S_FørOgNu_1918

nembrud. I en iøvrigt taknemmelig Rolle, en forloren Anarkist, spillede han endnu lidt usikkert i sine Virkemidler, men med en Mangfoldighed af de Træk, hvorigennem Talentet lyser og over­ beviser“. P rivatteatrenes store Sukcésser opstaar ofte paa Grundlag af Lefleri for Publikums daarlige Smag. Det sjældne og ærefulde ved „Lynggaard & Co“s Opførelse var, at et K u n s tv æ r k trak Folk til Huse i over tre Maaneder. Sæsonen bød vel senere paa Forestillinger, som i Udførelsen stod ligesaa højt, men de levede kun et kortvarigt Liv i Rampens Lys. B landt disse var i første Række Courtelins fine Satyrspil „ B o u b o u r o c h e “, som Johannes Marer havde oversat. Emil Helsengreen var mageløs som den opfarende, men i Grunden naive og godmodige Mand, Stykkets Hovedfigur. Hans Elskerinde bedrager ham sk am m elig t, men evner a t køre ham saadan i Ring, a t han tilsidst beder hende om Tilgivelse, fordi han et Øjeblik tvivlede paa hendes Dyd. Intrigen var gammelkendt, men Dialogen paa engang frisk og underfundig, og Helsengreens blodrige Boubouroche vilde have

som nu kæmper paa Slagmarken. En anden yngre Skuespiller, der ligeledes afgik i Maj 1905, var Aage Garde. Allerede i Abrahams’ sidste Sæson havde han vakt Opmærksomhed ved sit kultiverede Spil som cand. theol. Fenger i Sv. Langes „Storm“, en Skikkelse, hvortil Garde havde et fuldendt Ydre, og efter tre Udviklingsaar paa Casino kom han med Fru Nansen tilbage til Folketeatret. Han spillede smukt i flere Roller, navnlig som Pastor Krøyer i „Over Evne“, men da Forandringen ved Fru Nansens Bortgang spærrede hans Frem tidsudsigter i Hovedstaden, begyndte han sin Virksomhed i Provinsbyerne. Af de ældre Skuespillere forlod Marius Berggreen Fo lk eteatret efter 21 Aars meget ny ttig Tjeneste. Som D ialektskuespiller er han ikke senere blevet erstattet. — Sin sjette Kampagne {1905—06}' begyndte Dorph-Petersen altsaa som Enedirektør og med et Personale, der var betydelig formindsket, hvilket dog havde den Fordel, a t hvert Medlem fik „noget a t bestille“. Med enkelte Forandringer forblev S ta b e n nu den samme, indtil Dorph-Petersens D irektorat sluttede i 1908: Svend Aggerholm (til 1907). August Blom. A. R. Christensen (fra 1906). Axel Esbensen (til 1907). Hallander Hellemann. Emil Helsengreen.

gjort ham berøm t i Paris, hvor S tykkets b itre Moral gouteres i langt højere Grad end paa Nørre­ gade. Opførelsen af Carl Ewalds Skuespil „ G e rh a rd R am m “ vi­ ste atter, at F olketeatret raadede over et fortrinligt Lystspilen­ semble. „Det maa være en Fryd for en Skribent a t falde i saa gode Hænder“, skrev Sophus Mi- chaelis. Pressen fremhævede navnlig Sigrid Andersens Pen­ sionatsvæ rtinde, men Stykket gjorde ikke Lykke, fordi dets vittige Replikker og tydelige Provinstyper ikke opvejede dets svage Handling og tynde Slut­ ningsakt. Under Fru Nansens Gæstespil („Lad os skilles“ og „Agnete“) opførtes H enrik Ibsens Drama „ R o s m e r s h o lm “ — et voveligt Forsøg, der kun delvis lykkedes, navnlig fordi Dorph- Petersen havde sat sig selv paa en altfor udsat Post som Ulrik Brendel. Af de Spillende syntes kun Fru Nansen a t være under D igtningens Hypnose. Men Op­ førelsen varslede glædeligt om, a t det var D irektørens Hensigt hvert Aar a t ofre en Forestilling paa det litteræ re Alter, naar Sæ­ sonens økonomiske Krav var dæk­ ket. T akket være „Lynggaard & Co“ blev Spilleindtægten 325.928 Kr. — trods en Uges Lukning i Anledning af Kong Christans Død og trods to Nederlag, hvor­ af det ene, Ellen Reumerts Lyst­ spil „ T u r og R e t u r “, endog ram te 2 . Juledag. Det andet Fejlgreb var Ohorns Skuespil oversat af Emmy Drachmann. Stykket savnede poetisk K raft og kunde derfor ikke fængsle et P ubli­ kum, som manglede Forudsæ t­

Viggo Lindstrøm (til 1907). Johannes Meyer (fra 1907). Robert N eiiendam . H. C. Nielsen. Johannes N ielsen.

Poul Reumert. Johannes Ring. Albrecht Schmidt (fra 1907). Leo Tscherning. Otto Zinck (f 1908). Fru Aggerholm f. Abrahams. Frk. Sigrid Andersen 3; Fru N eii­ endam. Frk. Basse (til 1906). Fru Lindstrøm (til 1906). Frk. Betty Meyer 3: Fru Kirkeby (til 1907). Frk. Olga Meyer 3: Fru Schm ige- low . Fru Julie Møller (t 1907). Fru O livia Norrie (fra 1906). Fru Dagmar Orlamundt. Frk. Agnete v. Prangen 3: Fru Blom. Fru Maria Ring. Fru Bernhardine Rosenbaum . Frk. Thorberg-Sommer 3: Fru Wieth. Frk. Johanne Winther 3: Fru Di­ nesen (til 1907). Musikdirektør: Axel Schiøler. Inspektør: Harald Hansen. R egissør: V. Bauer. Sufflør: W. Henningsen. G arderobeforvalter: Axel Dahl. Maskinmester: C. Clausen. B illetkasserer: P. Jørgensen. F risør: Robert Møller.

