Snedkerbogen_1

og tørt træ selv under temmelig lave temperaturer. De gunstigste vækstbetingelser findes, hvor veddet ikke er udsat for luftcirkulation, f. eks. på undersiden af gulv­ brædder, bag paneler og lign. steder. Myceliet danner her en vatagtig beklædning, der i begyndelsen er hvid­ lig, men senere bliver noget grålig og til tider med et rosa anstrøg, se fig. 19. Det angrebne ved henfalder hurtigt i en temingformet brunmuld. Den hvide tømmersvamp (Poria el. Polyporus va- porarius), se fig. 21a og b, minder både hvad angår myceliets udseende som mulddannelsen meget om hus­ svampen, men stiller større fordringer end denne såvel til temperaturen som til veddets fugtighedsindhold, hvilket gør svampen betydelig mindre farlig end først-

17. Rodfordærveren (Fomes annosus), også kaldet Trametes, på gran.

Fig.

kræver som regel et højt fugtighedsindhold i veddet, hvilket indebærer, at de dør, når træet fældes. Selvom angrebet herved standses, inden der er sket væsentlig skade på veddets styrkeegenskaber, er det ikke ufarligt for træets senere anvendelse, da der er skabt grobund for angreb af andre svampearter, der ikke kan angribe sundt træ. Af de svampe under denne kategori, der har størst økonomisk betydning, skal nævnes rod ­ fordæ rveren (.Fomes annosus ) også kaldet Trametes, se fig. 17, Fyrrens poresvamp (Fomes pini), se fig. 18, og honningsvampen (Armillaria mellia). De an­ griber alle hovedsagelig nåletræsarterne. Blandt lager- o g bygn ingssvampen e må i første række nævnes hussvampen (Merulius lacrymans), der er langt den farligste svampeart indenfor denne kate­ gori. På et indledende stadium af denne svamps vækst kræver den et vist fugtighedsindhold i veddet, eller at dette tidligere har været angrebet af andre svampe. Men når svampemyceliet først har udviklet sig, danner det selv vand ved nedbrydning af celle­ vævet og kan som følge heraf brede sig til helt sundt

Fig. 19. Ftussvamp (Merulius lacrymans) udviklet på undersiden af et gulvbræt. (Efter F. Kollman, foto A . Rabanus). nævnte. Den træffes hyppigst i træværk i fugtige kæl­ dere, drivhuse, mistbænke o. lign. Den gule tømmersvamp (Coniophora cerebella) også kaldet kældersvampen, se fig. 20, stiller lige­ ledes relativt høje krav til veddets fugtighed, men tri­ ves under betydeligt lavere temperaturer end sidst­ nævnte. Myceliet er i begyndelsen hvidt, men bliver hurtigt skiddengult eller gråt. Mulden er temmelig mørkfarvet med i hovedsagen paralleltløbende skrumperevner. Denne svamp er utvivlsomt langt den hyppigste af alle bygningssvampe og forekom­ mer også almindeligt på fugtigt henliggende gavntræ på lagerpladser. Viftesvampen (Paxillus acheruntius ) også kaldet grub esvampen stiller meget høje krav til veddets fug­ tighedsindhold. Overflademyceliet danner en tynd,

Fig. 18. Fyrrens poresvamp (Fomes pini).

34