Snedkerbogen_1

hentet de søjleformer, der gennem århundreder pryder så mange møbler, og som enhver møbelsnedker i sin tid måtte kende - den doriske med sit skålformede kapitæl (søjlehoved), den slanke ioniske med de to iøjnefaldende spiralsnoninger - voluter, som de kaldes - og det korinthiske kapitæl med sine takkede blade af akanthusplanten. Fra søjleskafterne har man lånt den lodrette rilning, kanneleringen, der var så almin­ delig på møbler i Louis-seize-tiden. Fra det græske tempel stammer den under renæssancen tit brugte behandling af gesimser i lighed med bjælkeværket, arkitraven, der hviler på søjlerne. Herfra har man ligeledes hentet den velkendte reliefprydelse æ g g e ­ staven med de regelmæssigt gentagne æg-lignende led og herfra og fra græske vasedekorationer de to orna­ menter: den i forskellige variationer vinkelret knæk­ kede mæander eller å la grecqu e-bort og den vifte­ formede palmet. Det blev arvegods altsammen, gående videre til Rom og taget op gang på gang, når Europa søgte tilbage til den store fortid, antikken, som man kaldte den, og de forbilleder, der blev de hævdvundne, de klassiske. Med Aleksander den Stores erobringer spredtes græsk kunst og kultur ud over landene omkring Mid­ delhavets østlige ende. Og kulturelt ledende var græ­ kerne stadig, efter at det største af alle oldtidsrigerne, Rom, havde opslugt alle de lande, Aleksander havde indtaget. Romersk møbelkunst, som romersk kunst overhovedet, blev i det væsentlige en fortsættelse af den græske. Men videreudvikling og forandring skete der selvsagt, alt som tiden gik og blandt de mange ikke-græske folk i verdensriget. Voksende luksus og voksende pragt er gennemgående træk. Man bruger de græske søjler, som man bruger andre dele af det græske tempel, men omdanner dem almindeligt. Det doriske kapital erstattes tit af det såkaldte dorisk- toskanske med sine to ringe. Søjleskafterne bliver ikke sjældent glatte, undertiden med et ornamenteret svøb forneden, ofte efterlignet i renæssancetiden. Af det ioniske og det korinthiske kapital laves en blandings­ form, kompositkapitælet, hvor voluter skyder frem af akanthusløvet. På de store pragtbygninger anbringes søjler ofte som ren dekoration på murfladen i form af halvsøjler eller flade søjler, pilastre. To søjler med et trekantet - eller ofte rundbuet - felt over anvendes til indramning af nicher o. 1., inspireret af templets forside med den brede gavl. Akanthus bruges alle mu­ lige steder - som små pynteblade her og der, ordnet som store bredt svungne ranker eller, på høje, smalle felter, som et symmetrisk opadstigende ornament. Til akanthus’en slutter sig vinløv, laurbærgrene og an­ dre naturalistisk udførte planter. Og ind i løvet puttes måske fugle eller legende amoriner, kvindekroppe vokser ud af akanthusranker, løver og fantasidyr

Fig. 337. Endestykke af romersk gavlbord af marmor.

grupperes parvis om en vase, guirlander ophænges i flagrende bånd o.s.v., o.s.v., en leg uden ende med naturmotiver er det, kun behersket af én lov - sym­ metrien. Betydningen af denne sen-antikke dekorationskunst for Europas snedkere og billedskærere kan vanskeligt overvurderes. Men også for den romerske møbelkunst blev den i væsentlig grad afgørende. Man havde gan­ ske vist enkle, praktiske møbler, deriblandt også løj­ bænke af græsk type. Foldestole og kurvestole, kendt fra billeder, fandtes ligeledes. Men ved siden af ud­ vikledes en række pragtmøbler, hvis form for en stor del ligefrem bestemtes af de naturalistiske motiver. Disse møbler kendes nu kun udført i bronze eller mar­ mor, men har sandsynligvis også været udskåret i træ. Det kan være runde borde, hvis tre ben er formede som katte- eller løveben, trækulsbækkener, hvor be­ nene er slanke dyrepoter, der bærer sfinksfigurer, hvis vinger igen bærer bækkenet, gavlborde, almindelige i de riges villahaver, hvis gavle er smykket med akanthusranker og sært sammensatte væsner (fig. 337), eller marmorstole, hvis sidestykker f. eks. har form af siddende sfinkser med hævede vinger, der danner armlæn. Den i sin enkelthed så fornemme græske møbelkunst er her nærmest blevet til skulptur. Men det er den, som eftertiden på grund af materialernes holdbarhed først og fremmest lærer at kende.

Middelalderen. Den almindelige nedgang, der fulgte efter de store folkevandringer og romerrigets fald i 5. årh., ramte også møbelkunsten. Der bliver her tale om en næsten

221

Made with