KomediehusetKongensNytorv_1748

68

ROBERT NEIIENDAM

Dragon«, hvori der var en munter Sang, lidt Sentimentalitet eller Trylleri; de dannede Afslutningen paa Forestillingerne, men deres Indhold gav ikke Til­ skuerne noget »at tage med hjem«. Saadanne »Nachspiel« satte Holberg i Klasse med Stykker, som af ambulante Komedianter spilledes paa Torve og Markeder. Os forekommer det, at han skød Spurve med Kanoner. Smaastykkerne gjorde Lykke, især »Merlin Dragon«, hvis Parodi paa militær Eksercits i høj Grad morede Kongen. Men Holberg ærgrede sig. Han skulde overfor Direktionen udtale sig om Repertoirets Nyheder, men ræsonnerede i sine Epistler filistrøst over Samtidens Skuespil fra Frankrig, det Land, hvorfra Fornyelsen skulde komme. Han anbefalede næsten kun de franske Komedier, der tidligere var spillet, og blandt engelske fandt han ingen værdige til Opførelse. De nye For­ fatteres Arbejder bestod »fast ikke uden af tørre Samtaler. . . . Enhver Skribent kan nu agere Comoedie-Skriver, og ingen frygter at se sit Arbejde spildt, ihvor mavert, elendigt og ilde sammenhængende det end er«. Hans Afvisning for Eks. af Destouches’ Konversationsstykker hvilede kritisk set paa et altfor spinkelt Grundlag. Aarene var ikke gaaet sporløst hen over Holbergs Hoved. Han stil­ lede Teatrets Opgave saa snævert, at Virksomheden maatte være standset af Repertoirenød. Denne Situation forudsaa han selv, men trøstede sig med, at Publikums Smag nu var saa daarlig, at man ikke spurgte, om et Skuespil var »vel eller ilde udarbejdet, men kun, om det endes med Sang og Dans«. Operaen burde efter hans Mening have sit eget Hus, og han foregreb her en senere ofte fremsat Opfattelse; Tragedien var paa Grund af den vedtagne Stil at betragte som Affektation, hvorover han i »Melampe« gjorde sig lystig, forøvrigt med langt ringere Virkning end Wessel mange Aar senere i »Kærlighed uden Strøm­ per«, og det lidt romantiske Skuespil savnede Vid og krævede for meget Udstyr. Saa blev der ikke stort andet tilbage end hans egne og Moliéres Komedier. Men ogsaa for Mesterværker kan Interessen svækkes. Teatret var ikke for Holberg en vældig Billedbog med noget for enhver Smag. Han oplevede med andre Ord den bestandige Strid mellem Skuespil af kunstnerisk Værdi, som kun forholdsvis faa bryder sig om at se, og saadanne Stykker, der tiltaler Mængden i Øjeblikket, men ikke efterlader sig Spor. Derfor skrev han bittert i sin sidste Epistel, at en fordærvet Smag ogsaa gjorde sin Nytte i Verden, thi den opretholdt Teatret. Men pudsigt er det at se Digteren besejre Moralisten. I »Plutus« bøjede han sig tydeligt for Publikums »fordærvede« Smag og tog alle de tekniske Hjælpe­ midler, Teatret raadede over, i Brug og benyttede Sang, Dans og Optog. Spe­ kulationen lykkedes; »Plutus« blev en stor Sukces. I de tidligere Komedier var Musik og Sang næsten altid motiveret ud fra selve Handlingen, men i Alder­ domsarbejderne indlagde han Sange, der ikke udspringer af indre dramatisk Nødvendighed, men som han vidste, vilde gøre Lykke hos Publikum. Mange vil endnu huske Thielos nydelige Slutningsmelodi fra »Den forvandlede Brud

Made with