Sæsonen aabnedes med et af den Art Stykker, hvis Indhold T ilskuerne har glemt, inden de forlader T eatret: „D en l y k k e ­ l i g e G ilb ’e r t e “, en fransk Farce, som Loulou-Lassen havde over­ sat, og hvori Charlotte Wiehe-Berény (som Gæst) i Hovedrollen forfulgte den Sukcés, hun Aaret forud ved sin forfranskede Bal­ letynde havde høstet i Xanrof og Carrés Lystspil „D e n l i l l e D r o n n in g “, som Dr. Mantzius oversatte. Dog, allerede i Sep­ tember opførtes et Skuespil, der ikke alene ved sine mere end 100 Opførelser prægede hele Sæsonen, men bragte A rkivet et væ rdifuldt A ktiv; det var „ L y n g g a a r d & Co“. De Løfter, H jalm ar Bergstrøm gav i „Møntergade 39“, indfriede han fuldtud i dette ogsaa i dram atisk Henseende fortræffelige Arbejde, som Pressen enedes om a t kalde „den bedste Komedie, der i en Række af Aar var skrevet i Danmark.“ Omkring en social Konflikt, den staaende Strid mellem K apital og Arbejde, havde Forfatteren sam let nogle levende Mennesketyper, skarpt iagttagne, ægte i hver Bevægelse, udformede i en fin Blanding af Alvor og Lune. S tykket blev sat m inutiøst i Scene af Johannes Nielsen, og alle de Medvirkende havde Held med deres Roller. Johs. Ring var troværdig som den brave, men svage Fabrikant, og det var en Glæde a t se Maria Rings Frem stilling af Fru Lynggaard, der ikke finder Fred i sin Rigdom. Overlærer Mikkelsen var en af Dorph-Petersens mest menneskelige Skikkelser, han var baade hyg­ gelig og lun i sit bedstefaderlige Forsyn ; Aggerholm gjorde paa tilforladelig Maade Rede for Stykkets vanskeligste Figur, den unge, uklare Idealist, Johs. Nielsen var staalblank i sin Replik som Jøden Heymann, og Fru Aggerholm fremstillede Estrid paa en reel og saare indtagende Vis. Julie Møllers naturtro og fine Skildring af den udslidte Madam Olsen overgaas næppe nogen­ sinde, og om Edvard Olsens Frem stiller berettede Sven Lange i „Politiken“ : „For Hr. Robert Neiiendam blev Aftenen et Gen­

ninger for at forstaa moderne K losterliv i de katolske Lande. D irektørens Nevø, Axel Ricard Christensen, debuterede i Hoved­ rollen, Broder Paulus. Hans Spil var baade alvorligt og ind­ tagende, men i alt for høj Grad præget af Instruktøren, Johs. Nielsens Tvang. Den første nye Forestilling i Dorph-Petersens næstsidste Sæson (1906—07), Gustav Wieds Satyrspil „ E r o t i k “, slog fejl, fordi man huskede en bedre Udførelse paa D agm arteatret, og fordi Publi­ kum ikke forstod Snilds vestnorske Frem stiller, Hauk Aabel, som i sit Hjemland nyder stor Popularitet. Derimod opnaaede allerede i September Fru Emma Gad en betydelig Sukcés paa sit elsk­ værdige Lystspil „D en m y s tis k e A rv “, hvis slagfærdige Replik og kendte Typer fra Kjøbenhavns Bourgeoisi var sikker paa at finde Resonnans i Publikum. Stykket opførtes 61 Gange. Om Udførelsen skrev Sven Lange i „Politiken“ : „Skuespillerne kæm­ pede bravt i Rampelyset med deres gamle Yaaben, og Sigrid Andersen, Poul Reumert, Robert Neiiendam, Dorph-Petersen og Fru Aggerholm førte Skuden frelst og i flyvende F art i Havn for den sejrvante Adm iralinde“. Sæsonen stod som sædvanlig i Lyst­ spillets og Folkeskuespillets Tegn. Otto Benzons muntre Komedie „ M o d e r a te L ø je r “ fik en solid Fremstilling, navnlig brillerede Poul Reumert som Jens Woller ved Lune, Styrke og Elskværdig­ hed og havde ganske Figurens Alder i Modsætning til Rollens første Frem stiller, Olaf Poulsen. I Lægen Frørups noget usam­ menhængende kjøbenhavnske Folkekomedie „F o r b ry d e r l i v “ var navnlig Morgenlivet i en Kæ lderbevæ rtning skildret med stor Sanddruhed, og Emil Helsengreen skabte en nyklassisk Figur ud af „Svup-Nikkolaj“, en rødhaaret „Handelsmand“ af ubestemmelig Metier fra Samfundets underste Lag. Heri optraadte Julie Møl­ ler, der nylig havde fejret sit 40 Aars Jubilæum, sidste Gang forinden sin dødelige Sygdom. I hende mistede ikke alene Folke- 268