S_FørOgNu_1918

økonomiske Hensyn tvang ham til at blive paa sin Post. Den 21 . Septbr. 1899 søgte han for sidste Gang om Bevillingens For­ nyelse, idet han mindede M inisteriet om, a t han under vanskelige Forhold havde ført Fo lk eteatret frelst gennem Skærene, medens de andre P riv atteatre flere Gange havde m aattet skifte D irektø­ rer, til Skade for Personalet. Han sluttede saaledes: „Da jeg i 1884 erhvervede den D irektør W att tilhørende Bevilling, m aatte jeg betale ham et meget betydeligt Beløb for Overdragelsen af hans Rettigheder. Om det end lykkedes mig i Aarenes Løb og navnlig ved den sidst forløbne gunstige Sæson at indvinde en Del af det udlagte Beløb, har jeg dog endnu langt fra opnaaet Dæk­ ning. Det sidste Aars gode K onjunkturer synes nu at love en betydelig Fremgang i pekuniæ r Henseende for T eaterdrift, og jeg haaber derfor, at det — saafrem t der bliver givet mig Lejlighed til at fortsæ tte min Virksomhed — maa kunne lykkes mig at indvinde et saadant Udbytte af det Arbejde, jeg har anvendt de bedste Aar af m it Liv paa, at jeg kan se en betrygget Alderdom imøde“. D ette Haab blev i enhver Henseende skuffet. Aktiesel­ skabet „Hippodromen“ ønskede af økonomiske Grunde ikke længer a t forny hans Lejemaal, men anmodede M inisteriet om Bevillingen — dersom Bestyrelsen ikke selv kunde blive dens Indehaver — m aatte tildeles J. F. S. Dorph-Petersen, da han var T eatrets frem ­ tidige Lejer. Bestyrelsen ansaa ham „for a t være meget skikket til dette Hverv og gik ud fra, at han var M inisteriet tilstræ kkelig

Tro. Som Fru Sang var D ebutantinden Frk. A lm a A h ls t r ø m s Ansigt og Tale præget af Herman Bangs febrilske Nervøsitet; mange troede, a t Danmark i hende vilde faa en stor Skuespil­ lerinde, men det viste sig snart, a t hendes væsentligste Egen­ skab var et for Bangs Instruktion i høj Grad modtageligt Sind. Han var som Sceneleder ikke Elev af nogen, omend Høedt tyve Aar før havde anvist ham Naturalismens Veje; under Stu­ dier i Livet, gennem de bitre Erfaringer, som Forsøg paa selv at blive Skuespiller havde lagret i hans Sind, og ved Ophold i frem ­ mede Teatre havde Bang uddannet sig selv. Det var som Instruk­ tør først og fremmest hans Styrke, at han var Digter. Indtræn­ gende forstod han a t forklare Forfatternes Tanker, og slog deres Replikker ikke til, digtede han Poesien over dem og indblæste den i Skuespillerne. Ligesom han i sine Romaner giver alt det, der ligger mellem Ordene, saaledes fandt han ogsaa paa Scenen gennem mange levende Træk de Veje, ad hvilke Stykkets Stem­ ning skabtes. Menneskets Lidelser, Længsler og D rifter forstod han i højere Grad end dets Lykke og Glæde. Undertiden trak han Linjerne for stæ rkt op eller gav af sin Overflod de ofte daar- lige Skuespil, han m aatte iscenesætte, for dybe Perspektiver. Han kunde være farlig for mindre begavede eller for ubefæstede Unge, fordi hans ejendommelige Personlighed fristede til Kopi, men for Skuespillere med et eget aandeligt K araktermæ rke var hans Paavirkning af stor Værdi. Fru Nansen og Fru Larssen,

bekendt som en hæderlig og dygtig med T eateradm inistration fortrolig Mand“. Justitsm inister H ø r r i n g opfyldte Aktieselska­ bets Ønske og tildelte d. 1 . Oktbr. 1899 Dorph-Petersen Privilegiet, som nu var gældende fra 1. Juni 1900 til 1 . Juni 1905. Abrahams skulde saaledes paa en ublid Maade forlade sit gamle Teater, men Skæbnen fritog ham for at opleve Afskedens Dag: Han døde i Marts som dets D irektør. For­ inden var det bestem t, a t han fra August 1900 sammen med Overretssagfører Edgard Høyer skulde have overtaget Ledelsen af Casino. Abrahams’ sidste Sæson var præget af den forestaaende Op­ løsning. Sygdom hindrede i flere Maaneder D irektøren fra selv at varetage den daglige Ledelse, som blev overladt til Herman Bang, hvis Sympatier altid var egenartede. De første Maane- der reddedes nogenlunde af A u b e rs Syngestykke „Sm u g ­ l e r e n “, hvis Tekst Charles Kje- rulf havde oversat, og hvori Gæsten N o r d a l B ru n populari­ serede Sangen „Min Sol er Du!“ Men et Forsøg paa at forsæ tte „O v er E v n e s “ Sukcés ved a t opføre Værkets 2. Del lykkedes ikke fuldt ud. Bang satte megen K raft ind paa Løsningen af den store Opgave og naaede navnlig i Iscenesættelsen af Arbejdsgive­ rens Møde et smukt Resultat, men begik den Fejl ogsaa i dette Stykke a t betro sin P ro­ tegé, F r i t s B o e s e n , Udførel­

