KomediehusetKongensNytorv_1748

60

ROBERT N EIIEN D AM

en stor Del af sin Lykke, skrev hun, og hun bad ham mindes hende. Hun var den eneste af Skuespillerne, som efterlod et Par venlige Ord om ham. Rimelig­ vis har hendes Dannelse tiltalt ham. Hun havde litterære Aspirationer og skrev flere Skuespil, blandt hvilke Lystspillet »Mariane eller det frie Valg« blev den først opførte danske Komedie efter Holberg. Let paa Taa levede Caroline Amalie Thielo, der blev en Hovedperson i Byens chronique scandaleuse. Hun var Datter af Musikeren, Teatrets første Privilegiehaver, og kun tretten-fjorten Aar, da hun spillede Leonore, men tidligt udviklet, yppig af Skikkelse, med en skøn Rejsning og et friskt Ansigt, der beherskedes af store, livfulde Øjne. Nogen sikker Viden om hendes Talent er ikke levnet os fra Samtiden, men vi ved, at hun gjorde stor Lykke, ikke mindst som Agnès i »Fruentimmerskolen«; al Rokokoens Charme og Pikanteri udstraalede fra hendes Person. Pilos Portræt af hende, stukket af Preisler, er vort skønneste Skuespillerinde-Billede, malet i Dronning Louise-Stilen, præsentabelt overalt i Verden. Grovere, mere beregnende i Udtrykket, er andre Portrætter af hende, som lader os forstaa, at det var hende, Holberg hentydede til, da han i sit »Tordenbrev« (fra 1753) til Aktørerne haanede dem, som »nærede sig ved ublu Midler«. Hans aabenhjertige Udtalelser om hendes Forhold til det sjette Bud krænkede hende i den Grad, at hun anlagde Sag imod ham for Æresfor­ nærmelse, men da det aldrig har været muligt at finde Arkivalier om dette interessante Sammenstød, maa vi tro, at Sagen ikke naaede at blive procederet paa Grund af Parternes Død, der indtraf med faa Dages Mellemrum. Kort før havde hun spillet en af sine Glansroller, Sophronia i Calderons Komedie »Livet er en Drøm«. Hendes Død blev derimod en haard Realitet, som journalistisk set vakte større Opsigt end Holbergs, men skaffede hende en vis Berømmelse i Teaterhistorien. Hun skal have sladret 0111 nogle af Frimureriets Hemmelig­ heder, som hun havde lokket ud af sin Elsker, den russiske Gesandt, Baron v. Korff. Motivet skal ikke have været Ondskab, men et Væddemaal. Baronen opfattede imidlertid hendes Kaadhed som et Udslag af Vildelse og sendte hende et »Opsigelsesbrev«, der gjorde et saa voldsomt Indtryk paa hende, at hun fik heftig Feber og et Par Dage efter døde. Hundrede Aar senere fortalte Th. Over- skou, hvis Hjemmelsmand sikkert har været kgl. Skuespiller Schwarz, der selv var høj Frimurer, at Baronen havde ladet sin Kammertjener og Kirurg aarelade hende saa kraftigt, at hun døde af Blodtabet. Frimurerne har siden protesteret mod Historien, som nogle har fæstet Lid til, andre ikke. Vi ved kun, at Aare- ladning paa den Tid anvendtes mod »Ustyrlighed«, og at Gesandten var en haard Negl og dertil en Libertiner og Feinschmecker, som anvendte mange Penge paa sine liaisons. Den ydmyge Dedikation, hun kort før sin Død skrev til ham i sin Oversættelse af Saint-Foix’ Komedie »Deucalion og Pyrrha«, opført 1753, viser, at han var den overlegne i deres Forhold. En anden af hendes Be-