S_FørOgNu_1918

og var blevet en bevidst Kristen. H idtil havde hendes Sjæl ikke blot rummet et Stykke af Himlen, men ogsaa givet Plads for et Glimt af Helvede. Men nu rejste hun sig til Kamp mod dette Glimt, og da hun havde vundet Sejr, Vilde hun ogsaa lære andre, at den, som overvinder sig selv, er stæ rkere end den, der indtager en hel Stad. Ved at udbrede K ristus’ Lære har hendes Liv faaet et dybere Indhold og hun selv en rigere Lykke end nogensinde før. Men Kunstens Venner beklager stadig Tabet af hendes Evne, der endnu ikke er bleven erstattet. Larsen, Otto Gyntelberg, født 1. Aug. 1864, første Optr. 25. Aug. 1889 som „Gamle“ i „Nøddebo P ræ stegaard“, sidste Optr. 1 . Juni 1890 som Qvist i „For Alvor“, senere ansat ved D agm arteatret og Casino. Fru O d a N ie ls e n s Broder, Otto Larssen, havde in te t dram atisk Talent, men røbede som F o rfatter baade Iagttagelsesevne og Sprogfølelse. Han var gift med Skuespillerinden A n n a L a r s s e n født Halberg. Charles K jerulf har nylig k arak teriseret ham saa- ledes: „Oprindelig Marine-Aspirant, saa rigtig Sømand, Journalist, Forfatter, Skuespiller, F orfatter igen og . . . Gud véd hvad. Først og sidst en højst urolig, altid omflakkende, aldrig stabil Tilværelse. Udmæ rket begavet og overstrømmende elskværdig, men ogsaa

Da Regissør Halbergs D atter, Anna, i sit 10. Aar kom til Dag- m arteatret, kunde hun allerede se tilbage paa en 3aarig T eater­ virksomhed i Norge, hvor hun den 5. Marts 1882 optraadte første Gang som et af Børnene i „Et Dukkehjem“ paa Bergens Scene. Dér som her spillede hun adskillige Børneroller og vil maaske endnu huskes af Enkelte som den raske Dreng i „Landsoldaten“. Med Aarene blev Rollerne større, og ved sin Følelse og sin over­ overordentlige N aturlighed vakte hun Opmærksomhed i dem alle. Endnu ubevidst i sin Kunst syntes hun, at Komediespil var det letteste i Verden, naar blot Instruktør P. A. Rosenberg sagde, hvilke Ord i Sætningerne hun skulde betone. „Det, at spille Ko­ medie, var for mig at spise og drikke — at leve“, fortæ ller hun selv, og Publikum gav hende med Glæde Ret. A lt i Livet og paa Scenen klædte hende. Anna Halberg var som Johanne Luise Heiberg opstaaet af et Kaos af Modsætninger, og der flød italiensk, norsk og dansk Blod i hendes Aarer. Der kan drages P aralleller mellem de to Skue­ spillerinders Oprindelse, sceniske Evne og P erfektibilitet, men ingenlunde mellem Styrken af deres V iljer eller den Stilling, de naaede i Samfundet. N aturen var ødsel, da den gav Anna H al­ bergs lydefri Skikkelse en Sjæl, som ejede den geniale Intuition. Hun var uhyre modtagelig og havde den Lykke ju st paa det rette

Fru Dybvad.

Johs. Nielsen.

Fru Orlamundt.

Dorph-Petersen. S cenebillede fra 1. Akt af „T yven“ (1907).

A. R. Christensen.

Johs. Ring.

Tidspunkt at finde en Instruktør, der tvang hende bort fra den nærliggende Fristelse at spille paa sit Ydre og som ikke tillod hende at blive staaende ved det ubevidste eller ufuldendte, men som læ rte hende at arbejde og holdt hendes svage Vilje i sin stærke Haand. Denne Mand var Herman Bang. Hun tra f ham paa Folketeatret, og derfor fik Perioden dér stor Betydning for hendes kunstneriske Udvikling. „Bang lukkede op for mig“, for­ tæ ller hun, „viste mig ved sit Eksempel, at man ikke kan gaa til Kunsten som til en Leg; det koster at blive en god Kunstner — det har jeg mange Gange følt . . . Han kunde have de geniale- ste Paafund, de mest bedaarende Tonefald — jeg vil være ham taknemmelig hele m it Liv for, hvad han har læ rt mig.“ Sæsonerne paa F olketeatret blev V aarbrudet i Anna Larssens Kunst. Ved blot a t nævne T itlerne paa »Frie Fugle“, „Elskovs­ leg“ og „Pigen fra Heilbronn“ vil Indtryk af Renhed, Ynde eller Skælmeri stige frem for Tilskuernes Erindring. Hun skabte lødig Poesi ud af den Bunke Unatur, som „T rilby“ var. Og hun gav en Komedie fra Oldtiden, „Kvindernes Sammensværgelse“, nyt Liv i Rampens Lys. Som en moden Kunstnerinde vendte Anna Larssen tilbage til D agm arteatret, hvor hendes guddommelige Evne i de følgende Aar gav sit Ypperste. Men den, som i det Skjulte satte Kronen paa hendes Værk, var stadig Herman Bang. Hans geniale Visioner genspejledes af hendes Geni. Med Udgangen af Sæsonen 1908—09 forlod hun Scenen. En religiøs Understrøm i hendes Sind var steget og skyllede nu alle andre Følelser bort. Hun havde gennemgaaet en aandelig Krise

usigelig ugidelig og nederdrægtig ondskabsfuld. Med ovenud flotte Grand-Seigneur-Vaner og højst beskedne Matros-Fornøden­ heder . . . Inkarneret Kjøbenhavner og Globe-Trotter, der, bedst som han sad paa en hjem lig Kafé, kunde stikke af . . . til Paris, Kap eller Honolulu, hvorfra ofte Rygtet om de mæ rkeligste Be­ drifter naaede hjem. B rillant Kammerat, trofast Ven — og dog svigefuld som Havets Skum. F ra sin tidligste Ungdom som mæ rket af Svindsot, med et blondt og blegt, sæ rt og sygelig spinkelt Ydre — og dog kunde han byde sig selv alt, baade af Fest og Slid, Overflod og Savn — m aatte i Grunden være knippelstærk. Alt i alt et Modsigelsens Tegn — i V irkeligheden Danmarks eneste Bohême.“ Otto Larssen døde den 21 . Jan. 1910. Lehmann, Julius, født 14. Juli 1861, cand. mag., Folketeatrets Sceneinstruktør 1890—93. Da D agm arteatrets D irektør, F. A. Cetti, i 1888 havde standset sine Betalinger, overtog „N ationaltidendes“ Musikanmelder, cand. mag. Julius Lehmann, Ledelsen og blev i den følgende Sæson Medlem af det Triumvirat, som indledede Professor Riis Knudsens Æra. Treenigheden var dog snart forbi. Medens Karl Mantzius søgte tilbage til Nationalscenen, gik Julius Lehmann til Folke­ teatret. Det var ikke let for en ung Instruktør med moderne Begreber om Samtaleform at virke blandt gamle, populære Skue­ spillere, som havde deres anerkendte Facon. Lehmanns Bestræbel­ ser gik ud paa at vække Sansen for en mere naturlig Inddeling af Samtalen, saaledes a t det væsentlige blev fremhævet paa.Bekost- ning af det mindre betydende. Hans Virksomhed gavnede navnlig 290