KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest_1879

140

5 te J u n i: Gid Folket stedse klarere maa erkjende, at et frodigt og fyldigt Universitetsliv er et af V ilkaarene for Landets og Folkets Lykke. Med Tak for Fortiden, med Haab til Frem tiden, ville vi istemme et Leve for Kjøbenhavns Universitet. K o rt efter a t denne Tale v a r b leven lioldt, b esteg U n iv e r­ sitetets S e k t o r Talerstolen. K r o n p r i n s e n rejste sig fra sin P lad s, et Exempel, der selvfølgelig blev fn lg t a f alle, og m eget levende Ju b e lra ab h ilste T aleren fra alle Sider. H an havde — sagde h a n — under Sam tale m ed en svensk G jæ st y tre t, a t det va r lan g t le tte re a t holde en saadan F e s t som denne i en m indre S tad, der gan ske beherskedes a f U n i­ versitetet, end i en stor, hvor U n iv e rsite te t ligesom forsvandt, og a t overhovedet det stille U n iv ersitetsliv i m indre B y er havde noget særdeles tiltalend e. Men nu in saa han, a t h a n havde h a v t Uret. D en store S tad havde m ed overstrømm ende V el­ vilje tru k k e t U n iv e rsite te t frem , og n aar h an tæ n k te paa U n i­ versitetets L iv i det Hele, erk jend te han, a t det v a r god t a t bo ved L and ets H jæ rte — th i d et va r K jøb enhavn — godt, baade fordi det der plejedes kjæ rlig, og ford i det v a r g av n lig t a t leve der, hvo r L ivets Bølger g ik stæ rkest, hvor de aandelige B ry d ­ n ing e r kom stæ rk e st frem, baarne a f ta lrig e Fo lkeskarer. Men det havde ogsaa sine B etæ nkeligheder a t bo næ r ved H jæ rte t, th i F jen d en søgte gjerne til H jæ rtet, og h an havde ogsaa gjen- tagne Gange ang reb et D anm ark s H jæ rte. Ik k e b lo t v ar det T ilfæ ldet i æ ldre T ider, m en da h an selv for 59 A ar siden kom til K jøb enhavn som S tuden t, laa endnu store Dele af Hoved­ staden i Ru iner, H ovedk irken var ikke opført, og U n iv ersitetet hen laa som et skjændet L ig. T il G jengjæ ld havde h a n ogsaa set K jøbenhavn rejse sig m ed K ra ft og D yg tighed . Gud give, a t U n iv ersitetet altid m aatte bo i e t stæ rk t og r ig t K jøbenhavn ! U n iv e rsite te t havde søgt a t tilbag ebetale noget a f den Gjæld, hvori det stod til Hoved staden , dels ved a t udb rede K und skab, dels stundom — og det va r den dy reste Maade — ved a t over­ lade det sine bed ste K ræ fter, f. Ex. Ole Rømer, der efter a t