Snedkerbogen_1

bredde fra 120 til 200 mm, tykkelse 1,2-1,6 mm stukkede tæ n d e r................................................ 40 mm udlagte tænder ................................................ 35 mm bredde fra 90 til 110 mm, tykkelse 1,1-1,2 mm stukkede tæ nd e r................................................ 35 mm udlagte tænder ................................................ 30 mm For smallere båndsavklinger findes for tanddelingen visse normalværdier angivet i tabellen, side 153. Bundradius. Specielt med hensyn til båndsavklinger må der vises stor opmærksomhed på tandbundens form, idet de gentagne bøjninger af klingen let fører til brud, hvis der i tandbunden findes skarpe hjørner fra filstrøg etc. Tandbunden må altså være omhyggeligt afrundet og uden brudanvisninger. Spånrummet (L). Dette har til opgave at borttransportere de af tan­ den afskårne spåner, og dets størrelse kan beregnes, hvis man kender tanddelingen, tandhøjde, tandform og snitbredde. Vil man kontrollere, om spånrummet er tilstrækkelig stort, kan dette let gøres ved hjælp af nedenstående formel. Med denne beregnes dog ikke spånrummets volumen, men dets areal, hvilket stiller sig noget simplere, samtidig med at beregnin­ gen bliver lige så nøjagtig. K m v hvor: L = spånrummets areal i mm2 K = 1,3 for hårdt træ og 1,6 for løst træ m = fremføringshastighed m/min. v = skærehastighed m/min. d = tanddeling h = maksimale emnehøjde i mm Opmålingen af det anvendte spånrums areal gøres mest eksakt med et planimeter. Har man ikke adgang til et sådant, kan opmålingen foretages ved hjælp af et stykke millimeterpapir, på hvilket tandmellem­ rummet aftegnes, hvorefter man tæller det antal kvadrater, som indesluttes af tegningen. Sammen­ lignes dette tal med det beregnede areal, kan man let afgøre, om spånrummet er for lille eller for stort. Udlægning og stukning. Smalle båndsavklinger har som regel udlagte tæn­ der, medens bredere klinger har stukkede. I fig. 136 vises hvad der forstås ved udlagte og stukkede tænder. Båndsavklinger med udlagte tænder fordrer mindre kraft end med stukkede tænder. På den anden side er de sidstnævnte mere stabile til lige snit, men uegnet til svejfning. I mange betydningsfulde hen­

seender har de stukkede tænder fordele frem for de udlagte, med undtagelse af kraftforbruget, dette er dog ikke så meget større, at det har nogen stor be­ tydning. Fordelene ved stukkede tænder kan sammenfattes i følgende punkter: 1. På en stukket tand arbejder begge tandspidser lige meget, hvilket bevirker, at der ikke udøves noget sidetryk på disse, i modsætning til udlagte tænder, hvor sidetrykket bøjer de udlagte tænder ind mod midten. 2 . Ved stukkede tænder optages fremføringstrykket af bladets midte, medens trykket ved udlagte tæn­ der kommer til at ligge mere på siden af klingen. En båndsavklinge med stukkede tænder skærer mere lige end en med udlagte tænder på grund af den mere ensartede fordeling af sidekræfterne på hver tand. I træ med meget hårde høstårringe har den ud­ lagte tand tendens til at bøjes ud, se fig. 137, hvor­ ved snittet bliver ujævnt. Med stukkede tænder skærer klingen lige, uanset træets hårdhed. Der kan køres med større fremføringshastighed med klinger med stukkede tænder end med ud­ lagte, beroende på tandens større stivhed. Klinger med stukkede tænder kan køre længere mellem filingerne, end tilfældet er med udlagte tænder. Stukning af tænderne behøver kun at gøres for hver 5. eller 6. gang, medens udlagte tænder må udlægges for hver filing. 3. 4. 5. 6 .

T sluknings- y_ /tingel

Fig. 136. a: Udlagte tænder, b: Stukkede tænder.

Fig. 137. Udbøjning af udlagte tænder ved skæring i træ med hårde høstårringe. å rs r in g

154