545170507

Drikkevise. (Fr. Kuhiau.)

Diogenes, vranten og stolt, Han knurred saa tidt paa de Unge; Af Vin han (log inderlig holdt, Thi Visdom den god paa hans Tunge. Men, da salig Job han blev lig, Og mangen Gang manglede Foden, Et Vinfad han tiggede sig, Der laa han og ventede Døden. Heraklitus, véd man, han gik, Med Flasken saa lumsk i sin Lomme; lian fiæbed’ saa det havde Skik, Naar Flaskerne først vare tomme. Han græd over Verdens Besvær, Men se, om vi tro disse Løgne: Han drak, det var Mandens Manér, Saa Vinen flød ud af hans Øjne. Kopernikus hine var lig; Sin Visdom han søgte i Flasken, Der trodo han, skjulte den sig Og ulmed’, som Ild under Asken. Engang i en Rus, som var stiv, Da Stuen gik rundt omkring Stolen, Begreb han det først i sit Liv, At Jorden gik rundt omkring Solen.

L. C. Sagen.