KomediehusetKongensNytorv_1748

64

ROBERT NEIIENDAM

og dømte »om deres Capacitet, som antoges til at agere«. Det vil med et moderne Udtryk sige, at han var Teatrets Konsulent baade i litterære og dramatiske Spørgsmaal, og netop fordi han var Stifter af Skuepladsen og selv havde »gjort mange Originaler«, følte han det som sin Pligt at have Tilsynet med, »at de blev nogenledes eksekverede«. Unge Mennesker, som vilde spille Komedie, maatte søge ham i Professorboligen, for at han kunde dømme om deres Talent. Deraf opstod den Fiktion, at de var blevet »engageret« af Baron Holberg, og dette har givet Anledning til Misforstaaelser i Retning af, at han skulde have haft med Teatrets Økonomi at gøre. Hans Opgave indskrænkede sig til en Ud­ talelse over for Direktionen om Aspiranternes Evner, og da vi ved, at han kun satte sin Fod »ganske sielden« paa Komediehuset - en Vinter var han der endog kun to Gange - maa hans Domme om Personer og Skuespil have foreligget skriftligt. Desværre gik en Masse Viden herom til Grunde, da Teaterarkivet brændte sammen med Christiansborg 1794. Det har sin naturlige Forklaring, at det fandtes der. Da det hurtigt - navnlig paa Grund af den fremmede Kon­ kurrence - gik Teatret galt under den første Styreform, og Holbergs Haab om at samle Kapital til »kommende Tiders Maverhed« var bristet, betalte Kongen Gælden og overdrog Huset samt Privilegiet til Staden København, altsaa til Magistraten, der ikke just modtog Gaven med Glæde, og i tyve Aar, 1750-70, blev Institutionen ledet af Overpræsidenter, Borgmestre og Raadmænd, af hvilke kun meget faa havde Begreb om Kunst, og for hvem Hvervet var en ulønnet Plage, indtil denne Styreform ogsaa viste sig økonomisk uholdbar. I 1770 stod Teatret paa Fallittens Rand, men Christian den Syvende betalte Gælden og henlagde Institutionen under sin Partikulærkasse. Fra den Tid kaldtes Teatret officielt »kgl.« - en Betegnelse, der har overlevet Slægt efter Slægt, tre Grundlove, alle Teaterlove, hvoraf de to sidste blev gennemført af en social­ demokratisk Undervisningsminister. Men fra 1770 og indtil Enevældens Ophør 1849 var de vekslende Overhofmarskaller Teatrets øverste Chef og Arkivets Hjemsted selve Slottet, altsaa Brandstedet i 1794. Fra Holbergs Haand levnede Ilden os kun et Regnskabsbilag, som det lykkedes den, der skriver dette, at fmde for ca. fyrretyve Aar siden, en Henstilling til Kassedirektøren, Brygger P. S. Holm (Raadmand Jørgensens Efterfølger) om at udbetale et Gagetillæg. Holberg var nogle Uger i Efteraaret 1752 daglig Leder, medens Chefen, Over­ præsident Rappe, var paa Rejse i Norge, og i den Tid søgte Holberg at hjælpe Personalets mere stilfærdige Fremtoninger, men han vidste end ikke, hvordan Fremstillerinden af hans Magdelone, Madame Lenkiewitz, stavede sit Navn. Og han udelod de urolige Hoveder, Londemann og Rose. Men da Udbetalingen var egenmægtig, blev den paatalt i Regnskabet; Chefens Godkendelse maatte for Fremtiden forlanges. Hvor lidt end Holberg ønskede at beskæftige sig med Ledelsen, fulgte han dog med paa Afstand, hvilket det tidligere nævnte »Torden-