S_FørOgNu_1918

føre dramatiske Værker eller for Scenen bestemte musikal­ ske Kompositioner uden Samtykke af Forfatteren eller rette Vedkommende eller imod uden Vedkommendes Samtykke at opføre saadanne Dramatiseringer af Digterværker, som væsent­ lig kun bestaar i Genfremstilling af Indholdet i en for Scenen brugelig Form, i hvilken Henseende han ubetinget vil have at underkaste sig den Kontrol, som maatte blive foreskrevet, ligesom han ogsaa med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt saadan Overtrædelse foreligger med Hensyn til Bevillingens Fortolkning skal være Justitsministeriets Kendelse undergiven. Justitsministeriet, den 25. November 1892. J. Nellemann. Abrahams’ Bevilling gjaldt altsaa ikke til Aar 1900, hvad han havde ansøgt om, men kun til 1. Juni 1895. Hans Forsøg paa at nedsætte Zincks Gage faldt just paa det Tidspunkt, da han maatte andrage om Bevillingens Forlængelse. Den 15. Febr. 1893 skrev han til Ministeriet: „Det høje Justitsministerium vil velvilligst erindre, at ikke alle de forløbne Aar have været lige gunstige for Teaterdrift. Der har været Aar, hvor samtlige Pri­ vatteatres Eksistens har været alvorligt truet, ja Aar, hvor Folketeatret var det eneste Teater, der overstod Mi­ seren. I de 9 Aar, der ere forløbne siden jeg i 1884 overtog Folketeatret, have ved de med

Den 25. Septbr. 1892 opførtes Edgard Høyers farceagtige Lystspil „M odkand ida ter“, som fik en ufortjent Skæbne, fordi Zinck under den tredie Opførelse blev syg paa Scenen og sank besvimet ned i en Stol, hvorpaa Orlamundt beordrede Tæppet ned. Ring meddelte Publikum, at Forestillingen ikke kunde fort­ sættes, og dermed fik „Modkandidater“ en brat Afslutning for stedse. Dette Sygdomstilfælde benyttede Abrahams til at gøre et Forsøg paa at forringe Zincks Indtægt. Den gamle, veltjente Skuespiller nærmede sig de 70 Aar, og hans Gage var, siden han i 1884 afstod Abrahams sin Førsteret til Teatret, efter Datidens Forhold særdeles betydelig. Der vilde ikke være nogen Grund til at komme ind paa denne private Episode — Gagestridigheder finder hvert Aar Sted ved alle Teatre — hvis ikke Affæren Abrahams-Zinck havde fundet sin Afgørelse i selve Justitsmini­ steriet. Derfor fortjener Sagen at blive oplyst: Da Tiden for Udløbet af Watts Bevilling nærmede sig, søgte Abrahams i Oktbr. 1890, om Privilegiet lydende paa hans Navn maatte blive fornyet indtil Aar 1900. Robert Watt anbefalede Ansøgningen, idet han betragtede det som en Selvfølge, at Abra­ hams ogsaa i Fremtiden vedblev at udrede den fastsatte Pension til Kammerraad Langes Enke, Fru Julie Hansen. Som Svar her- paa underskrev Justitsminister Nellemann den 25. Novbr. 1892 nedenstaaende Bevilling, som var udfærdiget efter Bestemmelserne i den nye Teaterlov af 12. April 1889: Undertegnede Justitsm inister for Kongeriget Danmark

Folketeatret ligestillede Teatre forskellige Direktører efterhaanden maattet bukke under for de vanskelige Teaterforhold; kun Folketeatret har redet Stormen af, men — og dette udviser mine Regn­ skaber — ikke uden betydelige Ofre; ja, der har været Aar, hvor Under­ balancen har været en saadan, at jeg udelukkende ved at ofre Alt, hvad jeg har ejet, har kunnet redde Situationen. Forholdene have nu bedret sig noget, og det synes, som om vi gaa imod Tider, da Teaterdrift vil blive mere renta­ bel end hidtil, og det vil derfor være mig en dobbelt Ulykke, dersom det ikke skulde behage det høje Ministerium at forunde mig Bevilling til at opføre Skue­ spil“. Abrahams sluttede med at minde om, at han i de forløbne Aar desforuden havde arbejdet under Trykket af den betydelige Afstaaelsessum paa 80.000 Kr. til den forrige Bevillingshaver. Men omtrent samtidig —• 8. Marts 1893 — indsendte Zinck en konkurre­ rende Ansøgning, hvori han skrev: „Til Støtte for mit Andragende skal jeg tillade mig at henvise til, at jeg dels i en meget lang Periode af mit Liv har virket som Skuespiller, og dels har bistaaet ikke alene Direktør Robert Watt, men ogsaa Direktør Abrahams som Scene­ instruktør og Raadgiver lige op til Aaret 1891, hvorved jeg særlig har haft Lejlighed til paa nært Hold at faa Kendskab til og daglig Øvelse i alle en Teaterledelsens Enkeltheder. Jeg tillader mig endvidere at anføre, at ligesom Meddelelsen af en saadan Bevilling vilde være et stort Gode for mig, der nu snart maa betragte min Bane som Skue­ spiller som endt, men dog føler tilstrækkelig Kraft

