KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest_1879

4 d e J u n i: den Handling, hvorved Danmarks Højskole, K jøbenhavns Universitet, stiftedes. Den Plante, der betroedes Jorden, fandt denne lidet for­ beredt ; Pleje og Røgt var sparsom, P lanten trivedes langsomt, syg­ nede og truede med ganske at gaa ud. Da kom en mildere Luftning, en friere Strøm fra Syden, da. kom Pleje og Omhu fra Konge og F o lk ; P lanten skjød nye, stæ rke Rødder, den hævede sig i en rank Stamme; den voxede til et højt og k raftigt Træ, under hvis Krone i Aarhundredernes Løb Slægter af Unge og Gamle have vandret og arbejdet, vandre og arbejde den Dag idag og, hvis H e r­ ren vil, fremdeles skulle vandre og arbejde. D et er til Ihukommelse af hin Stiftelse, det er for at skærpe Bevidstheden om vor Opgave, at styrke Fortrøstningen til Frem tiden ved at skue tilbage paa F o r­ tiden, at vi idag samles: Højskolens Læ rere og Studerende. Ak! vi samles ikke, som vi havde haabet, med Landets Konge, H ersk er­ slægtens Fornyer; men hans Tanke er os nær, og hans Søn og Arving er os Borgen derfor. Vi samles med Kongesønnen, og vi samles derhos med en talrig Skare af Landets bedste M ænd, af hvilken den største Del selv har væ ret vor Højskoles Sønner, samt tillige med en Skare af Gjæster fra vore Frændelande som kjæ re V idner og Deltagere. Gud give, at denne Dag maa være til Glæde og Velsignelse! Naar vi sende vor Tanke over den dybe og brede K løft af 4 0 0 Aar for at kalde frem for Sindet den Handling, der da foregik, de Mennesker, der deltoge i den, deres Skikkelser, deres Ord og deres Tanker, da frem træder der for os en overvældende Forskjellig- hed. Vi have ondt ved, i hvad vi der se, at finde Begyndelsen til vor Gjerning, ved i dem at se vore Forgængere, og hvis de kunde sende B likket herhid, vilde det være dem endnu vanskeligere i os at se deres Gjernings Fortsæ ttere, deres Efterfølgere. Selv det, at vi idag tale vort Modersmaal, vilde forekomme dem forunderligt, thi dengang troede man, at der om saa høje og alvorlige T ing kun kunde tales i det fra Oldtiden overleverede Sprog. H ist se vi i det ringeste en fast Tro, en ivrig Bekjendelse; men vi se en ind ­ skrænket K reds af Ind sig t og Kundskab, bunden og støttende sig til Autoriteten og overalt bøjende sig først for Aabenbaringens Au­ toritet, saaledes som K irken lod den fremtræde, og dernæst ved Siden af K irkens for en fra Hedendommen overleveret Autoritet, men i forvansket Skikkelse: man bøjede sig for den lidet kjendte, men i den lidet kjendte Skikkelse næsten kanoniserede Hedning Aristoteles. Snæver var den K reds, hvorover B likket paa hin T id svæ v ede;