KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest_1879

K ir k e fe s te n .

Saa lejred’ den sig ved de store Strømme, Ind til den paa sin Vandring Havet mødte, Og dristig lærte over det at svømme. Saa paa sin Fod den Ø rnevinger spændte, Og svang sig til Olympens stejle Tinde, Og Fantasiens Morgenlue tændte. Der fæstede den Skjønhedens Gudinde, Og Kundskabs Ildbud gjennem Tiden sendte, Og efterlod et evigt Ungdomsminde. Saa bygged’ den paa Tibers lave Banke E t Værn om L ivets Orden, Hjemmets Hygge, E t Rettens Herredom, en Lovens Skranke; E t Tag, hvorunder Jordens Folk fandt Skygge, En Form for mange Seklers bundne Tanke, A f Aandens Verdensgang det længste Stykke.

3. Alt, hvad den rejste, Bæver og raver. Solstukne visne D igtningens H a v e r; Kunstnerens Evne Hidses og spildes; Tænkningens Traade Slappes og hildes. Samfundets Orden Haanes og brydes; Dyriske Drifter Ægges og nydes. Bønfaldte Guders Talløse Vrimmel Renser ej Jo rd og K larer ej Himmel.