KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest_1879

104

5 t e J u n i: S aasnart R ek to rs Tale v a r enclt, istemm ede Olioret følgende A fsn it a f den R ichard t-G ad eske P e std ig tn in g , hvo ri T h e o lo ­ g i e n k a ra k te ris e re s :

Det Ord, hun hørte hag Judæ as Ranker, Hun følger paa dets Verdens vandring u d ; Med det liun vejer Menneskenes Tanker, Og prøver Røsten, om den er af Gud. Hun billed-maler K irkens Ghor og Rude, Men om dens Indgang sam ler hun sin Hær, Og signer i dens V ievand sit Sværd, Og vinker ad de Søgende derude. — Men glemmer hun, i Løn at høje Knæ, J a stormer K irken, den hun skulde værge, Og taarner K lipper op om Korsets Træ, — Da kjendes det, at Troen flytter B jerge.

Nu tra ad te det t h e o l o g i s k e F a k u l t e t s Decanus P ro ­ fessor Lic. theol. S t h y r op paa T alerstolen: Det Aarhundrede, sagde han, som er svundet, siden Universitetet fejrede sin sidste Jubelfest, har for K irken og Theologien været en be­ væget Kampens Tid, mere stormfuld end nogen anden siden Reforma­ tionens Dage. Rationalismen var allerede den Gang begyndt at trænge ind i K irken, og kun altfor mange bleve de Theologer, „ som glemte i Løn at bøje K næ “ og gave sig til at storme K irken i Stedet for at værge den. I Stedet for at bane og jævne Troens Vej til Korsets Træ, taarnede de Tvivlens K lipper og Fornuftgrundenes golde Stene saa- ledes op omkring det, at der allerede begyndte at lyde Røster om, at nu var den Tid kommen, da det Kors, som var og er Grækere en Daarskab og Jøder en Forargelse, snart skulde være glemt og skjult for stedse. Men der var dog ogsaa andre Mænd, som ikke vilde slippe Evangeliets Sandhed, fordi de betragtede Guds Aabenbarelse som den stedse rindende Kilde til Sandheds Erkjendelse, der aldrig skal ud­ tørres. Ofte syntes deres Kamp haabløs og deres Sag en opgiven S a g ; men nu i vore Dage kjendes det, hvilke F rug ter deres Tro har