Elevskolen_1816-1912

162

s n a rt G e o rg in e rn e , han kasted e sig over, og som han ligesom Alt, hvad han k asted e sig over, bragte til en sa ad a n F u ld k om m e n h e d , at alle B y e n s B lom s te re ls k e re m isund te h am som en af F lo ra s m e st begunstigede T ilb e d ere. H a n gav E le v e rn e nok at bestille, saa de ofte v rim le d e inde i h a n s H a v e ved de forskjellige A rbeider, men den mulige T re v e n h e d ho s dem forsvandt sn a rt ligeoverfor h a n s u u d tømm e lig e , gn istre n d e H u m o r og L u n e , d e r rev Alt med sig. H a n h a v d e et a p a rte N av n næ s te n til h v e r enk e lt Elev, og Alle tilhobe v a r man h a n s „ L æ r k e r “ eller „ F e ltk am e le r “ ; men v a r d e r Noget iveien, saa blev ma n til en „skadelig L æ r k e “ og a nd e t Mere, Alt dog med B ib eho ld af d et Joviale. Faa eller Ingen k u n d e h av e omg a a e d e s E le v ern e, som han g jorde det, ud en at give sig en en e ste Blottelse, d e r indbød til at tage sig F rih e d e r ; jo k om der! N e i, det v ar ikk e Meningen. H a n taalte, at ma n smilte til, hvad han sa gde, og gottede sig h emm elig o v e r En s k ramp a g tig e A n stræ n g e lse r for at holde Latteren tilbage; me n det b e k om En sa a re ilde, n a a r disse A n stræ n g e lse r ikke ly k k e d e s , og det v a r godt sluppet, n a a r det blev ved Yttringer s om : „H v a d beh a g er! N ø s en af Felt­ k a m e l e r n e ? “ eller: „F ik den skadelige L æ r k e et T i lf æ l d e ? “ løvrig t v a r det ved sa a d a n n e Leiligheder en hel N y d e ls e af v æ r e i h a n s N æ r h e d , thi s n a rt lød en herlig Arie af en eller a n d e n classisk O p e ra , sn a rt en af Be llm an s overg ivne Epistler, som d engang næ s te n vare N y h e d e r her, og s om , fo re d ra gn e me d h a n s u d d a n n e d e , bløde og dog mandige S temm e , vilde h ave tilfredsstillet m e re k r æ s n e Ø r e n end h e r fandtes; eller man op v a rte d e s med en Fløitesolo af fuldendt S k jønh ed , ud en at man saa Nog et til Fløiten. H a n v a r noget o v e r M iddelhøide, ikke just s væ rlemm e t, me n corpu len t, u d en dog at v æ r e v id e re g en e ret deraf, h avd e regelmæssige, noget fyldige A n sig tstræ k , graalige, spillende Ø in e , fortræffelig H o ld n in g , r a s k , hurtig G a n g , noget E legant i sine Bevæg e lse r, og h a n s hele O p tr æ d e n rø b e d e Kraft og S ik k e rh e d . I sin første T id som L æ r e r læ ste han privat med flere af E leverne, som han havd e v u n d e t G o d h e d for; d em af d isse, ho s hv em han fandt gode Evner, vilde han g jerne bringe v id e re frem, dem , ho s hv em dette ikke v ar Tilfældet, vilde han g jerne h jæ lp e paa, for at de k u n d e følge med, og han v a r saa ivrig h e ri, at han ofte sad oppe om Aftenen og læ ste med dem i Classen. H a n hæ v d e d e altid L æ r e r n e s Autoritet og irette­ satte d em aldrig i E le v ern es P a a h ø r ; me n i E n rum me d V e d k omm e n d e retted e han i saa Fald nogle faa alvorlige O r d til dem , og d et v a r saa langt fra at man følte sig -stød t o v e r det fortrolige „ D u “ , han da ofte ben y tted e , at han n etop d e rv e d u d re tte d e M e re , end om han h avde taget Sagen anderledes. S p a r la g e n s p ræ d ik e n e r kom d e r aldrig fra ham , og P e d a n te ri v a r d e r ikke S p o r af hos h am ; Alt sku ld e v æ r e rask, k o rt og bestemt. P a a lignende Maade k u n d e han fo rho lde sig, n aa r