Johs. Nielsen, Fjelstrup, Al­ brecht Schmidt og Hofman læ rte alle af ham for Livet. De frigjorde sig for det forpint eksalterede, der var over hans Væsen, og greb hans digteriske Intuition, hans Situationsfølelse og Rum fantasi, hans Evne til at se Figuren fra alle Sider og til at trænge ind til Livet ba*g Ordene. Hans Talent til at for­ klare var større end hans Evne til selv at fremstille. Han havde sit Mesterskab i Fantasien. Bangs stigende Indflydelse paa Repertoiret og den daglige Le­ delse havde til Følge, at Dorph- Petersen efter 28 Aars Tjeneste som Skuespiller, Inspektør og Instruktør forlangte sin Afsked. Det var et betydeligt Tab for Administrationen, navnlig da Di­ rektør Abrabams efterhaanden var blevet en træ t Mand. Bang. egnede sig ikke til at have uind­ skrænket Magt; han ydede netop sit bedste under Kontrol. Der­ til kom, at Johs. Nielsen gik fra Nørregade til T eatret paa Kongens Nytorv, hvor han fore­ løbig blev Inspektør, og at Anna Larssen og A lbrecht Schmidt lod sig friste af bedre Gageforhold ved D agm arteatret, uden a t det lykkedes Abrahams at finde E r­ statning for disse yndede Kunst­ nere. Allerede flere Aar før havde Fru Ring, Charlotte Wiehe og Hans Orlamundt ved at skifte Skueplads efterladt sig Savn paa Nørregades Scene, og ifølge Na­ turens Love var de gamle Kræf­ ter, Kolling og Zinck, efterhaan­

D orph-P etersen o g Carl Wulff som Bobinet o g Raoul 1 „P ariserliv“.

den traa d t tilbage til mere beskedne Poster i Repertoiret. Nu var det navnlig Fjelstrup og Hofman, som stod i første Række og havde Publikums Øre. I Abrahams sidste Sæson bestod Personalet af:

sen af en Hovedrolle. Mod dette Misgreb protesterede bl. a. Professor O tto B o r c h s e n i u s i „Dannebrog“: „Hr. Boesen var som Elias nær ved at vælte og umuliggøre den hele Forestil­ ling“, skrev han. „Det er ikke let a t forstaa, af hvilke Grunde denne Skuespiller træder saa stæ rkt i Forgrunden paa Folketeatret. F ra mange Sider er baade D irektør og Instruktør advarede, men som det synes til ingen Nytte. Saa maa de begge som i Aftes tage Skade for Hjemgæld. I den store betydningsfulde Scene i anden Akt mellem Rakel — Frk. Ahlstrøm — og Elias var Hr. Boesen himmelvidt fjæ rnet fra den Figur, han skulde levendegøre. Det var endogsaa med Møje, at man kunde høre, hvad han sagde. Midt under de alvorlige Replikker lød da ogsaa gentagne „Højere!“ fra Tilskuerpladsen, og da Klapperne vilde udslette dette uhel­ dige Intermezzo, lød der kraftig Hyssen fra alle Sider. Hvorfor i Alverdenhar T eatret ikke forsøgt Hr. Garde i Stedet for Hr. Boesen?Kunde ingen paaGeneralprøven engang se dette skæb­ nesvangre M isgreb?“ Endnu mindre Glæde fik T eatret af 2 . Juledagsforestillingen: Lembckes Oversættelse af S h a k e s p e a r e s „De l y s t i g e K o n e r i W in d s o r“, som, naar Hofmans pudsige Ridder Slatte undtages, fik en middelmaadig Udførelse og derfor hurtigt m aatte vige P lad­ sen for Oversltous Lystspil „ Ø s te r g a d e og V e s t e r g a d e “, hvori V ig g o W ie h e brød igennem med sin naivt-morsomme Frem ­ stilling af Ludvig Thostrup. P in e r o s Farce „D e t k æ r e B a r n “, oversat af Anton Melbye, gav ved sit muntre Replikskifte Hof­ man, Fjelstrup og Ring Anledning til a t faa Folk til a t le, men var iøvrigt skaaret over hundrede franske Lystspils Læst, skønt Forfatteren er Englænder. En fæl Folkekomedie „ B r y l l u p p e t p a a V a le n i“ faldt to ta lt og skal kun nævnes, fordi Iscenesæt- 258

Marius Berggreen. Frits Boesen. P eter Fjelstrup. Aage Garde. Hallander Hellemann. Carl Hjernø.

Frk. Maggie Aagaard. Frk. Alma Ahlstrøm.

Frk. Oda Clausen (Fru Rostrup). Fru Henny Borchsenius, f. Ketel- sen. Fru Magna Jensen, f. Petersen, (Fru Redohl). Fru Anna Lomholt, f. Levini. Frk. Gerda Krum (Fru Juncker). Fru Julie Møller, f. Bondesen. Frk. Petrine Møller (Fru Sonne). Fru Jonna Neiiendam , f. Collin (fra Decbr.). Frk. Marie Pio. Fru Rosenbaum, f. Kruse.

Holger Hofman. Harald Kolling. Sigurd Lomholt. Robert Neiiendam (fra Novbr.). Johannes Ring. Egill Rostrup (fra Novbr.). Christian Schrøder. V iggo Wiehe. Otto Zinck.

Sceneinstruktør: Herman Bang. R egissør: Emanuel Madsen. Musikdirektør: Nicolaj Hansen. C ensor: Prof. Vilh. Møller.

Indsigtsfulde Folk havde længe haft en Fornemmelse af, at Abrahams’ Periode ebbede ud, og at en ny Æra stod for Døren. Direktøren ønskede ogsaa selv at kunne trække sig tilbage, men