Snedkerbogen_1

Bredde, tykkelse o g tanddeling hos båndsavklinger.

En lille spånvinkel forhøjer kraftforbruget og be­ virker, at tanden arbejder mere skrabende end skæ­ rende. Derved bliver fremføringstrykket så stort, at klingen presses over i skivebanens ene side. En stor spånvinkel medfører derimod, at tænderne ligesom æder sig ind i træet, hvorved den nødvendige frem­ føringskraft bliver meget lille eller til og med negativ, d. v. s. man må holde imod, så fremføringen ikke bliver for stor. Klingen kommer derved til at vandre på skivebanen mod den side, mod hvilke tænderne er rettet. Klingens tendens til at vandre på skivebanen kan givetvis ikke altid henføres til spånvinklen, men kan også skyldes andre årsager, som vil blive behand­ let længere fremme. Et uheldigt valg af spånvinklen resulterer i reglen i klingebrud på grund af de derved øgede påvirkninger af klingen. Slibningsvinklen a (alfa). Slibningsvinklen må være så stor, at tanden skærer frit fra emnet. I modsat fald bliver tanden opvarmet ved friktionen mellem tandryggen og savsporets bund. Slibningsvinklen bør ikke være under 10°. Ægvinklen (beta). Eftersom a + ft + y er lig med 90°, opnås med ovennævnte værdier på spån- respektive slibnings­ vinklen følgende værdier for ægvinklens størrelse: Teak og gabon 60-65°, eg, bøg og ask 55-60°, gran og fyr 50-55°. Medens slidstyrken og stivheden ved en tand er direkte afhængig af ægvinklens størrelse, må man øge denne på spånvinklens bekostning, hvis slidstyrken viser sig for lille ved normal ægvinkel. Tandhøjden (h). Den rette tandhøjde har i praksis vist sig at være omkring V 3 af tanddelingen. Tandhøjden indvirker på sin vis også på tandvinklerne. Jo længere tænderne er, desto mindre bliver ægvinklen - forudsat at spån­ vinklen ikke ændres og at tandform 1 (se fig. 134) anvendes. Tanddelingen (d). Den faktor, som har den største indflydelse på spån­ rummets størrelse, er tanddelingen. Spånrummet mel­ lem hver tand skal være så stort, at der ikke sker nogen sammenpresning af savspånerne i tandmellem­ rummene. Løst og vådt træ kræver en større spån­ plads og dermed en større tanddeling end hårdt og tørt træ. Følgende værdier for tanddelingen på bredere båndsavklinger regner man i praksis for passende:

10 20 40 60 80 100 125 150 175 200 250 300

Bredde mm Tykkis, mm Tanddi. mm

0,70 8

0,60 6

0,85 10

1,00 1,00 1,05 1,10 1,30 1,40 1,45 1,50 1,65

til klinger med bredde under 50 mm. Nr. 2 og 3 egner sig for bredere klinger. Nr. 3 er specielt beregnet for stukkede tænder. Eftersom der ikke forekommer fas- filing på båndsavklinger, kendetegnes deres tandform ved kun tre vinkler, se fig. 135. Hertil kommer tand­ højde, tanddeling og bundradius. Spånvinklen y (gamma). For båndsavklinger er denne vinkel altid positiv, og kraftforbruget mindskes med øget vinkel. Af denne grund skal spånvinklen derfor vælges så stor som mulig. Den større spånvinkel medfører, at ægvinklen bliver mindre, og tanden derfor svagere. Et rimeligt forhold mellem spån og ægvinklen må derfor altid forefindes, og tilpasningen af de to vinkler må ske med hensyntagen til emnets egenskaber. Ligesom for rundsavklingerne gælder også for bånd­ savklinger, at spånvinklen skal være større ved skæ­ ring i løst end i hårdt træ. I praksis bruges som regel for små spånvinkler. Følgende værdier for spånvink­ len kan anføres: Teak og gabon fra 15 til 20°, for eg, bøg og ask fra 20 til 25° og for gran og fyr fra 25 til 30°.

Fig. 134. Tandformer for båndsavklinger.

Fig. 135.

a = slibningsvinkel.

d = tanddeling. h = tandhøjde, r = bundradius.

= ægvinkel.

y = spånvinkel.

153