gør vitterligt: At jeg, efter den der­ om gjorte Begæring i Henhold til Lov om Teaterdrift i Kjøbenhavn af 12. April 1889 Par. 3 tillader, at Teaterdirektør Severin Abrahams, for Tiden Bestyrer af Folketeatret i Kjøbenhavn, maa i Kjøbenhavn eller dens Forstæder lade opføre Skuespil saaledes, at Bevillingen gælder for ham og hans Bo fra Dato indtil 1. Juni 1895 og under følgende nærmere Betingelser: 1) at der forbeholdes Chefen for det Kgl. Teater og Ka­ pel fri Adgang til en pas­ sende Plads ved enhver Fo­ restilling; 2) at Bevillingshaveren med Hen­ syn til den eventuelle Teater­ bygnings Beliggenhed og Be­ skaffenhed i det Hele skal være Justitsministeriets Afgørelse un­ derkastet; 3) at han eller hans Bo, saalænge Bevillingen benyttes, aarlig udre­ der til Kammerraad H. Y. Langes Enke, Fru Julie Hansen, født Lumbye, et Beløb af 1200 Kr.

4) at han underkaster sig de Bestemmelser som Politiet, hvem denne Bevilling, for­ inden den afbenyttes, bliver at forevise, til Ordens Overholdelse eller i andre Maader maatte foreskrive;

5) at han inden Udløbet af den 1. Uge i hvert Aars August Maaned hos Politiets Kasserer deponerer et kontant Beløb af 1600 Kr. til Sikkerhed for den prompte og nøiagtige Betaling af, hvad han vil have at erlægge for Politihjælp; 6) at der af Forestillingsindtægten erlægges den befalede Af­ gift til Stadens Fattigvæsen; 7) at der af Justitsministeriet udnævnes en af Bevillingshaveren lønnet Censor, hvem Alt, hvad der agtes opført, iforvejen bliver at forelægge, for at det kan paases, at Intet deri fin­ des, som strider imod Landets Love eller gode Sæder, og hvis Kendelse han under Bevillingens Fortabelse har at holde sig efterrettelig, dog at det, naar han derved finder sig brøst­ holden, skal staa ham frit for at indbringe Sagen for Ju­ stitsministeriet, hvis Resolution han i denne Henseende har at underkaste sig; 8) at der ikke ved Valget af Stykker til Forestillingerne gøres noget Indgreb i det kgl. Teaters Repertoire, saaledes som dette ved fornævnte Lov af 12. April 1889 Par. 2 er bestemt, i hvilken Henseende han skal være pligtig til at underkaste sig det kgl. Teaters Bestyrelses Afgørelse, dog med Forbehold af, at han, saafremt han maatte være utilfreds med denne, kan henskyde sig under Ministeriet for Kirke- og Undervis­ ningsvæsenet, ved hvis Resolution det da skal have sit For­ blivende; 9) at Bevillingshaveren ikke maa gøre sig skyldig i Overtrædelse af det i ovennævnte Lovs Par. 4 indeholdte Forbud imod at erhverve fremmede, hvortil dog ikke henregnes norske og svenske, Forfatteres eller Komponisters Værker paa en saa- dan Maade, at det kgl. Teaters Adgang til Opførelse af disse indskrænkes, eller i Overtrædelse af de i den til enhver Tid gældende Lovgivning indeholdte Forbud imod offentlig at op­

til at varetage Hvervet som øverste Leder af et Teater, saaledes vil ogsaa min gennem mange Aar vundne Erfaring være en Borgen for, at det Teater, hvortil jeg i lange Tider har været knyttet, vil blive styret paa en fyldestgørende Maade. Sluttelig skal jeg oplyse, at da Direktør Robert Watt ved Slutningen af 1883—84 opgav sin Stilling som Direktør ved Folketeatret, gjordes der først fra hans Side Tilbud til mig om at overtage Ledelsen; jeg følte dog dengang ikke Lyst hertil, men foretrak at overlade Direktør­ posten til Severin Abrahams, der havde meldt sig som Lystha­ vende, mod at han kontraktmæssigt sikrede mig en Stilling ved Teatret for den tilbagestaaende Tid af Privilegiet. I Henhold hertil blev en Kontrakt oprettet. Det vil saaledes ses, at jeg i sin Tid havde en vis 1. Prioritet med Hensyn til Direktørstillin­ gen, og jeg haaber ogsaa, dette nu vil blive taget i Betragtning“. Selv om Arbejdet gennem de mange Aar ikke var gaaet sporløst hen over Zinck, var han i hvert Fald stærk nok til at optage en Kamp for sin Stilling. Hans Position var bedre, end Abrahams troede. Foruden sin Anciennitet og den Yndest, han nød som Skuespiller, havde han Kongehusets Protektion og var — sidst, men ikke mindst — Studenterkammerat med Departementschef Ricard. Ham skyldtes uden Tvivl den Løsning, som gav sig Ud­ slag i en Skrivelse af 6. Maj 1893 fra Justitsministeriet til Abrahams, hvori man meddelte ham, at Ministeriet ikke var util­ bøjelig til at opfylde hans Ønske paa den Betingelse, at han for­ nyede Zincks gamle Kontrakt for et lignende Tidsrum som det, for hvilket han ønskede Bevillingen udstedt. Det er eneste Gang i dansk Teaterhistorie, at et saadant Krav er stillet til en Bevil­ lingshaver. For at Abrahams skulde indvilge stiltiende, blev han 14 Dage senere — 20. Maj 1893 — udnævnt til Ridder af Danne- 254