S_FørOgNu_1918

sprang en skønne Dag, naar ingen var forberedt derpaa, og skulde der saa komme nogen af Dage, kunde hverken han, Kongen, eller Stykkestøberen give dem Liv igen. Men en Smule Kanon kunde man altid støbe om. Saa det Vrøvl gad han ikke høre. Mester Hartvig gik grædende rundt mellem Bøsseskytterne og opfordrede dem til med ham at bede til Vor Herre, at Skydnin­ gen maatte gaa vel af. Og nu kom det store Øjeblik, da Kongen kommanderede: „Dæk! Alle Mand, dæk!“ og et Øjeblik efter: „Brænd paa!“ Og saa pustede Jens Korsør til sin Lunte og stak den til Løbekrudtet, hvorpaa Kanonerne gik af, meget nær med eet Drøn, mens Kug­ lerne fløj over Østervold og

og deres Mester, Rothgieteren Hartvig Quillichmeyer, var alt paa Stedet; men nu, da Klokken slog 6, mødte Kongens Bøsseskytter, som Dagen i Forvejen var tilsagt ved Trommeslag i Gaderne. Mønsterskriveren fra Tøjhuset, under hvilket de hørte, mønstrede dem straks, og Kongen, der selv altid var første Mand, stod ved Siden af Skriveren for at se, om der manglede nogen. Det var ikke mindre end to og halvtreds Kanoner, der skulde prøves. De var bragt ud af Støberiet, sandsynligvis hen ad Vol­ den til, og laa paa Jorden med Mundingen rettet mod Øst. Under Forstykket og Bagstykket af hver Kanon var der anbragt runde Træ-Stammer eller Ruller for Reculens Skyld, og mellem Kano­

nerne var der oven paa den sværeste, ba­ geste Del lagt Tøndestaver, paa hvilke Fængkrudtet skulde hældes i en Linie fra Fænghul til Fænghul. Styrkeprøven ansaas for be- staaet og Ka­ nonen for god, naar den — fri for andre Fejl — kunde taale et Skud med fuld Kugle og en Ladning Krudt af Kug­ lens Vægt. Derfor blev først alle Kug­ lerne vejet un­ der Kongens Tilsyn, for at hankunde være sikker paa, at de holdt den Vægt, de skul­ de, og efter at Kongen ligele­ des personligt havde under­ søgt hver en­ kelt Kanon, lod han Krudtlad­ ningen til hver af dem udveje, idet han lod Støbemesteren, Hartvig, lægge en Kugle i den ene Vægtskaal og selv hældte Krudt op i den anden, for af være vis paa, at alt gik til, som det skulde. Det har væ­ ret spændende

ud ad Sundet til, forhaabent- lig uden at no­ gen Uvedkom­ mende kom dem i Vejen. Og da Krudt­ røgen var truk­ ket bort, viste det sig, at alle Mester Hart- vigs Stykker havde bestaaet Prøven. Kun paa en af dem var der sprun­ get et lille Stykke af Mun­ dingsgodset. Men det vilde Kongen ikke læggeMesteren til Last, da Ka­ nonen jo var lige saa god som før. Og velfornøjet over, at Styk­ kerne havde holdt og over, at ingen var kommet til Skade, lovede Kongen Fol­ kene, som var til Stede, en Læst af det 01, som hedder Kongeøl. Og til Mester Hart­ vig sagde han, at han i Mor­ gen kunde gaa op i Rente­ kammeret og faa sine Penge. „Og Mester var overvættes

glad og gav os Drikkepenge“. I et Gade­ navn her i Na­ bolaget har vi endnu et Minde om St. Klare Kloster, nemlig Klareboderne. „Klareboderne“ var oprindelig Navnet paa den Gade, der fra Købmagergade førte ned til Boderne eller Smaahusene ved St. Klare, som tilhørte Borgmester Albert van Goch, der 1515 købte den Jord, hvor Rakkeren havde haft sit Hus. Her opførtes saa Leje­ boder langs den Vej, der omtrent hundrede Aar senere fik Nav­ netMøntergade. Albert van Goch var enfremragende Mand, en af dekøbenhavnskeBorgere, somChristjern II havde udset til at føre den store Plan om et nordisk Handelsforbund med Køben­ havn som Midtpunkt ud i Livet. Han var en af Reformationens Ledere i København, og det var bl. a. ham, der bevægede Prioren

Fot. Peter L. Petersen. K ultorvet o g Frederiksborggade passeres af et F olketog paa Vej til A m alienborg for at hylde K ong Christian d. IX og D ronning Louise i Anledning af deres Guldbryllup den 26. Maj 1892.

Øjeblikke for Mester Hartvig. Ti der var en ubehagelig Paragraf i Kontrakten, som sagde, at de Kanoner, som ikke kan taale Prøven, men springer under Skydningen, var han forpligtet til at omstøbe paa sin egen Bekostning. Saa det var intet Under, at han, som vor Hjemmelsmand, Bøsse­ skytten Jon Olufsen, fortæller, bønfaldt Kongen om at skaane sig fattige Mand og ikke hælde saa meget Krudt paa Vægtskaalen. Men dertil svarede Kongen med den Klarhed og sunde For­ stand, som gjorde ham til det, han var, at han skulde holde sin Mund. „Ti et Menneskes Liv er mere værd end den Smule Penge, som det koster at støbe en Kanon om, og skulde han nu sætte Fordringerne ned ved Prøven, kunde det jo hænde, at Kanonen

76