KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest_1879

3 8 4 d e J u n i Ja, i klassisk Daab holdt lian den! Mængden ved, at Holberg til komiske Parodier har b rug t meget af Homer og meget af V irgil, men Mængden véd ikke, med hvilken K jæ rlighed Holberg havde læ rt sin Homer og sin V irgil udenad og bestandig bevaret denne K und­ skab. Mængden véd, at Holberg med sk arp t Øje opfattede Jacob v. Thybo’s og Jesp er Oldfux’s Væsen,men Mængden véd ikke, skjønt Holberg selv h ar sagt det, at det faldt ham saa let at gribe disse Personers Væsen, fordi han havde set dem vandre om under andre Navne, under en anden Forklædning for to Tusinde Aar siden hos G ræ kerne; der havde han mødt Jacob v. Thybo som Thraso og Pyrgopolynices og Jesper Oldfux som Gnatho og A rtotragus. Saa- ledes- har vort Universitet forholdt sig til D igtekunsten. Ogsaa den D igter, som sang, at Holberg havde holdt sin Skjemt- i klassisk Daab, ogsaa han holdt sin Skjemt i klassisk Daab, da han hos os disputerede om Calderons Poesi. Ved vort Universitet fandt D ig ­ teren Oehlenschlager et Hjem, og han fandt det, uden at han be­ høvede som Schiller i Jen a atgive sig ud for noget andet, end det han var, uden at give sig ud for at være H istoriker. Og naar man ikke blot tænker paa den Poesi, som ligger saa nær, saa skal det heller ikke glemmes, at, da Middelalderens V iser vare næ r ved aldeles at forsvinde fra Sindene, da var der mellem de tre Mænd, der samlede udgav gamle danske Viser, to Professorer ved K jøben­ havns Universitet. Vi se altsaa med Fortrøstning tilbage paa vort Universitets Forhold baade til Videnskaben, til D igtningen og til Kunsten. Vi holde Jubelfest med god Fortrøstning, ogsaa med den Fortrøstning, at Højskolens Læ rere og Sønner ikke have svigtet, hvor de kaldtes til Fædrelandets Tjeneste udenfor Videnskabens Sag. Men naar vi se fortrøstningsfuldt tilbage, kunne vi da ogsaa se med Fortrøstning ind i F rem tiden? Hvorledes skulde vi kunne holde Jubelfest, hvis vi ikke kunde det? Vi høre nu vel Røster, der sige os, at Uni­ versiteternes Tid er forbi, at deres Læreform er forældet, at V iden­ skabernes Omfang voxer saaledes, at Universiteterne maa opløse sig i Specialskoler. Ja, vor Læreform er i Aarhundredernes Løb under- gaaet mangen Forandring; den vil undergaa flere, og vi vide vel, at det hører med til vor videnskabelige Opgave efterhaanden her at lempe os efter Tidernes forandrede Kaar. Men der er én Opgave, der altid vil staa fast. Medens Bøgerne tale til Alle uden Forskjel, saa vil det være vor Opgave at optage Videnskaben i vor personlige Bevidsthed og Overbevisning og i denne Skikkelse at bringe den til