KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest_1879

36

•dde J u n i:

dets Universitet kunde udrette det samme i Omfang som Nationei paa tyve Gange det samme Antal. Det have vi ikke g jo r t; men, fordi vi ere færre, derfor ere vi ikke ringere. Vi indtage én Plads i samme Række, men vi brede os m indre paa Pladsen; vi have gjort et mindre Indskud, men som svarer til den Plads,' hvorpaa vi fremtræde. Og hvis nu Nogen vilde sige, at jeg jö selv her ind ­ rømmer, at vort Universitet, som man maaske haan-ligt vil udtrykk e det, for en stor Del har levet af fremmed Ejendom, da siger jeg, med en Indskræ nkning for denne Behævnfelsé: Ejendom, forresten med fuld Overbevisning: Ja, saa er det, og saa skulde det være, og saa- ledes er det overalt, selv for de største Folk. In te t Folk h ar ud ­ ført Kulturens Arbejde alene, navnlig ikke i det nyere Europa, som Universiteterne tilhøre, og hvor Folkene have delt Kulturens Arbejde mellem sig. In tet Folk lever her af egne Midler, og In te t tilhører her noget enkelt Folk. Den selvstændige Tilegnelse er med det samme Ejendomsretten, og denne Tilegnelse er en P lig t: Vi s k u l l e modtage den Sandhed, der andensteds fra tilbydes os. Vi gribe med Glæde ju st idag Lejligheden til at sige, at vi vel vide, hvad vi have modtaget fra det store Nabofolk mod Syd, fra hvilket Reforma­ tionen kom til os, fra dette Folk, der er beslægtet med os i Op­ rindelse, i Sprog og i H istorie. Vi vide, hvad vi have modtaget; men vi vide, at vi have modtaget det som Noget, vi havde R et til at modtage, og som derfor med fuld Ejendomsret besiddes af os. Og dermed have vi tillige svaret paa en vis snæverhjertet patriotisk Betragtning, der maaske fra en anden Side vil klage over, at vi have budt vort Folk for megen fremmed Næring. Vi have budt det en Næring, ’ som ganske vist tildels er kommen fra fremmede Lande, men som ikke var fremmed; thi Sandheden er intetsteds fremmed, og Nationalgrænserne gjæ lde ikke paa Videnskabens Omraade. Da Keppler havde udtalt sine Love, da maatte de modtages, og intet andet Folk kunde opdage andre Love og sæ tte istedenfor dem. Og saaledes gik det ogsaa med, hvad der var ud talt af Newton, af Lavoisier, af Galvani og af Volta, saa gik det ogsaa med, hvad der udtaltes af H . C. Ørsted. De Spørgsmaal, som Aanden vækker, og som Aanden kræver besvarede, de kunne ikke bésvares med Stof, der hentes fra visse Steder og visse Fo lk ; de skulle besvares med Aandens almindelige Frugter. Men har vort Universitet ikke fejlet derved, at det gav vort Folk det Bedste af, hvad der efter Navnet var fremmed, men dog i sit Væsen almenmenneskeligt, har det ikke fejlet, fordi det, for