KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest_1879

135

K o m m u n e n s F e s tm id d a g .

T rang t var herhjemme, langvejs maatte fare H igende Svend; Svalen fandt Tag, men Aandens Trækfuglskare Savned det end. F ik da K o n g C h r i s t i a n paa de danske Sletter Stensat og hegned K ilderne de smaa;

Vore lyse Næ tter Fredsvæ rket saa.

2 . Da flokked sig de Unge tæ t P aa hjemmegjorte B æ n k e; Begyndte med kanonisk Ret, Men lærte selv at tænke. Og hvem der holdt sit Doktor-Maal Bar Yoxlys til Yor Frue, — Til snart det W ittenbergske Baal Beskjæmmed K jertens Lue. Den kutteklædte Visdom faldt, Da K lostermuren raved; Og friske P u st med mere Salt Strøg ind fra Verdenshavet. Og Yedel varmed ved sit B ryst De frosne Sangens Fugle Og Tycho praj ed Stjærnen tyst, Som hort sig vilde smugle. Og Slægt for Slægt i Stammens Bark Blev gode Navne skaaret; Og saaet blev mangen Kundskabsmark,

Som siden rig t har baaret, O ldkyndighed og Medicin F ik hver sin lærde O le; Den tredje Ole paa Latin Tog L yset selv i Skole.