion virkede som en levende Protest mod den opstyltede Deklamation. En af Holbergs Beundrere, Højesteretsadvokat Horn, der i 1750 blev Direktør, skrev om Hortulan nogle Ord, der havde Adresse til den største Del af Personalet: »Hortulan er bedre Acteur end Oeconomus, men Comoedie- væsenet er bedre tient med en god Acteur, som er en slet Oeconomus, end med en god Huusholder, som er en slet Acteur, og Tort, Trang og Sult kan letteligen foraarsage, at en god Acteur taber sin Lyst til at læse i sine nye Roller; saa holder jeg det for høist nødvendigt, at de Trængende af Truppen bliver assisterede«. Gagen for de bedste Skuespillere var seks Rdlr. om Ugen, og selv om dette Beløbs Købekraft nutildags vel nærmer sig to Hundrede Kroner, kan det ikke have været økonomiske Udsigter, som drog de unge Studenter mod Scenen. Men da »Adresseavisen« foreslog, at Publikum skulde belønne sine Ynd-