S_FørOgNu_1918

stykke til den populære „Landsoldat“. A lbrecht Schmidt bar en Maske af ypperlig Lighed og ta lte indtrængende som Grundtvig, og Johs. Nielsen ejede alle Evner til at sige sin Broders smukke Vers, men savnede den yndefulde P lastik og barnlige Gratie, som udmærker den kendte S tatue af Willemoes. Den sidste nye Forestilling under Dorph-Petersens Ledelse var W alter Christmas’ Lystspil „ R iv a l e r “, e t underholdende Stykke, skaaret til af en T eaterskribent med Kendskab til de sceniske Ingredienser og Konstellationer, som altid falder i Publikums Smag. Udførelsen gød den Fernis over Forfatterens Arbejde, som det træ ngte til. Fru Aggerholm raadede ganske over Hoved­ rollens Ungdom og Friskhed og fik Lejlighed til at anvende nogle pludselige, m utte Betoninger, som var af stor Virkning. Pressen fremhævede iøvrigt A. R. Christensens ubegavede M arineløjtnant og Olga Meyers forelskede Kammerpige. „R ivaler“ opførtes 28 Gange — Heldet fulgte altsaa Dorph-Petersen ligetil Døren. P aa Sæsonens sidste Aften tog han Afsked med Publikum i sin Glansrolle, Overlærer Mikkelsen. „Lynggaard & Co.“ ender med, at en Tjener m elder: „Hr. H eym ann !“ Men den Aften blev Tæppet oppe for et lille Lejligheds-Replikskifte mellem Dorph-

mens Orest og Venus danser i en Kvindes Ungdomspragt. Og om end vel stundom somme savned Melpomenes Dolk, — Jokums B itter, Jappes Lomme bar en Frugt som „Hverdagsfolk“. Ak, men Ring, du kan ej give Lunet hos en Otto Zinck. Tal ej kalde kan til Live Julie Lumbyes Øjes Blink. Heller ej du løser Gaaden, hvad der venter os af Kaar, naar vi nu skal spinde Traaden videre fra Aar til Aar. Nu om Stunder Appelsiner kastes længer ej i Grams. Tiden har saa triste Miner — husk vor brave Abrahams. Hvad er Maalet? Hvor er Vejen? Kræver Døgnets Gud Tribut? Har vi ikke længst vor egen Bane hæderligen brudt? Og er paa det ny man sikker, at en Frem tid dér er bygt? Uden Tvivl Fru Nansen nikker til Johannes Nielsen trygt. Men en gammel Oberst ryster skeptisk paa en graanet Lok: „Da jeg fo’r paa disse Kyster, var det gamle dygtigt nok“. Hvorom Alting, Dorph, til Lykke med de næste fem ti A a r!') Gid du starte mangt et Stykke, som højt over Striden s ta a r! Gamle Hippodromedarer, Nørregades unge Blod, her sig om din Fane sk a re r: før dem frem med Lyst og M od!

