Elevskolen_1816-1912

161

og E le v e rn e , følte ma n sig som nogle P o k k e r s Karle. — Det h avde faaet H æ v d , at 3die C lasses E le v er sagde „ D e “ til d em af 1ste, og da d e r blev en 4d e C lasse , blev d e r et lignende F o rh o ld mellem d e n n e og de to æ ld ste C lasser, uden at dette dog havd e nogen hø ie re Aner- k je n d else at støtte sig til, ligesaalidt som d et H e r r e d øm m e , de Æ ld re ud ø v e d e o v e r de Yngre og som vel ikke altid blev ført med let H aa nd , — T o u r e n e til Sk o le n s H a v e , h v o r e n h v e r Elev havd e sit eget lille S ty k k e J o r d , skaffede en Slags Recreation og en y n d e t Afvexling i de v ante Beskjæ ftigelser, og d et vak te næ s te n altid G læ d e , n a a r man h ø rte Raabet: „ P a a Am a g e r ! “ , m e dm in d re det lød om Sønd ag Morgen, hv ilket meget ofte v ar Tilfældet. Man fo rsyn e d e sig med den fornødne P ro v ia n t og me d et P a r B ø g e r for at læ se o v e r d e r u d e til næ s te Dag, hvis d e r blev Tid dertil, og afsted gik det. Dengang gik Veien d eru d ik k e g ie nn em E n v e lo p p e n , som v ar aflukket, og sjeldent tvæ rs ov er Fæ lle d e n , me n man svingede stra x tilhøire, n a a r ma n fra Amag e rb ro kom ind e n fo r B a rrie re n , og fulgte en Vei eller Sti ( „D am v e ie n “), som deng a ng sn o e d e sig langs me d den y d re G r a v foran E nv elopp en hen til Dæm n in g e n mellem d e n n e og faste Batteri. H a v d e man k la re t dette sidste P u n k t, u d en at skulle derind for at laane H ju lb ø re til F o r s t æ r k ­ ning af H a v e n s d ito , og havd e man naa et H a v e n , u d en at det hed „ T r æ d a n ! “ , saa k u n d e man nog e n lu n d e gjøre Regning paa at faa Lov til at sysle med sit eget; i mo d sa t Fald v a r d e r et eller a nd e t H o v ­ a r b e j d e , og d et smag te naturligvis ikke. De Sange, som dengang lød fra den rø d trø ie d e S k a r e af v o r d e n d e S trid smæ n d , n a a r de d roge hjem fra H a v e n eller sa d d e paa S k ræ d e r b o rd e t, v a re : „H u r r a ! Ud til Strid og K am p ! “, „D u sm iler som B a rn e t i V u g g e n “ , „H e rlig en S om m e r n a t“, „Med Fo d en paa N a k k e n “ , „Jeg e r S o ld a t“ , „Skaal for E n hv er, som h a r den rø d e Kjole p a a ! “ o. m. fl. Den sidste er egentlig en D rik k e ­ sang, som man ser, men den lød Ogsaa godt med tø r Mund og Udsigt til en V an d p o st i Ba gg rund e n . Men man kan ikke godt tale om H a v e n u d e n at tale om H a m , hvis Liv og L y st, hvis stø rste G læ d e det v ar at fæ rd es d e r u d e mellem sine B lom ste r og sine Elever, om H a m , Capitain Ca rl Ch ristian Wolffgang v. F u h r m a n n , hvis N a v n e r saa nøie k n y tte t til Sko len gjennem den lange T id , hvo ri han v ar dels L æ r e r ved, dels F o rs ta n d e r for den, ja hv em det upaatvivlelig i væsenlig G ra d skyldes, dels at Sko len frem traa d te som fast n o rm e r e t i A rm e - P la n e n af 1842, dels at en hø ie re Underofficersclasse ved Artilleriet (O v e rf y r v æ r ­ k ern e ) sk a b tes ved s amm e Plan, idet nemlig d e n n e P lan b asered e s paa Resultatet af den i O d e n s e i 1840 s amm e n tra a d te sto re M ilit.-Comm is- sion s A rbeider, i hvilke Capt. F u h r m a n n som Medlem havd e taget en vistnok v irk som Andel. H v em d e r vilde se ham rigtig glad og lykkelig, maatte se ham h e r i H av e n . S n a rt v a r det Ro serne, sn a rt Nellikerne, l i

Made with