KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest_1879

K ir k e fe s te ii.

ukjendte Vande skilte en Del af Jorden fra den anden, og mellem, hvad der laa nærmere, vare Samfærdselsmidlerne og derved den ind­ byrdes K jendskab ringe. Ringe var Bevidstheden om Rortidens Daad og Rortidens Virksomhed, og allerringest var Kundskaben om Naturens Mangfoldighed i Skikkelser, Rænomener og Love. Lige overfor dette Billede fremtræder Nutiden med Aandens rige, ubundne, undertiden maaske lette og flagrende Rlugt, med en Rigdom af K und­ skab og Ind sig t baade af historisk A rt og rettet paa Naturen, der er nærved at overvælde os- Og dog se vi ved nærmere B etrag t­ ning ikke blot den historiske Sammenhæng i Udviklingen fra da til nu; men der møder os en G rundtankens Enhed, der, skjønt i en dunklere Skikkelse, var tilstede ved vor Højskoles første Stiftelse, og som endnu bærer den, hvis den med R ette bestaar: det er Be­ vidstheden om Erkjendelsens Betydning, om Erkjendelsen som Livets K jærne og Ryide, Bevidstheden om Kundskab og Ind sig t som den Magt, der forædler, styrker og fremmer Livet. I denne Tanke mø­ des vi med Rortiden, i denne Tanke holde vi Rest. Men Jubeldagen er eller rettere den forudsætter som gaaende forud en Regnskabsdag. H ar Kjøbenhavns Universitet efter menne­ skelige V ilkaar løst den Opgave, der blev det stillet, har det bidraget sit til, at det danske Rolk har levet med en fyldigere, klarere, mere alsidig Bevidsthed, har det bidraget til, at Rolket har levet mere ? — thi at tænke og at føle er at leve. Vi vilde ikke have stævnet til Rest, hvis vi ikke, skjønt kjendende vor Skrøbelighed og al menneskelig Gjernings Ufuldkommenhed, dog havde havt et Haab om, at dette Spørgsmaal vilde blive bejaet af billige Dommere, der kjende Livets, navnlig Aandslivets V ilkaar. Lige overfor vrangvillige Dommere træde vi frem med frimodig Stolthed. Videnskaben til­ hører ikke udelukkende U niversiteterne; Aandens Liv og Bedrift er Gud ske Lov, ikke bunden hverken til Steder eller K redse af Men­ nesker. Den Mand, som i vort Universitets første 2 0 0 Aar kastede den største Glans over Danmark ved aandelig B e d rift: Tycho Brahe, var ikke Universitetslærer, og saaledes var det ogsaa i andre Lande med store Aander som Leibnitz og Newton. Og dog var disse Mænds Virksomhed ikke uden Sammenhæng med Universiteterne. Rra Universiteterne modtoge de Rortidens Kundskabsarv og begyndte dermed deres eget Arbejde, og til Universiteterne overgave de deres Arbejdes Rrugter, deres store Tanker. Keppler optog Tycho Brahes Rorskninger og uddrog deraf sine Love, og i en beskednere Skik­ kelse fortsatte herhjemme Longomontan med Dygtighed Arbejdet.