Til de følgende Dage havde T eatret indstuderet ialt fire retro ­ spektive Jubilæumsforestillinger, deriblandt tidligere Kassestykker som „Store Bededagsaften“, „Tre for En“ og „Gamle U ngkarle“. Men den bitre E rfaring fra Jubilæet blev, a t Repertoiret fra K ri­ nolinernes Tid nu havde m istet sin Magt over Publikum. Alle­ rede først i Oktober m aatte „Lynggaard & Co“ bøde paa Neder­ lagene, indtil Charles K jerulfs Oversættelse af Kadelburgs Farce „ H u s a r e r “ var indstuderet. Sophus Michaélis karakteriserede dette Produkt træffende, da han i „København“ kaldte det „en Ret tyske Klumper i den 'mm leste Sødsauce“. Dog, i en rap Udførelse tilta lte denne Fornærmelse mod al god Smag det naive Publikum og spilledes 56 G ange! „Politiken“ beklagede „de stakkels Skuespillere, som m aatte vade i dette Dødvande et Par Maaneder“. Omsider kom Palle Rosenkrantz’ muntre Komedie „D en b e s tø v le d e K a t“ til Afløsning. Stykket var en D rama­ tisering af hans underholdende Roman „Markisen af Carabas“ og udmærkede sig ved rask skitserede Figurer fra adelige og bor­ gerlige Kredse og usnobbet, sm ittende Humør, som fik Publikum til at glemme den spinkle Handling. A lbrecht Schmidt fejrede sin tredie A tterkomst til Folketeatret ved at udføre „K attens“ Rolle, en snedig Allerhelvedeskarl, med Flugt og Energi, lys­ levende var Helsengreens Plebejertype af en Provinssagfører med „Kolding-Hansens“ Maske og Sigrid Neiiendams joviale Lensgrev­ inde. Baade „Den bestøvlede K at“ og Charlotte Eilersgaards Komedie „ J æ g e r m e s te r in d e n “ var Arbejder, som i særlig Grad egnede sig for Folketeatrets Skuespillere. Dette Stykke var lige­ ledes en D ramatisering af en Roman og rummede i sine første Akter meget kønt og sandt, en vis kvindelig Hengivelse i Stemning og Forsvarsglæde overfor de Værgeløse, men i de senere Akter, som skyldtes P. Fristrup, blev „Jægermesterinden“ ikke fri for „T eater“. Udførelsen rostes stæ rkt, navnlig Poul Reu- merts friske og naive Bondekarl — han saa’ saare naturtro ud som menig Garder —, Sigrid Neiiendams stille, tilforladelige Husjomfru, Hellemanns brave, paalidelige Sognefoged, Maria Rings giftesyge, falmede Frøken og Robert Neiiendams spisende Musi­ ker. E fter a t have naaet 25 Opførelser blev „Jægerm esterinden“ afløst af L. C. Nielsens Billeder fra Danmarks Ungdom: „W ille - m o e s“. Stykket fremkom i Hundredaaret for Søheltens Død og havde vistnok den Hensigt at skulle virke til Støtte for Forsvars­ sagen, som just stod paa den politiske Dagsorden. Figurernes indre K arakteristik fremgik ikke af de mange, smukke Ord, For­ fatteren lagde dem i Munden. De udtrykte sig alle for ensartet- lyrisk. „Billederne“ ejede ingen virkelig dramatisk Spændkraft, men de rummede national Følelse, som i Forbindelse med deres historiske Skikkelser, hvoriblandt den unge Grundtvig var, og fædrelandske Situationer fremkaldte bragende Bifald ved Første­ opførelsen. Dog, Begejstringen vedvarede ikke, da det alm inde­ lige Publikum kom i T eatret. De højstem te Sam taler gik over Hovederne paa Folk, som havde ventet at finde et maritim t Side-

Ring.

Scenebillede fra „Thumm elum sen“.

Berggreen.

Hellem ann.

Helsengreen.

Zinck. Madsen. Petersen og hans Efterfølger, Johannes Nielsen, som spillede Hey­ mann. Mikkelsen modtog ham med e t: „Velkommen, Hr. D irek­ tø r !“ B ifaldet bragede, men det lød ikke svagere efter Dorph- Petersens næste Ord: „Jeg var Deres Ven, og jeg var Husets Ven. Det vil jeg vedblive at være ogsaa i Frem tiden“, hvorpaa Johs. Nielsen takkede i nogle faa Ord. E fter mange Fremkal­ delser bad Dorph-Petersen Publikum om at forene sig med ham i et L e v e for den kære, gamle Scene. Medens Hurraraabene rungede gennem Salen, sluttede ikke alene hans mere end fyrre- tyveaarige Skuespillergerning, men en hel Periode i Folketeatrets Historie. Trods Tabet af de ældste Kærnetropper viste Udviklingen Frem ­ gang paa alle Omraader. Da Dorph-Petersen i 1870 kom til Nørregade, laa Bygningen endnu i en Krog af Byen oppe ved „Skiddentorvet“, b etrag tet som en Art Revyteater, hvorfra Af­ standen til Nationalscenen — aandelig ta lt — var umaadelig stor. Men i Aarenes Løb fik Folketeatret en central Beliggenhed og blev forvandlet til en Forskole til den danske Skueplads. Holberg havde længe væ ret til Huse, trods M inisteriets Forbud i 1858, og nye litteræ re Forsøg mødte ikke længer et Smil, men aftvang stigende Respekt. Forfattere som Gustav Wied, Emma Gad, Palle Rosenkrantz og H jalm ar Bergstrøm tidsprægede nu T eatret, og modne Kunstnere som Hellemann, Helsengreen, Sigrid Neiiendam, Johannes og Maria Ring stod nu i første Række under Ledelse af den frem tidige D irektør, Johannes Nielsen, hvis 272

*) Først i Oktober blev det officielt, a t Dorph-Petersen agtede at forlade Direktørposten.